Astrid Krag om nærtforestående udspil: Det er tid til at sætte børnene først

At give alle børn retten til et trygt hjem er en stor og markant ambition. Med et nyt udspil tager regeringen nu de første skridt. Det er tid til at sætte børnene først, skriver socialminister Astrid Krag (S) i dagens kronik

"Børn er og bliver det vigtigste fokus i socialpolitikken for os som socialdemokratisk regering. Ulige vilkår og betingelser i opvæksten er den værste uretfærdighed, der findes," skriver Astrid Krag, socialminister (S)
"Børn er og bliver det vigtigste fokus i socialpolitikken for os som socialdemokratisk regering. Ulige vilkår og betingelser i opvæksten er den værste uretfærdighed, der findes," skriver Astrid Krag, socialminister (S). Foto: Claus Bech

Ensidig, snæver og ukonkret. Sådan lød dommen fra flere kommentatorer efter statsministerens nytårstale sidste år. Den handlede om udsatte børn. Børn, som fortjener tidligere og bedre hjælp end i dag.

Og det er langt fra et snævert tema. Tværtimod er det den største uretfærdighed, der er i vores velfærdssamfund i dag: De børn, der får frarøvet deres barndom, ender med al for stor sandsynlighed som udsatte voksne.

Og hvis man er i tvivl om vilkårene for børnelivet for de allermest udsatte, så kan man for eksempel lytte til Stine Julie, der er tidligere anbragt:

”Jeg har en særlig tatovering på min arm. En dato og to bogstaver. Datoen er det tidspunkt, jeg blev anbragt i min plejefamilie. Bogstaverne er initialerne på mine plejeforældre. Tatoveringen minder mig om, at jeg har en familie, der bekymrer sig om mig. Det var hos dem, jeg oplevede min første rigtige jul. Da var jeg otte år.

Så længe jeg kan huske, har jeg drømt om at komme på børnehjem. Det var et helvede derhjemme. Vi listede rundt på tåspidser. Lige pludselig kunne der komme en fjernbetjening flyvende gennem luften. Min mor var verbalt voldelig. Hun kunne sige en masse ting, som hun fortrød bagefter. Jeg var en lille grå mus. Turde ikke sige noget. Turde knap nok trække vejret.”

Stine Julie har delt sin historie med mig. Og hun er langt fra den eneste, der er vokset op i et utrygt hjem.

For mange danske børn gennemlever en barndom fuld af svigt. Samler man 20 børn og unge om et bord, vil en af dem i gennemsnit modtage støtte fra kommunen. Det vil sige være anbragt, have en mentor, være hos en plejefamilie i weekenden eller lignende. Samlet set er der tale om lidt over 70.000 børn og unge!

Problemerne og løsningerne er forskellige for dem, men fælles er, at de har brug for fællesskabets hjælp. Alt for stor en andel af børnene bliver svigtet i dag.

Mange klarer sig overraskende godt senere i livet trods en hård opvækst. Men mange udsatte børn bliver udsatte voksne.

Børn er og bliver det vigtigste fokus i socialpolitikken for os som socialdemokratisk regering. Ulige vilkår og betingelser i opvæksten er den værste uretfærdighed, der findes. For regeringen er det en værdikamp. En kamp for at styrke børns rettigheder.

Derfor præsenterer vi ganske snart udspillet ”Børnene Først”, der skal tage hånd om de udsatte børn og familier og styrke barnets stemme.

Noget tyder på, at vi som samfund tøver for længe med at gribe ind. Når vi anbringer en 12-årig, ligger der ofte mange dårlige år bag.

I Stine Julies eksempel fyldte underretningerne i sagsmappen mange sider. Hun var for eksempel blevet efterladt på legepladsen med en fyldt ble hjemme hos sin far. Han var alkoholiker. Og der fik hun som lille lov til at bo i et halvt år uden at se sin mor.

Vi skal lytte til børn som Stine Julie. De mest udsatte børn skal have en stærkere stemme. Også selvom man næsten ikke kan tåle at høre de ting, de kan fortælle. Og så skal vi være bedre til at skride ind, når vi fornemmer, at noget er galt.

Fortællinger som Stine Julies er vigtige, hvis vi skal forstå, hvordan vi bedst hjælper udsatte børn i fremtiden. Heldigvis for hende har hun formået at bryde mønsteret og komme godt videre i livet, selvom barndommen stadig viser sine tydelige spor i dag. Men hun har ikke blot brudt mønsteret, hun bryder også statistikken. Det er nemlig langt fra alle historier, der ender som Stine Julies.

