SUNDHEDSVÆSENET ER PRESSET. Effektivisering er blevet nutidens buzzword. Debatten er fyldt med tal og udregninger, som åbenlyst er produceret af mennesker, som ikke kender til vores virkelighed.
Budgetterne i sundhedsvæsenet er blevet strammere, og det har især gjort et indhug på personalet. De menneskelige kompetencer falmer, vi bliver færre til at behandle og pleje den voksende gruppe af patienter, og samtidig stiger udgifterne til nye avancerede behandlingsformer konstant.
Vi bliver nødt til at have en seriøs debat om prioritering i vores sundhedssystem. På mange afdelinger er personalet så presset, at de ofte går hjem med følelsen af ikke at have gjort det godt nok. Her er en historie fra det virkelig liv.
Dagen starter klokken 7 med morgenrapporten. Jensens lungebetændelse er blevet værre i løbet af natten. Han ligger nu og gisper efter luft inde i sengen. Hansens urinsvejsinfektion er blusset op, og da hun ikke selv kan gå, hiver hun ustandseligt i klokkesnoren for at få hjælp til at komme på toilettet. Sørensens forstoppelse er ovre, men det medfører dog alligevel visse nye hygiejniske udfordringer.
Sveden pibler allerede frem på sygeplejerskens pande: ”Puha, endnu en af de dage,” tænker hun for sig selv. Disse tre, samt fem andre patienter, har sygeplejersken ansvaret for de næste mange timer. Det er nu op til personalet at vurdere, hvem der har mest brug for hjælp.Her kunne man godt komme til at spekulere over, hvordan sygeplejersken nogensinde skulle kunne give disse mennesker en anstændig og fagligt forsvarlig behandling. Det kan hun selvfølgelig heller ikke.
Sygeplejersken og én kollega skal hjælpe patienterne i dag. For fem år siden havde hun fire kollegaer, sidste år tre, men nu er de bare to. Hospitalet skal spare, og man satser på korte patientforløb.
Derfor kan kun de sygeste patienter blive indlagt. Belastningen på sundhedssektoren øges markant, og samtidig gennemføres en politik, som betyder nedprioritering af en række afdelinger. Disse nedskæringer medfører mindre faglighed og flere fejl.
Nogle vil mene, at vi i sundhedsvæsenet brokker os, men alle, som har haft en pårørende indlagt, ved, at vi hver dag kæmper med næb og kløer for at give de mennesker, som har behov for hjælp, en nærværende og kompetent behandling.
Problemet er, at vi kæmper en tabt kamp, fordi udviklingen er imod os. Debatten om den offentlige sektor, og dermed sundhedsvæsenet, fokuserer udelukkende på kvantitet: Hvor mange ansatte må der være, hvad må det koste, hvor hurtigt kan det gøres.
En fuldstændig ligegyldig diskussion, efter min mening, så længe vi ikke forholder os til det underliggende problem. Spørgsmålet om kvalitet.
Den 26. februar viste DR 2 dokumentaren ”Har vi råd til dyr medicin?”. Her mødte vi Henriette, som er uhelbredeligt syg af kræft. Programmet fortalte, hvordan ny medicin udgør en stigende post i det danske sundhedsbudget. Ifølge programmet er udgifterne til medicin i det danske sundhedsvæsen steget med 24 procent i perioden 2009-2013 - til omkring syv milliarder kroner. Dette skyldes blandt andet, at den nye medicin, vi anvender, er meget dyr, og kan koste op til en million kroner pr. patient om året, selvom der ikke er garanti for, at den virker.
Til sammenligning har Region Hovedstaden planer om at spare cirka 300 millioner kroner på hospitalsdriften i 2015. Denne sparerunde er bare én blandt mange. Nedskæringerne rammer især personalet, men i sidste ende får det meget uheldige konsekvenser for vores patienter.
Den historie, jeg fortalte først i kronikken, er bare en af de mange historier, jeg har hørt, men lignende situationer udspiller sig for alle faggrupper i sundhedsvæsenet i disse tider.
