Prøv avisen
Kronik

Birthe Rønn Hornbech: Det er smerteligt at blive afvist fra at deltage i nadveren

Foto: Leif Tuxen

Birthe Rønn Hornbech, forfatter og tidligere kirkeminister (V)

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

For mig er det selvfølgeligt, at ærlige diskussioner gør båndene mellem mennesker endnu stærkere, skriver Birthe Rønn Hornbech, der gentagne gange har forsøgt at tage diskussionen om den katolske nadver op, for hun er ked af, at hun ikke må deltage

Hjertelig tak til biskop emeritus Karsten Nissen for kronikken her i avisen tirsdag den 24. juli som svar på Daniel Nørgaards klumme i avisen lørdag den 14. juli. Den var både lærerig og afklarende. Men jeg har nu nok stadig en lidt anden tilgang til begrebet uenighed end Karsten Nissen, som altid siger til mig: ”Birthe, nu skal du jo ikke ligefrem dyrke forskellighederne. Jo, jeg skal. Men jeg lytter til Karsten Nissen og passer på, at jeg ikke graver grøfter. For det er det modsatte, jeg ønsker både i nadverdiskussionen og om teologien i det hele taget.

I mit barndomshjem var der altid en levende og hidsig teologisk diskussion mellem præster i folkekirken indbyrdes. De var grundlæggende enige. Stod solidt plantet lidt til højre for midten. Jo dybere man dykkede ned i de teologiske spørgsmål, jo hidsigere blev engagementet, og jo højere lød røsten. Man provokerede og afsøgte hinandens argumenter og blev hver gang meget klogere.

Der kom også i hjemmet katolske præster, som vi udfordrede. Det førte aldrig til uvenskab. Tværtimod. For midt i ordstriden svævede det grundlæggende fælles jo altid over diskussionerne. Dåb og trosbekendelse. For mig er det så selvfølgeligt, at ærlige diskussioner gør båndene mellem mennesker endnu stærkere, fordi vi opdager, at uenigheden bæres af den grundlæggende enighed. Som min far sagde til et nyt familiemedlem, ham, jeg blev gift med: ”Tag dig nu ikke af, at det lyder, som om vi skændes. Vi diskuterer bare.”

At diskutere nok så højrøstet i en sag, der er hjerteblod, er ikke det samme som at skændes, langt mindre at fordømme og mistænkeliggøre. Den ærlige diskussion forsøger at provokere den anden til at gøre sine synspunkter gældende i klart sprog. Hvorfor er det så vigtigt? Fordi jeg er nødt til at trænge ind i den andens synspunkter, før jeg kan forstå dem. Først når vi tør lægge de fromme attituder og den diplomatiske udenomssnak til side, kan vi finde ud af, hvor vi er enige og uenige.

Det gør ondt langt ind i hjertekulen, når jeg hører, hvordan man i den politiske diskussion alt for ofte skyder modparten alle mulige motiver i skoene og på det grundlag lægger afstand frem for at undersøge, hvad den andens udsagn er udtryk for. Det er, som om man i det meste af debatten i Danmark ikke må sige ”der er forskel” eller ”du er anderledes”. Straks kommer modstanderne på banen og debatterer umådelig umodent, som om en erkendelse af forskellene var det samme som en værdidom. Kunne vi dog ikke højt og tydeligt erkende forskellene uden straks at beskylde den anden for at have fældet en værdidom? Den form for debatniveau kan vore to kristne søsterkirker da hæve os langt over. Selv kunne jeg ikke drømme om at deltage i en katolsk nadver. Jeg har det fuldstændig som Karsten Nissen. Under store søndagsmesser i Maria Maggiore i Rom har jeg haft den største lyst. Men jeg er forblevet uden for fællesskabet af respekt for katolikkerne syn på den fælles nadver. Men det har hver gang gjort mig ked af det. I Firenzes domkirke lå der foldere, der nøje instruerede om, at andre end katolikker skulle holde sig fra nadverbordet, og det gjaldt for resten også de katolikker, der ikke havde fastet og skriftet.

Til mindemessen i anledning af Johannes Paul den Andens død, deltog jeg sammen med kongehuset, biskopper fra folkekirken og en række ambassadører og politikere i en mindemesse i den katolske domkirke i København. Alle sang vi med på Grundtvig og Rungs ”På Jerusalem det ny”. Men da vi nåede til nadveren, kunne jeg se, at man omhyggeligt havde placeret gæsterne, så præsterne vidste, hvem de skulle gå uden om. Det var en smerte at føle denne forkastelse og blive fysisk forbigået af præsten med disken. Men jeg vidste jo, at sådan måtte det være. Alligevel følte jeg det mere smerteligt, end jeg havde troet muligt.

