CAMILLA OG KASPER SKAL GIFTES. Den store dag er planlagt ned i mindste detalje. Før aftenfesten på restauranten skal der være stor reception med champagne og kage i deres dejlige have. Og hvorfor så ikke blive viet i haven som en festlig indledning?
Camilla har altid drømt om kirkebryllup med det hele. Kasper er ikke til det der med kirke. Men nu er der jo givet lov til vielser i det fri. Så kan det hele gå op i en højere enhed. Huset og haven betyder så meget. Man er heller ikke afhængig af, hvornår kirken er ledig. For det skal selvfølgelig være i august, hvor vejret er godt.
LÆS OGSÅ: Minister og biskopper er åbne for vielser i det fri
Nu er dagen kommet. Plænen er klippet, haven er pyntet op, bordene står klar. Vejret er dog ikke så godt som planlagt: Mørke skyer trækker hen over haven, og vinden er frisk.
Tiden kunne parret desværre ikke bestemme selv. De mange vielser i det fri skal presses sammen på de lørdage, hvor der er chance for godt vejr. Der går også megen tid for præst og personale med at komme fra det ene bryllup til det andet.
Det unge par er ved at blive lidt nervøse for, om præst og organist når frem til tiden. Men så svinger kirkens store bryllupskassevogn ind ad villavejen. Sådan en har kirken nemlig måttet anskaffe sig til det nødvendige udstyr. Firmaer har specialiseret sig i at lave Vielsessæt til det fri
Kassevognen kanter sig uden om lastbilen fra Olsens Haveservice, der står ud for naboen. De havde nemlig bestilt en træfældning til samme tid som vielsen. Brudeparret har efter nogen diskussion fået dem til at udsætte fældningen i tre kvarter. Mod betaling selvfølgelig. Det tæller trods alt kun lidt i bryllupsregnskabet.
Organist og kirkesanger bærer det lille elorgel ud på plænen. Til at begynde med brugte organisten sin harmonika. Brudeparrene var måske ikke helt forberedte på, hvordan Here Comes the Bride og Mendelssohn lyder på harmonika. Ikke fordi elorglet er meget bedre; men kirkeorglet er jo svært at flytte med.
Præsten undskylder forsinkelsen. Det tog længere tid end forventet at få pakket sammen og komme igennem lørdagstrafikken fra det foregående bryllup.
Kirketjeneren stiller de 50 hvide plasticstole fra Dyne-Larsen, der hører til vielsessættet, ud på plænen. Det er trods alt længe at stå op. Også ved bryllupper på stranden og i offentlige parker er stolene praktiske at have med. Man kan jo ikke forlange, at brudeparret skal tænke på det hele.
Det lille alter-klapbord kommer også op og bliver dækket af en teltpavillon, så præst, organist og brudepar er sikret tørvejr. Knæfald behøver vi ikke. Moderne brudepar knæler ikke gerne for noget eller nogen. Det er også lidt akavet, især for bruden i brudekjolen. Hun har allerede fået et par græspletter på den fine kjole, da Josefine på fire, der skal være brudepige, trådte i kjolekanten.
Præsten ville egentlig gerne have haft et krucifiks bag alteret. Men han har opgivet det igen. Mange af brudeparrene synes ligesom, at det bryder stilen: For korset er jo symbol på død. Naturen selv i dette tilfælde havens veltrimmede buketroser og faconklippede stedsegrønne buske er nu også en smuk baggrund.
Med 20-25 minutters forsinkelse går vielsen i gang. Til Here Comes the Bride på det lille elorgel går bruden og hendes far op ad græsplænen. Desværre begynder regndråberne nu at falde tæt fra de mørke skyer. Præst og kirkesanger trækker ind under pavillonen, folk finder paraplyerne frem.
Nåde være med jer . Præstens ord forsvinder i vinden. Højttalerne er sat ud, fordi brudens far i lutter nervøsitet har trådt ledningen ud af stikket på vej op ad plænen. Der er ingen tvivl, da det kommer i gang igen. En skinger hyletone får flere ældre tanter til at spjætte. Organisten er lydmand, og efter lidt skruen og skratten kan ceremonien skride frem.