For nylig kom Liberal Alliance med et nyt udspil, som skulle sætte gang i den danske økonomi. Forslaget skal skabe 125.000 nye arbejdspladser i det private, men vil samtidigt betyde cirka 90.000 færre offentligt ansatte. Det gør sygeplejersken i mig rasende, endnu mere end han var i forvejen. Udspillet demonstrerer manglende forståelse for den i forvejen pressede hverdag, og hvad værre er, så fastholder forslaget fokus på kvantitet fremfor kvalitet.
De patienter, jeg arbejder med, har sygdomsforløb, som er af høj kompleksitet og vil ofte strække sig over måneder, muligvis år.
Vore patienter har det tilfælles med Henriette og hendes kræftbehandling, at videnskaben er kommet så langt, at vi har store muligheder for at kunne hjælpe, men også det, at behandlingerne er meget kostbare og deres prognoser forholdsvis usikre.
Jeg forstår, at vores bemanding nødvendigvis er højere end på mindre akutte afdelinger, men der kan vel ikke herske tvivl om, at de nedskæringer, der har fundet sted på mange afdelinger i løbet af de senere år, har kostet liv.
Kvaliteten af den behandling og pleje, vi kan tilbyde, er blevet lavere, og jeg har flere gange hørt historier om sundhedspersonale, som føler, at de måtte kompromittere deres faglige standarder for at få hverdagen til at hænge sammen.
Er det okay, at patienter ligger i flere timer uden at blive skiftet, eller at vi ikke har tid til at tage os ordentligt af de pårørende, som er i dyb krise, fordi personalet er nødt til at prioritere andre opgaver?
Alt tyder på, at vi i fremtiden får større og flere behandlingsmuligheder - og intet tyder på, at det bliver billigere. Det betyder, at vi får mulighed for at behandle flere lidelser samt at forlænge levetiden for vores patienter.
Samtidig ved vi, at pengekassen i sundhedsvæsenet bestemt ikke er bundløs. Henriette fortjener at opleve sin datters første skoledag, ligesom patienterne på min afdeling har fortjent, at man bruger alle de nødvendige ressourcer i kampen for at få dem tilbage til livet. Men vi står i en situation, hvor vi ikke kan hjælpe alle.
Hvem skal man så vælge fra? Hvor længe kan man etisk forsvare at forsætte en behandling, som måske giver et ekstra år, når de samme ressourcer kunne have haft stor betydning for en hel gruppe mennesker?
De seneste år har især kræft- og hjertekarsygdomme været i fokus. Et fokus, som har betydet en øget allokering af ressourcer. Fokus er godt, men ikke når det sker på bekostning af andre. Ifølge Psykiatrifonden er psykisk sygdom mere udbredt end både kræft- og hjertekarsygdomme tilsammen. Jeg kan ikke være den eneste, som kan se denne skæv-vridning. Nytteetisk er det svært at retfærdiggøre, at nogle højprofilerede lidelser bliver prioriteret fremfor end de mere trivielle ”folkesygdomme”.
I stedet for altid at diskutere størrelsen på den offentlige sektor, er det så ikke på tide, at vi får diskuteret, hvilket liv man har fortjent som borger i Danmark? Udviklingen med færre ressourcer til personale og stigende udgifter til medicin tegner et dystert billede.
Min pointe er, at vi bør have en seriøs debat om, hvad det er for et sundhedsvæsen, vi ønsker. Vi bliver nødt til at diskutere, hvordan vi skal prioritere vore ressourcer, så pengene kommer flest mulige mennesker til gavn.
Vi står over for en række svære valg, men at lade, som om de ikke eksisterer, løser jo ingenting. Jeg tror på mennesket. Jeg tror, at selvom det er vigtigt med nye avancerede behandlingsmuligheder, så må vi aldrig glemme, at det kræver menneskelig viden, nærvær og omsorg at sikre et godt liv hele livet.
Theis Liebach Smedegaard er sygeplejerske på Rigshospitalet