Jeg arrangerer blomster i vaserne, fylder frugtskålen, sørger for nye lys i vaserne og lader blikket glide ud over stuen for at tjekke op på eventuelt glemte bunker eller rod i hjørnerne.
Der er fint overalt, men stemningen er anderledes. Anderledes, end den plejer at være, når alt er klart. Det pæne og ordnede indtryk vil ikke om lidt blive brudt af tumultarisk liv og sprudlende uorden. Iver og glade stemmer, som er klar til sammenkomst og samvær.
Her er pænt og alt for stille. Jeg mærker husets mistænksomhed over for min ihærdige oprydning og rengøring. Der mangler noget, forventningen, duften af mad. Travlheden og de hastige skridt op og ned ad husets trapper. Iveren og skænderierne. Det er, som om rummene ved det. Noget er anderledes; noget nyt er på vej.
Det er 27 år siden, historien begyndte. Huset tog imod fem nye beboere. De fyldte huset ud. En familieforøgelse fulgte og en tilbygning. Huset strakte sig ud i den grønne og frodige have, men heller ikke det kunne gøre det. Huset begyndte igen at stramme.
Der var for mange lange ben, for mange modsatrettede behov. Nogle ville spille, nogle ville grine, nogle ville sove, andre drømte om stilhed.
Taget blev løftet. Nu kunne huset skue ud over hele villakvarteret, og de ældste i huset kunne trække ovenpå, trække stikket og lade ungdommen fortsætte den gode og støjende stemning i stuerne.
Huset står i en have så skøn.
Det lille æbletræ, som blev fragtet hjem i cykelkurven, kræver nu både stige og klatreevner, når æblerne skal høstes i kassevis. Flagstangen står og minder om en sølvbryllupsfejring for snart 15 år siden.
Rundtomkring fortæller forskellige træer og planter hver sin minderige historie om afslutninger, overgange og fødselsdagsfejringer. Men der mangler noget. Der ligger ikke længere bolde overalt på plænen, under hækken og i de bede, hvor de aldrig skulle have været. Der er ikke længere aftryk på ruderne, som viser, at termoruder kan holde til mere, end man tror. Der er blevet så stille. Tid til at tænke på alt det, som huset har været vidne til.
Huset havde aldrig helt ro. Døgnet rundt var der liv. Når de sidste af husets mange beboere kom hjem, var de første ved at stå op. Dørene klaprede, og vandet løb i rørene.
Indretningen var under stadig forandring. Ingen rum fik lov at bevare en hårdt tilkæmpet identitet. Snart var det soveværelse, snart kontor, snart teenagerværelse og så måske soveværelse igen. Kælderstuen var aldrig rigtig regnet for værdig, men alligevel værdig nok til mangen en overnatning.
Antallet af sko i entréen var udtryk for antallet af sovende gæster, som gerne ville skrive sig på morgenmadslisten.
Juledage, fødselsdage, stjernestunder og vinternætter. Sorg og glæde, kedsomhed og skænderier, hverdage og helligdage. Huset kendte sine beboere, vidste, hvad der var på færde.
Men nu er noget ukendt på spil.
Alvorlige mænd med målestok og arbejdstøj har været på besøg og banket og målt, udfyldt skemaer og rapporter. Der er karakterer, man helst skal undgå. K3 lyder grimt og giver anledning til mistillid. Forskellen på A og G i energiregnskabet er forskellen på nutidig og fortidig, på godkendt og ikke godkendt.
Det er, som om det mærkes på stemningen. Som om huset mærker, det er til eksamen. Det skal måles og vejes og vurderes. Ikke på dets evne til at favne sultne maver, trætte mennesker, lattermilde gæster eller alvorlige samtaler, men på dets evne til at leve op til tidens krav.
Det er en udfordring, at huset ikke ligger der, hvor rigtigt værdifulde huse bør ligge. Det er et hus på Vestegnen. Tæt på et af de berygtede områder, som nogle mener bør kaldes ghettoer. Det betyder noget for husets værdi. For tilliden til, at det er et hus, der er værd at stifte bo i. Man hører så meget.
Huset har hørt meget og set meget. Mange søde, sjove, besværlige, ivrige og urimelige børn og unge med forskellige stemmer og farver. Huset husker en særlig pige, som sneg sig fra bålet i haven, op i soveværelset for at lugte til sengene, som lugtede helt anderledes end i hendes eget hjem. Hun var født i Danmark men kendte bedre et andet lands lugte, farver og stemninger.
Huset husker, hvordan det har skullet være fleksibelt og bevægeligt, når husets unge beboere havde glemt nøglen og i stedet søgte andre veje ind i huset, end den, som døren angav. Det husker duften af forventningens glæde, når bordet blev dækket til fest, og følelsen af savn, når familien ikke rigtig havde tid, men bare kom hjem for at sove og spise, før de for videre hver til sit.
Det husker fredage, hvor alle var hjemme, og mængderne af hjemmegjort lasagne forsvandt fra fyldte bradepander over i sultne maver.
Det husker stoltheden og glæden, når glade studenter parkerede foran døren og fyldte både hus og have med liv og ungdom.
Fortællingerne. De gode minder og de sårbare erindringer hænger i husets vægge, gemmer sig i skjolder, der ikke vil lade sig fjerne, i ridser, mærker og revner, som de alvorlige mænd nu beskuer og vurderer og giver uforklarlige benævnelser.
Huset er til eksamen uden helt at vide, hvad der skal til for at bestå. Hvordan måler man, om et hus lever op til sin opgave? Kan et hus måles med energimærker og vurderes på baggrund af skrammer og ridser?
Hvad er det mon, fotografen tager billeder af? Afslører billederne, at køkkenbordet aldrig før har været så ryddeligt som nu, at skrivebordspladerne føler sig tomme og ensomme uden bunker og huskesedler, og at sofaen savner følelsen af krøllede tæpper og efterladte strømpesokker?
Afslører billederne, at hjertet, husets hjerte, flyglet med de gode runde ben, den trygge klang og erindringen om de mange gaver, det gennem tiden har lagt plads til som gavebord, er kørt af sted og har slået sig ned et nyt sted?
Kan de, som ser på billederne, mærke det, at noget er anderledes?
Huset mærker det. Der er forandring på vej. Af husets mange beboere er kun to tilbage, og de kan ikke rigtigt holde huset varmt. Der er ligesom hele tiden nogle rum, som står og bliver stive og tørre. Som mangler liv og nærvær. Der er brug for, at nye stemmer rykker ind, fylder rummene ud, puster liv i krogene og sparker bolde op i bedene.
Jeg arrangerer blomster i vaserne og fylder frugt i fadene, mens jeg går og taler med huset om de år, der er gået.
Om alle minderne, mærkerne og erindringerne. Om, at afsked ikke kun er tab, men også taknemmelighed. Taknemmelighed for alt det, der var i denne tid i dette hus og denne livsfase. Taknemmelighed over al den tryghed og ramme, som huset har skabt om livets midterakse. Den del af livet, hvor børn og forældre bor under samme tag.
Jeg taler også med huset om, at det er tid til forandring, og om, at afsked også giver plads til forventning. Forventning til den livsfase, som følger, når børnene ikke længere bor under samme tag som forældrene.
Jeg taler med huset om, at vi vil gøre vores allerbedste for at finde den helt rigtige familie til at rykke ind og fylde alle rummene ud med liv, glæde og nærvær, mens vi selv rejser videre med minderne om huset taknemmeligt gemt i hjertet.