Jeg har, siden jeg gik i skole for mere end halvtreds år siden og var bedste veninde med en katolsk pige, spurgt og spurgt de katolske præster om nadverfællesskab og kvindelige præster. Først når jeg var trængt ind på dem, fik jeg et klart svar. Det drejer sig om embedssynet! Ja, netop! Derfor bliver det ikke anderledes. Hele den katolske kirke står og falder med embedssynet. Og ingen af de fælleserklæringer og forsikringer om tilnærmelse, der i årenes løb er udfærdiget i Rom, har nogensinde lovet os en enhed uden biskoppen i Rom som øverste kirkelige og til dels verdslige myndighed.

Pave Frans’ mange venlige ord, der flyder i en lind strøm på hans rejser, gør overhovedet ingen forskel. Vi har den katolske biskop i Danmark, Czheslaw Kozons, forsikring herom her i avisen efter pavens besøg i Sverige. Den ærlighed fra biskop Czheslaw var så velgørende. Og den var nødvendig, fordi danske og svenske medier ganske flød over af begejstring over, at der nye tider på vej i den katolske kirke.

Vel er der ej. Sammenlignet med den lærde pave Benedikt XVI, som jeg nærer stor beundring og respekt for, og hvis bøger jeg har købt og læst med stort udbytte, så er pave Frans’ stil unægtelig en hel anden. Men når det kommer til stykket, får ordene ikke nogen konsekvens, der betyder noget. De fraskilte og de homoseksuelle får stadig ikke lov til at gifte sig med romerkirkens velsignelse. Kvinder vil ikke blive præsteviet. Vi protestanter får ikke lov til at dele nadverbord med katolikkerne. Det er de kendsgerninger, vi bør handle efter og drøfte ud fra.

Selv føler jeg mig som en nær ven af den katolske kirke, og jeg har uden held i Folketinget forsøgt at forhindre både forkynderregler og regler om trossamfund, der indskrænker katolikkernes frihed i Danmark. Min stemme imod flere lovforslag rakte ikke til at forhindre lovenes vedtagelse. Det er et område, hvor folkekirkekirkemedlemmernes røst burde lyde. Det rokker ikke ved, at vi ikke af katolikkerne anerkendes som kirke. Moderkirken, som Luther blev smidt ud af, er den sande kirke og eksisterer alene, så længe apostlen Peters efterfølger sidder i Pavestolen. Ved udgivelsen af det af Karsten Nissen nævnte fællesskrift, ”Fra konflikt til fællesskab”, som er udarbejdet af den katolske kirke og Det Lutherske Verdensforbund, deltog jeg i en lille sammenkomst på forlaget. Jeg havde just været i Berlin og deltaget i en højmesse i Berlinerdom. Prædikanten var en reformert teologisk professor fra Schweiz. Ved altergangen kunne man frit vælge mellem kalken som den reformerte professor stod med, og kalken, som var indviet af den lutherske præst.Ved receptionens spørgerunde spurgte jeg direkte biskop Czeslaw, om det var muligt, at også en katolsk præst kunne deltage i en sådan højmesse og uddele nadver til egne trosfæller. Biskoppen svarede som forventet. Et klar nej. Igen en velgørende ærlighed.

Nu tænker jeg: Det må da snart gå op for den katolske kirke, hvor smerteligt det kan føles at blive afvist fra at deltage i den katolske nadver. Samtidig iagttager jeg, at den katolske kirke så gerne vil deltage i økumeniske gudstjenester, resolutioner og fælleserklæringer. Kunne det så tænkes, at katolikkernes ord en dag blev så meget kød, at højmessen, som den foregik i Berlinerdom, blev suppleret med en katolsk præst, der alene tog egne trosfæller til nadver. Det ville for mig dog være en vigtig tilnærmelse.

Hvor længe skal vi mon vente?

Ventetiden kan passende bruges til, at vi i den danske folkekirke indskærper over for både Det Lutherske Verdensforbund og paven i Rom, at målet ikke er fra konflikt til fællesskab, men fællesskab i forskellighed.

Vi protestanter får ikke lov til at dele nadverbord med katolikkerne. Det er de kendsgerninger, vi bør handle efter og drøfte ud fra

Birthe Rønn Hornbech, tidligere kirkeminister (V)