Det går galt, når mennesker forsøger at skabe det perfekte samfund

Jesus har ikke fortalt os, hvordan vi skal agere i disse nye og uoverskuelige situationer. Vi er overladt til vores egen dømmekraft. Kultursammenstød, social uro, kriminalitet, bunden, der falder ud af velfærdssamfundet, er det, hvad vi vil give i arv til vore børn og børnebørn? spørger kronikør

Det går galt, når mennesker forsøger at skabe det perfekte samfund

I MIT ARBEJDSLIV som gymnasielærer underviste jeg i religion, og når vi nåede til kristendommen, indledte jeg ofte med dette spørgsmål: ”Hvad er kristendom?”, idet jeg straks tilføjede ”Og det er forbudt at nævne De Ti Bud!”.

Min forventning var, at de med deres (kultur)kristne baggrund ville sidde inde med en vis viden. I mit ”forbud” mod De Ti Bud lå ønsket om fokus på Det Nye Testamente som kristendommens basis og ikke på nogle jødiske regler, som fører væk fra det centrale. Elevernes svar var altid tavshed, og i den videre undervisning fik jeg bekræftet, hvor blanke de var udi emnet. Højst en eller to i hver klasse havde et reelt kendskab.

Det er gængs at tale om Bibelen under et. Hele Bibelen er at finde i enhver kirke. Lidt mærkeligt, for kristendommen har at gøre med Jesus, og han optræder ikke i Det Gamle Testamente, som forelå før hans fødsel. Kristendommen drejer sig om Jesu forkyndelse, gerninger og skæbne.

Den ny pagt, evangeliets glade budskab, gudsriget tilbydes alle, ikke kun de pæne og korrekte. Der er ikke noget evangelium i Det Gamle Testamente, men De Ti Bud og flere hundrede andre bud. Jesu forkyndelse vakte furore, så meget, at han blev slået ihjel for det. Et tilsagn om frelse til enhver, også de forkerte, de fortabte, eller måske netop dem: hvilken provokation!

Det Gamle Testamente er den jødiske religiøse kanon. Det indeholder mange eksistentielt vedkommende temaer, men konklusionerne er ikke nødvendigvis rigtige. Tag for eksempel fortællingen om Isaks ofring. Abrahams blinde lydighed får ham til at acceptere at udføre en grusom handling.

En sådan blind lydighed over for sin gud giver mindelser om“ ja, fuldfør selv. Det Gamle Testamente har en ganske anden gudsopfattelse end Det Nye Testamente. Den mægtige Jahve med sine mange forordninger giver ikke megen plads til selvstændig tænkning. Og han kan være vred og straffende (uddrivelsen af Edens Have, opfattelsen af Israels historie).

DET NYE TESTAMENTES GUD, derimod, er den barmhjertige fader. Ham møder vi i lignelserne om den fortabte søn (Luk. 15, 11-32) og om den gældbundne tjener (Matt. 18, 21-35). Jesus fokuserer på tilgivelsen, også mennesker imellem. Selvfølgelig forudsætter tilgivelse, at der har været handlet forkert. Man har ansvaret for sit liv og sine handlinger. Men hjertets hårdhed er den værste synd.

For Jesus er det centrale i loven det dobbelte kærlighedsbud, hvilket fremgår af den samtale, der fører til lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk. 10, 25-37). Andre etiske regler behøver vi ikke, det er overladt til os at uddrage alt andet herfra.

Vi har fået skænket hjerte og hjerne til at bruge i livets kompleksitet. Vi behøver ikke få det pindet ud i enkeltheder og underparagraffer som for De Ti Bud. Det er kunstigt at forsøge at holde liv i disse ved en eller anden modernisering.

Det Gamle Testamente bør ikke have anden status end at være forståelsesbaggrund for Det Nye Testamente. Det Gamle Testamente viser os den baggrund, Jesus optræder på. Desuden anvender Det Nye Testamente begreber, som rækker tilbage, og som vi ikke kan forstå uden kendskab til Det Gamle Testamente, og som spillede en stor rolle i Jesu samtid. Jeg tænker her på begreber som Messias (græsk: Kristus) og Menneskesønnen.

Det berettiger dog ikke til at gøre Det Gamle Testamente til et kanonisk skrift. Vi ser også hos Paulus, hvordan han gør op med den religiøse tradition. De gamle regler ophæves: spiseregler (1. Kor. 8, Ap.G. 10, 11-16), omskærelse (Gal. 5). Kærligheden sættes i centrum (1. Kor. 13). Gerningsretfærdighed, det vil sige lovopfyldelse, erstattes af nåden, Guds retfærdighed (Rom. 10, 4).

