Det er mig, der siger tak, Per Olov Enquist

Det er godt at være én, der siger tak. Også nu her, ved afskeden med P.O. Enquist, som døde den 25. april – en stor tak for hans rige forfatterskab med ord og fortælling, der længe endnu vil kunne suges næring fra, skriver sognepræst Gudmund Rask Pedersen

Per Olov Enquist, en af Nordens største dramatikere og forfattere til blandt andet til den danske bestsellerroman ”Livlægens besøg”, døde den 26. april. Han blev 85 år.
Per Olov Enquist, en af Nordens største dramatikere og forfattere til blandt andet til den danske bestsellerroman ”Livlægens besøg”, døde den 26. april. Han blev 85 år. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

”Man får et smæk, men der er ikke noget som er håbløst. Man beholder det der gjorde ondt, og så er det mere værd end lykken.” Ordene er fra romanen ”Kaptajn Nemos bibliotek” (1991) af nyligt afdøde Per Olov Enquist (1934-2020). Sportsmanden og journalisten, men endnu mere forfatteren og teaterdramatikeren P.O. Enquist.

Tidligere svensk mester i højdespring med en rekord på 1,97 meter, men allermest en af det 20. århundredes største nordiske forfattere, som nåede længst og højest i finurlig fiktion og livsfortælling med snablen hele vejen dybt nede i sin egen barndoms- og livshistorie.

Det selvbiografiske aspekt kommer skævt og stærkt givende til udtryk i førnævnte roman, som på sin egen særlige måde står centralt i forfatterskabet. Det kommer langt mere ligefremt til udtryk i romanen ”Et andet liv” fra 2008, en stærkt selvbiografisk anlagt beretning fortalt i tredje person ental.

Endelig kommer det med tanke på de to nævnte romaner på smukkeste blandingsvis frem i forfatterskabets afsluttende roman, ”Lignelsesbogen – En kærlighedsroman” fra 2013.

I ”Et andet liv” fortæller P.O. Enquist på bogens allersidste sider om at blive reddet ud af den alkoholisme og medfølgende skriveblokering, som op gennem 1980’erne, hvor han for øvrigt boede i København, var ved at tage livet af ham.

Med en promille på 1,95 blev han i februar 1990 indlagt på afvænningsstedet Kongsdal i Fredensborg. Det var det tredje forsøg på at redde hans liv. Og nogle gange er tredje gang lykkens gang.

Nogle nætter senere på Kongsdal, mens ham, han delte værelse med – en 75-årig landmand fra Jylland, der vejede cirka 150 kilo, og som de derfor kaldte Greven – lå og snorksov, gik der hul på den skriveblokering, Enquist længe havde haft.

Som han skriver det, som sagt i tredje person ental, fordi en vis afstand skal der nogle gange til for at kunne fortælle livsnært om sig selv og sit liv:

”Han havde jo troet at han havde drukket evnen til at skrive op. At den var væk, for tid og evighed, men nu følte han at han skrev igen som før, det var som et under. Greven snorkede tungt men han var tilbage i landsbyen deroppe (barndommens land i Hjoggböle i Västerbotten i Nordsverige) og skrev om det som var smertefuldt men alligevel sjovt, og han kunne skrive.”

Romanen, der her som ved et under gik hul på, var ”Kaptajn Nemos bibliotek”. Et andet sted har P.O. Enquist fortalt, at da han den næste dag gennemlæste, hvad han havde skrevet der om natten, forstod han ikke ret meget af det. Men han vidste, at det skulle med. Og som bogen ”Et andet liv” slutter med at sige det, og han vidste, at fortællingen, han som ved et under havde fået taget hul på her på Kongsdal, han vidste, at: ”Den skulle handle om genopstandelsen… Den skulle knytte det sidste i hans gamle liv sammen med det første i det andet liv han nu havde fået som gave. Og han vidste at han var reddet.”

