I en vis forstand er det selvfølgelig noget vås, at historien ændrer sig. Sket er sket, og ingen kan ændre på det gamle Israels historie. Problemet er jo bare, at vi aldrig har direkte adgang til de historiske begivenheder, men at de altid når os gennem andres fortælling. Og fordi de historiske kilder ikke tolker sig selv, kan historikerens tolkning naturligvis altid diskuteres.
Det er der ikke noget nyt i. Forholdsvis nyt er det imidlertid, at der er blevet stillet større og større spørgsmålstegn ved en række af de videnskabsteoretiske dogmer, som har domineret historievidenskaben fra oplysningstiden og frem til i dag.
Allerede i 1960'erne påpegede Thomas Kuhn i "Videnskabens revolutioner", at den objektive erkendelse ikke findes, og at al viden bygger på en bestemt virkelighedsforståelse. I dag er det almindeligt anerkendt, at tankeprocesser i videnskaben ikke er "ren" logik, men må tage deres udgangspunkt i grundlæggende antagelser, og at de samme data ofte kan forklares på baggrund af forskellige teorier.
For historievidenskaben har disse erkendelser betydet et opgør med den radikale positivisme, som har præget historieskrivningen i det 20. århundrede, men ikke – som man skulle tro – en opgivelse af objektivitetsidealet. I stedet har det kastet faget ud i en besindelse på, hvordan de underlæggende forudsætninger øver indflydelse på kildekritik og historieskrivning, og skabt bevidsthed om, at også forudsætningerne må tages i betragtning, når historikerens tolkning skal diskuteres.
I en dansk sammenhæng, hvor Kristian Erslevs positivistiske kildekritik har været dominerende i hele det 20. århundrede, er der også tegn på, at disse erkendelser har gjort deres indtog. Ikke mindst i "Historisk Tidsskrift", hvor museumsinspektør Thomas Høvsgaard er repræsentativ for debatten, når han skriver, at "det er unægtelig sikrere at være sig subjektivitetens rolle bevidst og søge at begrænse den mest muligt i arbejdet fremfor dogmatisk at hævde, at man ved at have den rette videnskabelige indgang til sagerne kan opnå den fulde objektivitet ... ingen indgange til historien er fejl- og værdifrie. Og derfor klinger disse historikere hule, når der fremtures med eneret på relevant og videnskabelig historieforskning." ("Fysikmisundelse", Historisk Tidsskrift 99:1, side 141).
Interessant er det også at følge Dr.Phil. Jon A.P. Gissels påvisning af, hvordan ideologien i det 20. århundredes Saxo-forskning virkede ind hos de radikale historikeres angreb på Saxos troværdighed ("Saxokritikken i det 20. århundrede," HIPHIL 1 (www.see-j.net/hiphil) 2004). Også historikeren har altså mistet sin uskyld, og må i dag lægge sine virkelighedsteoretiske forudsætninger ud som en uadskillelig del af sit arbejde, når hans historieskrivning skal diskuteres.
I en dansk sammenhæng har forståelsen af de gammeltestamentlige teksters historiske dimension de senere år været præget af Københavnerskolen, en betegnelse, som er blevet hæftet på professor Niels Peter Lemche og professor Thomas L. Thompson på Afdeling for Bibelsk Eksegese ved Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet. At Københavnerskolen, som har været debatteret i Kristeligt Dagblad de seneste uger, har markeret sig så stærkt internationalt, skyldes uden tvivl at Niels Peter Lemche og Thomas L. Thompson i løbet af 1970'erne og 1980'erne uafhængigt af hinanden påpegede de store metodiske problemer og cirkelargumentationer, som de eksisterende skoler i Israelshistorieforskningen var præget af.
Det, som gør københavnerskole til skole, er imidlertid dens syn på de gammeltestamentlige teksters historiske kildeværdi, hvor teksterne først og fremmest anses for at være kilder til den tid, de stammer fra. Eftersom de ældste hebraiske og græske bibelhåndskrifter skal dateres til det andet århundrede før Kristus kan Københavnerskolen med en vis ret hævde, at de gammeltestamentlige tekster er fra sen persisk eller tidlig hellenistisk tid.