Vi synger fra et lille kopieret hæfte, som hører til vielsessættet. De fleste vil gerne synge andet end salmer i haven. I dag har parret dog ment, at Op, al den ting kunne passe til et udendørs bryllup. Midti skal vi have Vi skal gå hånd i hånd. Dansktopslageren har fået en renæssance ved udendørsbryllupperne, fordi den går så godt til elorgel.
Regnbygen driver over under præstens tale. Solen titter frem bag skyerne, hvad præsten behændigt får flettet ind i talen. Natursymbolik ligger jo lige for i det fri. Og ikke for meget om Jesus, det er jo et bryllup, som gommen sagde ved samtalen.
Børnene render rundt og leger og larmer noget i baggrunden. Men sagde Jesus ikke, at man skulle lade børnene være med til festen? En knallert med et ikke alt for velfungerende udstødningsrør hoster forbi. Et par hunde farer højlydt på hinanden, da hundelufterne i interesse for brylluppet glemmer at holde dem på afstand.
Ellers er der kun få forstyrrelser. Og der er det gode ved det udendørs, at de smøgtrængende bare kan tænde en smøg undervejs. De sultne kan liste hen og snuppe en sandwich på receptionsbuffeten, og man kan få en masse gode fotos.
Det hele går egentlig rigtig fint, indtil det øjeblik, hvor præsten når til Så tilspørger jeg dig .... Netop da er de tre kvarters udsættelse for motorsaven i nabohaven nemlig gået, og savføreren sætter i med den lyd, som en motorsav nu engang har, når den skal fælde et middelstort fyrretræ.
Brudgommen forlader midlertidigt højtideligheden og kommer tilbage med den besked, at man ikke lige kan stoppe, når man fælder et træ. 10 minutters pause. Så stopper larmen. Træet falder til den rigtige side. Camilla og Kasper bliver erklæret for rette ægtefolk at være. Den syvårige Tobias skal give parret ringene. Ups! Camillas ring smutter fra ham ned i græsset.
Synet af brudgom, præst, kirketjener, forlover og brudens far med bagdelen i vejret for at finde den forsvundne ring giver anledning til mange gode fotos og rammende kommentarer om muslimsk bryllupsbøn. Ringen bliver fundet og bruden kysset, som det jo hører sig til ...
Under Det er så yndigt til sidst påvirkes stemningen i nogen grad af et forbipasserende medlem af Ateistisk Samfund, som noget højlydt og aggressivt mener, at det nu er nok med al den religion i det offentlige rum, og det er for galt, at vi skal tvangsindlægges til at høre på salmer.
Elorglet sætter i med Mendelssohn, og brudeparret går ned gennem det våde græs. Brudens sart-hvide sko antager et grønligt skær. Ris regner ned over de nygifte. Så er det champagnetid. Alter, orgel og pavillon læsses på bilen. Stolene tager lidt tid. De ældre tanter kan ikke forstå, at kirketjeneren vil tage deres stol. Men kirkekassebilen skal jo videre til dagens sidste bryllup på den lokale fodboldbane. Kirkens stab kan lige nå det glas og det stykke kage, som de høflige nygifte byder på.
Snakken går med positive kommentarer. Hvor er det godt, at man nu kan blive gift i det fri! På tide, at kirken tilpasser sig, hvad folk efterspørger.
Præsten taler med et par fra Københavns nordvestkvarter. De vil også gerne giftes i det fri. Men den lokale præst vil kun vi i sognet. Kan du ikke gifte os herude et sted, præst?, spørger manden. Det største grønne område inde hos os er jo billardbordet i bodegaen, og det er da unfair, at vi ikke kan blive gift udendørs .
Hen ad aften synker præsten om i sofaen med et glas af noget stærkt. Rimeligt, svarer hun på mandens spørgsmål om dagens gang. Det var trods alt værre dengang ude på sundet, hvor sejlbåden var ved at kæntre, og jeg blev søsyg ... Eller dengang med gyllelugten. Eller det, de viste i tv fra Amerika, hvor bruden skulle fotograferes på kanten af et vandfald og faldt i og druknede, fordi brudekjolen trak hende ned ....
Nå, ja. Amerikanske tilstande får vi da heldigvis ikke, så længe vi har folkekirken ...