Det folkelige regnskab

De frivillige organisationer er ikke, hvad de har været. De vil gøre både sig selv og os andre en tjeneste ved at reflektere lidt over deres rolle

Det var en god ide, som generalsekretæren for Folkekirkens Nødhjælp, Christian Balslev-Olesen, kom med i marts, da han foreslog, at u-lands- og nødhjælpsorganisationer udarbejder folkelige regnskaber. Det vil sige redegørelser for, hvilken folkelig forankring deres arbejde har. De frivillige organisationer, NGO'er, er ikke, hvad de har været, hverken på u-lands- eller på andre områder, og de vil gøre sig selv og os andre en tjeneste ved at reflektere over deres rolle nu om dage. De har god grund til at se forslaget som en chance og en positiv udfordring til at overveje og styrke den folkelige forankring. Ingen betvivler, at organisationerne i det frivillige Danmark overvejende udfører et godt arbejde. Heller ikke, at dette er muligt, selvom forretningen overvejende drives for offentlige midler. Folkelighed i dag er noget andet, end da begrebet blev opfundet. Det er der brug for at gøre sig klart og indrette praksis efter. Måder at mobilisere og kommunikere med folk på kan nødvendigvis ikke være de samme i dag og i morgen, som da de frivillige organisationer blev skabt. I selvforståelsen er Danmark foreningernes land, og folkelighed og folkeoplysning har spillet en stor rolle politisk og kulturelt. Men det er snart mange år siden, vi gik over til at tale om »befolkning« i stedet for »folk«. Netværk mellem borgere ændres, hvad der betyder meget for frivillige organisationer, uden at der hidtil er reflekteret tilsvarende over det. Men det ville være en god idé at gøre det, for der er mere bud efter de frivillige organisationer end nogensinde. Alle synes enige om, at de har noget særligt at bidrage med - fleksibilitet, omkostnings-effektivitet, evne til fornyelse og til at tage sig af opgaver, som det offentlige har svært ved at klare, såsom at nå ud til de dårligst stillede, om det så er de fattige i Indien eller de hjemløse i København. Faktisk er »det civile (medborgerlige) samfund«, som det er blevet moderne at kalde den frivillige sektor, aldrig blevet tillagt så stor betydning som nu. Ofte beskrevet som den tredje sektor mellem stat og marked, dækker udtrykket over borgeraktiviteter, der motiveres af ønsket om at udrette noget sammen med andre for sagens egen skyld, ikke af tvang eller af økonomisk vinding. Et civilt samfund har i al stilfærdighed altid eksisteret, somme tider mere intenst og synligt. I 1970'ernes og tildels 1980'ernes miljø- og fredsbevægelser temmelig synligt, hvad der dengang ikke vakte begejstring hos de fleste partier over »enkeltsagsbevægelser«. Når samfundsforskere og politikere nu taler mere respektfuldt om det civile samfund, hænger det måske sammen med, at de oplever et større behov for det. De mest succesrige strømninger i det politiske landskab, liberalisme og kommunitarisme (den nye socialdemokratiske Tony Blair-variant), lægger vægt på borgernes evne og vilje til at organisere sig for at løse problemer. De vil gerne lægge flere offentlige opgaver ud til civilsamfundets organisationer - hvad der sker lokalt og nationalt, hvor myndighederne gerne ser dem som udliciteringspartnere ikke mindst for opgaver på det sociale område, og inden for det internationale udviklings- og hjælpearbejde. Det kan stadig komme til konfrontationer med de mest radikale dele af det brogede NGO-samfund, som sidste år formåede at forpurre en stort anlagt WTO-konference med de demonstrationer mod globaliseringens konsekvenser, der blev kendt som »The Battle of Seattle«. Men det er efterhånden sjældent, at NGO'er betragtes som politisk kontroversielle. Moralsk har deres indsats modtaget stigende anerkendelse med flere Nobel-fredspriser i de senere år, blandt andet til Kampagnen mod Landminer og hjælpeorganisationen Læger uden Grænser. Der tales nu også om et internationalt civilt samfund, hvad der har sin baggrund i både en stærkt voksende omsætning i de internationale NGO'er og i deres forbedrede muligheder for indbyrdes kommunikation takket være IT. Også spekulant-filantropen George Soros har spillet en rolle med at investere milliarder af grønne dollar i støtte til opbygningen af civilsamfund i de gamle Østlande og af et internationalt NGO-samarbejde. Det er et tilsyneladende paradoks, at mens demokratiet i det sidste årti har gået sin sejrsgang verden over, har tilslutningen til det i dets gamle, vestlige kernelande, blandt andet partimedlemskab, været faldende. Måske er det bekymring herover, der har fået nogle filosoffer og samfundsforskere til at udnævne de frivillige organisationer til demokratiets redningsplanke. Aktiv deltagelse i organisationsarbejde giver - i lighed med rollen som politisk forbruger - mulighed for oplevelser og handling, som passer bedre til folks ønsker nu om dage, end det gør at være partisoldat, siger man. Folk vil gøre noget