Det springende punkt er imidlertid, om de tillige er at betragte som afskrifter af langt tidligere originaler og dermed pålidelige kilder til de begivenheder de angiveligt beskriver, og her pålægges teksterne en slags omvendt bevisbyrde, hvor de er skyldige i historisk utroværdighed indtil det modsatte er bevist. Teksternes egen historiske forankring af beretningerne, f.eks. om kong David og Salomo, kan altså kun tages for pålydende, hvis de bekræftes af pålidelige, ikke-bibelske kilder.
Nu kan der ikke herske tvivl om, at de gammeltestamentlige tekster har indgået i den politiske diskussion i Palæstina på f.eks. makkabæertiden. Ej heller, at vi først og fremmest har at gøre med religiøse tekster. Men skal spørgsmålet om, hvorvidt de tillige er pålidelig historieskrivning besvares, må svaret i lyset af den ovenfor beskrevne historieteoretiske diskussion omfatte en undersøgelse af, i hvor høj grad resultatet er bestemt af det videnskabsteoretiske udgangspunkt, og om de bibelske "data" kan forklares lige så tilfredsstillende ved hjælp af andre teorier.
Det sidste er i høj grad tilfældet, og endda med et metodisk grundlag, som synes at være i større overensstemmelse med den måde, historikere indenfor f.eks. egyptologien og assyriologien behandler deres kilder på. Her tages der nok forbehold for de religiøse eller politiske motiver – propagandaen, om man vil – som præger teksterne, men grundlæggende betragtes teksterne som uskyldige i historieforfalskning indtil det modsatte er bevist.
Og
Det ville f.eks. blive betragtet som et rabiat synspunkt, at det ældste overlevende manuskript af Herodots historie først og fremmest var et vidnesbyrd om forholdene i 900-tallet efter Kristus og kun gav pålidelige oplysninger om det tidspunkt Herodot angivelig skrev sin historie på 1300 år tidligere, i det omfang informationerne kunne bekræftes af det arkæologiske materiale. Blot et enkelt eksempel på det tidspand mellem original og ældste eksisterende kopi, som er mere reglen end undtagelsen i kilder fra antikken, og som altså ikke i denne del af historieskrivningen får historikere til på forhånd at afvise det pålidelige i sene kopiers information om tidligere historiske begivenheder.
Anvendes samme metodik på de gammeltestamentlige tekster i stedet for at anvende dobbelte standarder som i Københavnerskolen, må de naturligvis ikke alene betragtes som en kilde til sen hellenistisk tid, men tillige – eller måske først og fremmest – som kilde til de langt tidligere begivenheder, de beskriver. Ikke som eneste kilde, men som en kilde, der sammen med andet tilgængeligt materiale skal inddrages i rekonstruktionen af det gamle Israels historie.
At forskere kan komme til så forskellige resultater i rekonstruktionen af det gamle Israels historie er ikke et spørgsmål om videnskabelighed. Det ville det sandsynligvis have været for en snes år siden. I dag ved vi, at det drejer sig om hvilken virkelighedsforståelse og hvilke aksiomer, der lægges til grund for læsningen af de gammeltestamentlige tekster.
Og det spørgsmål, som Københavnerskolen derfor dybest set sætter til diskussion, er hvem, der skal bevise, at de gammeltestamentlige tekster er historisk utroværdige og i hvilken grad det ideologiske eller virkelighedsteoretiske grundlag har betydning for resultatet. Dermed genopliver de en diskussion af både virkelighedsforståelse og kildekritik, som har ligget øde hen siden oplysningstiden. Det skal de ikke have utak for.
Jens Bruun Kofoed er adjunkt i Gammel Testamente på Dansk Bibel-Institut og har for nylig udgivet bogen "Text and History. Historiography and the Biblical Text" på forlaget Eisenbrauns i USA.