Mange undersøgelser peger på, at en hård barndom kun er begyndelsen på en negativ spiral, der præger resten af barnets liv.

Unge, der har været anbragt som børn, kommer for eksempel næsten fem gange så ofte på kontanthjælp som unge, der ikke har været anbragt. Derudover kan vi også se tydelige negative tendenser til, at tidligere anbragte børn oftere ender i kriminalitet eller misbrug. Og hjemløsestatistikken viser, at hver tredje ung, der er hjemløs, tidligere har været anbragt.

Man kan spørge sig selv, hvordan vi som samfund har kunnet lade stå til så længe. Hvordan kan vi stadig tillade massive svigt af så mange børn i et land som Danmark, der ellers er kendt for sin velfærd? I regeringen hæfter vi os særligt ved tre ting, som skal ændres.

For det første skal vi gribe ind langt tidligere, så vi ikke lader svigtet af barnet stå på i flere år. Flere har opstillet den stråmand, at vi vil sætte et måltal for anbringelser. Og have anbringelser for anbringelsernes skyld. Selvfølgelig vil vi ikke det! Regeringen mener, at vi skal hjælpe svigtede børn tidligere og bedre. Det vil i nogle tilfælde føre til en anbringelse og andre gange til anden hjælp. Men vi svigter børnene, når vi giver forældrene, der ikke magter forældrerollen, chance på chance.

Lige nu anbringer vi næsten fem gange så mange 16-årige som etårige, toårige, treårige eller fireårige. Og så kan vi se, at når et barn anbringes, så er der i de fleste tilfælde forsøgt med forebyggende indsatser såsom aflastningsordning eller støtte i hjemmet forinden. Så er barndommen gået. Og en barndom med omsorgssvigt ender som en dom over barnet.

Nogle er imod, at flere anbringes tidligere. Men er de sikre på, at det rette antal børn får hjælp i dag? Ovenstående får mig til at frygte, at vi hjælper for få og for sent.

For det andet lytter vi ikke godt nok til barnets egen stemme, som det ser ud i dag. Børns stemme vægtes ikke lige så højt som forældrenes i sagsbehandlingen, og de har færre rettigheder end forældrene. Er det for eksempel rimeligt, at et barn ikke kan vælge at sige nej til at se sine forældre, hvis det i bund og grund er mest trygt at bryde kontakten for en periode? Stine Julie fortæller, at hun ikke kunne forstå, hvorfor hun skulle se sin mor hver anden weekend. Det var frygten for, om moderen nu skulle skændes med sin nye mand, eller om der nu var mad i køleskabet. Vi kan ikke hjælpe udsatte børn, hvis ikke vi vil inddrage dem i deres egne sager og lytte til, hvad de har på hjerte.

For det tredje sker der lige nu et svigt af børn i ikke-vestlige familier. De yngste børn med ikke-vestlig baggrund bliver sjældnere anbragt. Og det sker på trods af, at flere børn i familier med ikke-vestlig oprindelse udsættes for grov vold derhjemme, og at der er relativt flere underretninger om børn med minoritetsbaggrund sammenlignet med børn af etnisk dansk oprindelse. For hvert 34. barn med oprindelse i MENAP-landene og Tyrkiet i alderen nul-fem år, hvor der bliver foretaget en underretning, er der ét, der bliver anbragt. For børn med dansk baggrund er det tal én ud af otte. Én af 34 – én af otte. De tal viser en skævhed. Men der bør ikke være forskel på måden, vi følger op på underretninger på. Vi må ikke lade berøringsangst over for indvandrerfamilier føre til svigt af børn. Det er et misforstået hensyn, der i hvert fald slet ikke gavner børnene.

At give alle børn retten til et trygt hjem er en stor og markant ambition.

Med udspillet tager vi de første skridt. Vi kan ikke løse alle problemer på én gang, men sætter et skib i søen, der skal skabe både strukturelle og kulturelle forandringer, som kan mærkes.

Debatten skal nok blive markant, og ikke alle vil være enige i vores forslag. Det er fair nok. Sådan var det også, da Socialdemokratiet var med til at forbyde forældre at slå deres børn. Kald det bare et snævert tema. Jeg mener, at det er et af vores største samfundsproblemer, vi tager fat på.

Det er tid til at sætte børnene først.