selv og gider ikke være vandbærere. Andre tilføjer, at moderne, verdsliggjorte samfund savner noget helligt, noget godt at se op til, tro på og støtte, og at de humanitære organisationer har noget vigtigt at byde på i den forbindelse. Også for NGO'ernes vedkommende er det et paradoks, at tilslutningen til dem i de vestlige lande falder i takt med, at deres rolle synes voksende. I Danmark har deres folkelige forankring været på tilbagetog igennem snart mange år. Medlemstal i store, gamle humanitære organisationer som Røde Kors, der engang var en masseorganisation, er raslet ned igennem mange år, som hos partierne. Deres egenindtægter er faldet i takt med, at de er konkurreret ud af det lotterimarked, der tidligere udgjorde hovedgrundlaget for deres økonomi, som nu, for de store organisationers vedkommende, primært hviler på bidrag fra Tips & Lotto og forskellige ministerier. Al tilbagegang til trods er de frivillige organisationer ikke blevet mindre synlige i landskabet. Stabile offentlige bidrag har - i de store - skabt magtfulde professionelle medarbejderstabe, som strømlinjer virksomheden og ikke har meget behov for et bagland af amatører. De kontrolleres ikke meget fra det offentlige, fra et demokratisk bagland uden reel indflydelse eller fra et indsamlingsmarked, som de ikke længere er afhængige af, og pressen kaster sjældent søgelyset på dem. Dette behøver ikke få negative konsekvenser for kvaliteten af arbejdet, men rummer en nærliggende risiko for, at mest mulig vækst bliver til et mål i sig selv. Desuden er det rimeligt at antage en vis sammenhæng mellem internt demokrati, kreativitet og fornyelseskapacitet. Hvis der skal være mening i, at frivillige organisationer udfører opgaver, som det offentlige ellers skulle have udført, bør der være livskraft i de rødder, hvorfra de suger anden næring end den finansielle. De problematiske sider af offentlig støtte har fået nogle til at tale om »offentlig omklamring« af ildsjælene. Nu står det enhver frit for at klare sig uden offentlige bidrag, hvad nogle frivillige organisationer gør og klarer sig godt med. Men rigtigt er det, at et tæt samarbejde med det offentlige har sin pris i form af skemaer, der skal udfyldes, osv. Det er dog langtfra givet, at tilbagegang i forankring fylder hele billedet. Nok mener folk at have travlt, og der er tilbud nok til at konkurrere om ens tid, ligesom det måske heller ikke har været i den bedste overensstemmelse med tidens ånd at gå særlig meget op i sager uden for en selv. Men der findes altså også håndgribelige forhold, som kan styrke organisationernes folkelige forankring. Nok har en grånende medlemsskare således været betragtet som et voksende problem i mange foreninger, men man kunne altså hæfte sig ved, at der formentlig nu om dage er flere over 50 år med tid, ork og lyst til at give et nap med end nogensinde før. Der kan være tale om, at engagement kræver og finder nye og anderledes udtryk end det traditionelle medlemskab, hvad nogle organisationer har været bedre til at opfange end andre. F.eks. lægger nogle af de store, kendte humanitære organisationer i Vesteuropa stor vægt på deres net af butikker som udtryk for en form for repræsentativitet. Andre mulige målestokke for legitimerende forankring er mængden af frivillig arbejdskraft, som bliver lagt; antal deltagere i møder og andre begivenheder eller evnen til at rejse private sponsorbidrag. Sådanne alternativer til det gamle medlemskab som hovedmålestok har dog det til fælles, at der ikke ser ud til at komme meget intern organisationsdemokrati ud af dem. Men NGO'ernes verden er stor og broget, og der står strengt taget ikke skrevet noget krav om internt demokrati i stjernerne. Desuden frygter man, at udarbejdelsen af dette regnskab skulle blive til en byrde, som yderligere bureaukratiserer tilværelsen i organisationer, som har rigeligt af den slags i forvejen. Det er klart, at der ligger en teknisk udfordring i at finde en regnskabsaflæggelse, som viser det interessante på en ikke mere besværlig måde end nødvendigt. Arbejdet hermed vil være småting ved siden af de tal, de store organisationer jonglerer med. Det gør de små frivillige organisationer ikke, men til gengæld vil også deres regnskabsaflæggelse være tilsvarende enkel. Hvordan et »folkeligt regnskab« præcist skal stilles op, hvad det kan føre til, og hvordan det skal bruges, er det ifølge sagens natur svært at sige noget sikkert om, før man har arbejdet mere med det. Det meste af den viden, som talrige evalueringer har frembragt, går mere på de professionelle sekretariaters præstationsevne end på folkelighed, forankring, holdningspåvirkning og mobiliseringskapacitet. Helt på bar bund er man dog ikke, såvel fra Danmark som ikke mindst fra udlandet findes forskning i frivillige organisationer, hvorfra nyttig inspiration kan hentes. Men det vigtigste er at erkende, at der ligger en udfordring i at gøre noget ved det. n seniorkonsulent