Som jeg stod der på fødestuen på Skejby Sygehus en dejlig sommermorgen med den lille pige i favnen, havde jeg det lidt på samme måde som Jan Andersson i Selma Lagerlöfs skønne fortælling om ”Kejseren fra Portugalien”.
Jan sidder i brændeskuret og grubler over sit fattige liv. Trine, hans kone, skal føde, men han har kun sit eget liv i tankerne. Da bliver han kaldt ind i huset.
”Dér stod han nu med noget i hænderne, der var varmt og blødt og pakket ind i et stort sjal. Sjalet var slået så meget til side, at han kunne se det lille, rynkede ansigt og de små, visne hænder. Han stod og spekulerede på, hvad kvindfolkene vel tænkte sig, han skulle tage sig til med det, som jordemoderen havde lagt i favnen på ham, da han fik et stød, så det gav et sæt både i ham og barnet. Det kom ikke fra nogen af de andre, men om det gik fra den lille pige til ham eller fra ham til den lille pige, det kunne han ikke klare sig.”
Nej, hvordan forklarer man sig selv eller sin omverden, at noget aldeles vidunderligt er hændt en, som nu det at stå med sit første barnebarn i favnen. Det kan ikke forklares, men det kan fortælles, og det har jeg så heller ikke forsømt i de godt og vel tre år, hun har været til i min verden.
Da jeg omsider fik mig sat med den lille i favnen og så ind i hendes troskyldige øjne, ramte det mig på samme måde, som da jeg for år tilbage sad med hendes mor i armene. En følelse af, at dette åbne ansigt kalder på et svar. Svaret er det enkle – ansvar.
Ansvar for det menneskebarn, du får lagt i favnen. Atter er du sat i et forhold, som du fornemmer vil fordre dig fuldstændigt. Du når knap nok at grunde over det, for begrundelsen er givet i og med dette lille gudskabte væsen, der uden ord angler efter beskyttelse, omsorg og ikke mindst kærlighed.
Men der er en forskel fra dengang og nu. Der er tiden til forskel. Ja, der er en fremtid til forskel. Da jeg for næsten en menneskealder siden sad med hendes mor i favnen, havde jeg tiden for mig. Vi nåede det jo nok, og det gjorde vi. Samtidig med så meget andet, der optog en dengang.
Det var af en eller anden uforklarlig grund ikke så omvæltende, så udfordrende. Vel var vi da bekymrede, som forældre nu engang er. Men gennem sin barndom var hun jo hos os hele tiden. Hver dag. Året rundt.
Det er noget ganske andet nu. For hun er der ikke hele tiden. Hver dag. Året rundt. Der kan gå flere dage, hvor jeg ikke ser hende. Hvad kan der ikke hænde hende i disse dage? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hendes forældre kender deres ansvar. Det ved de af, og det lever de op til.
Men der er jo så meget andet. Passer de på hende i vuggestuen? Er der et par kærlige hænder, når hun falder? Er der en trøstende favn, når hun slår sig? For det gør hun. Det ved jeg. Men det er dog trods alt det mindste. Det går jo nok alt sammen.
Det altoverskyggende og foruroligende er tiden, som der ikke længere er rigeligt af. Tiden er knap.
Jeg har ikke længere nok af den. Jeg må administrere, ja ligefrem rationere. Jeg kan ikke længere nå det alt sammen, som jeg kunne engang.
Der er jo så til gengæld heller ikke længere noget, jeg absolut skal nå, som der var engang. Og jeg bliver nu dagligt ramt af denne følelse, at det handler i den tid, der er tilbage, ikke om, hvad jeg når og nåede.
Nej, det handler om, hvad der en solfyldt julidag i 2016 nåede mig og fortsat når mig. Det gjorde hun, og det gør hun. Så må jeg lægge det fra mig, som førhen var så betydningsfuldt. Så må jeg sande, at der er noget, der er vigtigere end andet. At også jeg har ansvaret for, at hendes liv lykkes.
Jeg håber, jeg når det, inden det er for sent. Og det er min bekymring og daglige udfordring, at det måske bliver for sent. Hendes forældre kan lære hende de færdigheder, et barn skal lære i sin opvækst. Og det gør de.
I vuggestuen nu og i børnehaven senere vil hun lære andre færdigheder, inden skolen tager over og bygger videre på det grundlag, som er ved at blive skabt. Det har jeg ingen indflydelse på eller adkomst til. Men jeg kan noget andet, og jeg skal noget andet. Mens tid er.
Jeg kan gennem nærvær og ord fortælle hende ind i den særlige fortælling, der er og bliver hendes, og som skal forme hende.
Jeg skal lære hende, hvem og hvad der gemmer sig bag navnene på de i slægten, som i dag kun er navne. Jeg har alderen til det, og endnu har jeg tiden til det. Jeg har en viden, der rækker bagud. En viden om og erkendelse af at høre til i en slægt, i en kultur, i et land, i en kirke. Men jo flere år, jeg har bagud, desto færre år er der afmålt fremad. Ærgerligt nok, men det er en simpel kendsgerning, som skærper fornemmelsen af, hvad der er livsvigtigt i tiden, og hvad det er, der truer os i tiden.
Jeg traf et ungt menneske forleden, som i samtalen gav udtryk for hans frygt for fremtiden. En frygt, der fodres af forudsigelser om klimaet og klodens velbefindende.
Ja, han var faktisk så bange, at han grundigt overvejede, med hvilket formål han skulle sætte børn i verden, når verden og kloden nok alligevel var på vej mod sin undergang.
Skønt meget af debatten om klimaet under den nyligt afsluttede valgkamp var båret af erkendelsen af, at det var vigtigt i kampen om stemmer, så er det et faktum, at frygten for fremtiden har indlejret sig og især, at frygten æder af livsforventningen.
Skal også mit barnebarn og de manges børnebørn i deres opvækst og ungdom opleve det? Hvad har jeg at sætte i stedet? Hvor er det håbets vendepunkt, som hun og andre vil søge, når den påståede og profeterede klimakatastrofe for alvor udbasuneres?
Jeg må lære hende, mens tid er, at det ikke er en indbygget fejl, at den verden, hun skal erobre, ikke er fuldkommen, men at sådan er den skabt. Jeg skal værne hende mod den håbløshed, der kan ramme enhver, når forudsigelserne bliver for dystre. Det er hamrende livsvigtigt, og det har hendes blotte tilsynekomst i mit og vores liv lært mig.
Derfor er hendes kommen til verden en så stor begivenhed i mit liv. Hun får brug for et værn, som vi andre fik det givet. Det værn kan jeg ikke selv skabe.
Nej, men jeg har de år bagud med mig, der gør, at jeg ved, hvor jeg kan hente det ind – også i hendes liv.
Jeg ved, jeg kan finde det i sangene, i salmerne, i fædrelandets historie, i slægtens fortælling, i kristendommen. Jeg ved det, for sådan fik jeg det selv med, og jeg kender ikke noget bedre værn mod den bekymring, der vil bemægtige sig sindet og den angst, der æder sjæle.
Det skulle da lige være den umiddelbare glæde og spontane omsorg, der melder sig, når hun fordyber sig i legen, når hun snubler i græsset og over ordene, hun skal lære.
Den daglige glæde ved det at være til og være til sammen med hende. Så længe det må vare.
En uskønne dag er det for sent, men i alle de andre skønne dage, der ligger før, er det ikke for sent. Det er værd at huske, når læren om tidens endelighed melder sig.
For den lære var og er kærlighedens visdom.