Livet har mange måder at opstå på. Eller genopstå. Når nåden, som vi altid taler om det i kirken og med kristendommens og evangeliets budskab til os – når nåden finder sted, og vi på forskellig vis oplever at blive givet tilbage til hinanden. Til livet og menneskene og noget af det, der endnu er at gøre og sige og fortælle.

I ”Lignelsesbogen” med undertitlen ”En kærlighedsroman”, handler det i nøgleberetningen om nåden i det livgivende og erotiske møde mellem ham selv, pur purung, og en midaldrende kvinde en sommersøndag i 1949.

”Lignelsesbogen” må den hedde, fordi det kan være svært eller kropumuligt at tale fuldstændig ligeud om det allervæsentligste. Og fordi både det ene og det andet i ens egen livshistorie og erindring kan blive til en slags lignelser. Billeder og lignelser på almene, men også store, tunge og vigtige forhold her i livet.

Som for eksempel dette, som ved et under at få livet igen, når man ellers var gået så godt som helt i stykker. Eller møde kærligheden en varm sommersøndag eftermiddag.

Gennem hele ”Lignelsesbogen” sidder de gamle venner der på den anden side af flodbredden. De døde og de næsten døde, som kalder på ham, og som vil have ham til at fortælle om livet endnu en gang her nu så nær ved dødens grænse:

”Deres øjne glinsede, og bønfaldt: sammenfat det!”. Og det gør han så nu her med ”Lignelsesbogen” og dens nøgleberetning om det erotiske møde mellem ynglingen og den modne kvinde den sommersøndag 1949 på trægulvet i køkkenet i gården hos Larssons.

”Tak,” havde hun sagt dengang ved afskeden – ”Det er mig, der siger tak,” havde han hvisket. Det gør han også nu igen, da han mange år senere møder op ved hendes bisættelse.

Skønt de ellers ikke har haft nogen nævneværdig kontakt siden. Kun mødt hinanden alt i alt tre gange i alle årene. Men nu har han set hendes dødsannonce i avisen og møder selv op en novemberdag i 1977 sammen med ganske få andre ved kvindens bisættelse. Da rustvognen kørte bort med kisten, da havde han endnu en gang stille hvisket: ”Det er mig, der siger tak.”

Så mildt og lavmælt og fint kan det også siges – og finde sted i et menneskes liv – når man tænker sig om og mærker, hvad og hvem der som ved et under fik livgivende betydning i ens liv: ”Det er mig, der siger tak.”

Også forstået på den måde, at jeg er og vil være i mit liv én, der siger tak. Ikke tager livet og menneskene omkring mig for givet. Som ren og skær selvfølge, men som – i grunden – et under.

Taknemmeligheden er ikke bare en følelse eller en størrelse, der automatisk dukker op, når der er særlig grund til den.

Taknemmeligheden er en livsholdning. En holdning, man – uden for de deciderede depressionstilstande – som et voksent ansvarligt individ kan vælge til eller fra. Sige til sig selv, og vælge at ville være, én, der står i taknemmeligheden som grundholdning i livet.

Som udgangsposition og udgangssted for den livshistoriefortælling, det kommer an på i ethvert nok så lidt belæst eller forfatterskabsanlagt liv.

Det er godt at være én, der siger tak. Også nu her, hvor han selv er på den anden side af flodbredden – nu ved afskeden med P.O. Enquist – en stor tak for hans rige forfatterskab med ord og fortælling, der længe endnu vil kunne suges næring fra.

Ord for eksempel som her fra ”Kaptajn Nemos bibliotek” om, hvordan også det, der gjorde ondt, hører med til et sandt menneskeliv:

”Det er mærkeligt med det der sker. Man får et smæk, men der er ikke noget som er håbløst. En gang imellem er det så forfærdeligt at man bare vil dø, men når så alting er allermest forfærdeligt, da ved man jo at man alligevel på en eller anden måde lever. Det kan jo mærkes.

Det brænder pludselig og bliver tilbage som et lille brændende punkt af smerte. Og så lever man jo, hvis man ikke sætter det over styr… Det er måske det der gjorde ondt, som er beviset på at man blev et menneske.”

Det er mig, der siger tak!