Prøv avisen
Kronik

Det er pinligt at føle sig ensom, når man er privilegeret

Alberte Dommerby Kristensen, Studerende

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Mange ældre føler sig ensomme lige nu. Det gør unge som mig også. Jeg føler mig fanget i min lejlighed med mine egne tanker, mine egne bekymringer. Jeg ønsker pludselig, at jeg ikke bor alene. Manglende kram og øjenkontakt, skriver sygeplejerskestuderende

Jobbet som sygeplejerskestuderende i den private hjemmepleje har været et privilegium gennem mit studium, som gang på gang gør mine kompetencer endnu stærkere. Gennem de seneste tre år har jobbet også været en indikator for min udvikling fra ufaglært til en professionsidentitet.

”Omsorg” er et ord, som går igen i mit fag. Med mit arbejde i hjemmeplejen har jeg mødt mange ældre ensomme, hvor vi som plejepersonale måske er det eneste selskab, de har. Det eneste kram, smil eller grin, de får, kommer måske i forbindelse med, at jeg tjekker deres blodsukker, varmer noget mad eller sikrer mig, at de er veltilpas. De lyser oftest op i disse relationer, og jeg – som fagperson, der brænder for omsorg – lyser ligeledes op.

Lørdag aften, to dage efter Danmark lukkede ned, kørte jeg for hjemmeplejen. Jeg spurgte, som jeg altid gør, hvordan dagen var gået. En ældre dame med matte øjne fangede mine og sagde bedrøvet, at der var så stille. Stille udenfor og stille hos hende. Hun er vant til at få besøg af familien, men nu kommer de ikke, da de af ren omsorg er bekymrede for smitte. Hun famlede lidt efter min hånd, og velvidende om afstanden, jeg bør overholde, gav jeg hendes hånd et klem, da hun efterfølgende brugte ordet ”ensomhed”.

Hænderne blev vasket og sprittet godt af – men ordet forfulgte mig resten af vagten og den kommende dag. Rent fagligt er jeg indforstået med alle forholdsregler og tiltag for at få os ud af denne forfærdelige situation.

Jeg kan dog ikke være andet end bekymret for ensomhed og hudsult som følge af dette.

Mon de glemmer mig?

Ensomhed. Det er et skræmmende ord på otte bogstaver. Tre stavelser. Betydningen kender jeg på egen krop. Størstedelen af mine teenageår var jeg ensom grundet mistrivsel i skolen. Nogle vil nok beskrive mig som typen, der isolerede mig for ikke at blive valgt fra. Jeg valgte fællesskabet fra, så det ikke kunne vælge mig fra. Det bunder i frygt og uvidenhed om, hvordan man begår sig i grupper.

Som årene er gået, har jeg lært meget om vigtigheden af fællesskaber og gode relationer. Det gør, at jeg nu er i en ny sårbar situation, hvor jeg er ængstelig for at miste disse relationer, bange for at blive glemt.

Trods min introverte side blomstrer jeg op i mange sociale sammenhænge. Jeg bliver nærmest høj af at være sammen med ligesindede, det fylder mig med gåpåmod og ikke mindst en grundfornemmelse af at være nok og nyttig. Helt igennem værdsat.

Den ældre dame og jeg står i samme båd. Vi er isolerede fra det, som giver os værdi. Vores familier, venner og små hverdagsglæder. Jeg føler mig fanget i min lejlighed med mine egne tanker, mine egne bekymringer, som angsten maler. Jeg ønsker pludselig, at jeg ikke bor alene. Jeg mangler kram og øjenkontakt. Hvad nu, hvis de glemmer mig?

Verden føles nogle dage som om, den kan gå videre uden mig, men murstensvæggene om mig står stadig solidt upåvirket.

Det er kun mig, der rastløst bevæger mig rundt herinde. Jovist, jeg kunne tage hjem til min familie – problemet er, at jeg grundet mit arbejde i hjemmeplejen skal være ekstra forsigtig. Så jeg tager ingen chancer. Men her er stille, her er ensomt. Min lejlighed føles til tider fremmed.

Jeg forsøger lige nu at holde angsten i ro, komme med logiske forklaringer og nedblusse mine indre røde lamper. Jeg kan dog ikke undgå at være bekymret for, hvad du, kære læser, må tænke, når du læser om en 23-årig privilegeret sygeplejestuderendes bekymrede beretning om at skulle holde sig indendørs og skrive sin bachelor i fred og ro.

Jeg synes også, det er pinligt på mine egne vegne. Pinligt, at jeg seks dage inde i karantænen mærker ensomheden vokse. Mærker min angst blusse op. Jeg er nervøs for at blive dømt for valg, jeg tager i denne periode, men også for de valg, jeg ikke træffer. Jeg vil gerne gøre det hele rigtigt, men jeg arbejder lidt langsommere. Mange bor alene, uafhængigt af alder. Mange er enlige. Mange er ensomme. Tallene råber dog om, at gruppen af henholdsvis unge og ældre er dem, der er mest ensomme.

Fællestrækkene for mig og den ældre dame er, at vi hver især bor alene. Vi kan ikke ses med familie og venner. Vores daglige rutiner, som at læse på studiet eller møde op i dagcenteret, er ikke mulige.

Hun er enlig, og min kæreste bor langt væk. Vores hverdage mødes dog ved mine aftenbesøg. Det giver mig fornemmelse af en lille smule normalitet.

Tæppet er revet væk under mig og har placeret mig i limbo. Jeg ved ikke, hvornår jeg kan genoptage mine rutiner. Jeg ved ikke, hvornår jeg næste gang kan kramme min mormor uden at være bange for smitte. Heldigvis er teknologien med os, hvilket gør opkald fra familie, venner og kæreste meget mere visuelt.

Lov mig at have nysgerrighed for øje, når unge som jeg eller ældre indrømmer blankt, at situationen er svær. Den er svær for os alle, men jeg er ærlig, når jeg siger, at jeg kræver lidt ekstra omstilling – en ny rytme, om man vil.

Jeg betragter mig selv som privilegeret. For jeg har mange ting, som giver mit liv stor værdi, jeg er privilegeret med en stor familie, gode venner og en dejlig kæreste.

På papiret mangler jeg ikke noget, men det gør min hverdag. Jeg kan ikke undgå at tænke på dem, som ikke føler sig privilegeret. Når den tanker strejfer mig, føler jeg mig flov over at være ensom.

Sandheden er, at jeg ikke kan ændre på følelsen af ensomhed. Det hjælper ikke at blive flov. Det hjælper ikke at være tavs. Tværtimod hjælper det at snakke alvorligt om det med mine forældre og veninder.

Jeg er altid ængstelig, når jeg skal fortælle det. I sidste ende er jeg et menneske, og med det følger der et behov for social og fysisk kontakt. Mere for nogle end for andre.

Jeg bliver enormt bevæget, når jeg læser og ser næstekærligheden blomstre, men også når ordet ensom bliver benyttet. Det gør det lidt mindre tabubelagt for mig. I sidste ende er det også grunden til, at du, kære læser, får et indblik i mine følelser.

Jeg ønsker brændende at nedbryde tabuet om ensomhed, det gør jeg blandt andet i ”Ventilen Fortæller”, når normalitet igen genfinder sig.

Ordet ”omstilling” er lige nu det ord, der for mig beskriver 2020 bedst. Vi er omstillingsparate og står sammen som befolkning – bare hver for sig.

Det bliver helt okay, men ring lige til et familiemedlem eller til veninden, du ikke har talt med længe. Det gør det hele lidt mindre ensomt.