Hvordan er det så med kravet om næstekærlighed? Hvad er det, vi skal? Er det henvendt til den enkelte eller kollektivet? Er der politiske konsekvenser? Har vores velfærdssamfund og hospitalsvæsen ikke overtaget meget af næstekærligheden? Hvor meget omfatter den i en globaliseret verden med hurtig transport og nyhedsformidling?

EN TID, hvor millioner af mennesker er i nød og flytter sig for at søge hjælp og sikkerhed. Samfundet og verden på Jesu tid var ganske anderledes, og Jesus har ikke fortalt os, hvordan vi skal agere i disse nye og uoverskuelige situationer. Vi er overladt til vores egen dømmekraft.

Rammerne for tidligere tiders udøvelse af næstekærlighed er sprængt, og vore tiltag eller passivitet i disse vanskelige og urolige tider har vidtrækkende konsekvenser. Vi er nødt til at inddrage fremtidsperspektiverne. Vi skal ikke i velmenende naivitet grave vores egen grav ved at give efter for migrationsstrømmene.

Kultursammenstød, social uro, kriminalitet, bunden, der falder ud af velfærdssamfundet, er det det, vi vil give i arv til vore børn og børnebørn? Skylder vi ikke vore egne efterkommere næstekærlighed?

Lad os kaste et blik på Luthers toregimentelære. Han skelner mellem gudsriget og det verdslige regimente. Det stikker i øjnene, at mange mennesker i dag blander de to regimenter sammen. Det være sig politikere, præster eller ”venligboere”, som har hovedet helt oppe i skyerne i stedet for at have benene plantet på jorden, i det verdslige regimente, som vi uundgåeligt lever i.

De vil af egen kraft oprette gudsriget. De anser reelt sig selv for overmennesker med et fint ”menneskesyn”. De har ikke fattet, at gudsriget tilvejebringes af Gud. Jesus er repræsentant herfor, med ham er det brudt ind i vores verden. Hans gerninger og forkyndelse er vidnesbyrd herom, og i lignelser udtrykkes det billedligt som en stor glædesfest (den fortabte søn, det store gæstebud/kongesønnens bryllup, de 10 brudejomfruer).

Vi inviteres til at være årvågne og tage imod. I Fadervor beder vi om, at det må komme. Det er altså ikke os selv, der skal stille det på benene. Det kræver tålmodighed at vente på det. Det var der også på Jesu tid nogle, der havde svært ved, og til dem fortalte Jesus lignelserne om sædens vækst og sennepsfrøet (Mark. 4, 26-34). Det skal nok komme, mente Jesus. Det ligger i Guds hænder.

Af historien kan vi lære, at det går grueligt galt, når mennesker forsøger at skabe gudsriget eller det perfekte samfund. Tænk på Calvins gudsstat i Genève, de kommunistiske samfund, eller - helt aktuelt - ”den humanistiske stormagt”, som er ved at segne under presset.

De realiserede islamiske gudsstater virker heller ikke ligefrem tillokkende. Så lad os erkende, at vi lever i det verdslige regimente, denne slagmark for godt og ondt. Det er også det nytestamentlige verdensbillede, hvor Jesus kæmper sin kamp og træder op mod dæmonerne og opfordrer os til at bede ”komme dit rige”.

LAD MIG VENDE TILBAGE TIL mit indledende spørgsmål ”Hvad er kristendom?” med en tilføjelse: Hvad er kirkens opgave? Svar: Det er at forkynde evangeliet. Det gør den også hver søndag, for de allerede overbeviste. Men det er ikke nok, for det er også at forkynde det for alle andre, altså missionsforpligtelsen. Sker det i nogen større målestok?

Går kirken ud og forkynder der, hvor det mangler, for eksempel i Vollsmose og Gellerup? Hvis ikke, er det så bare en forglemmelse eller berøringsangst eller slet og ret angst?

I et lokalt kirkeblad har en præst fortalt om sine oplevelser i et multireligiøst område. De kristne havde fået kontakt til de andre grupper, jøder og muslimer. Man holdt måltider sammen, hvor man bidrog med sine etniske specialiteter (svinekød?) og somme tider deltog i hinandens religiøse riter (kirke, moské, synagoge).

Da jeg spurgte ind til det, fik jeg at vide, at man ville lære sine nye naboer at kende ud fra den grundtvigske devise ”Menneske først, kristen så”. Nuvel, så venter vi på anden halvleg, hvor kirken træder i karakter og forkynder evangeliet for de mennesker. Det er vel det, den er sat i verden for.

Else Pedersen er pensioneret gymnasielærer