Når forudsætninger ændrer sig, må skik og brug undertiden følge med. I den danske folkekirkes højmesse var der praktisk taget ingen læsninger fra Det Gamle Testamente før 1975. Her blev der på forsøgsbasis indført gammeltestamentlige læsninger, der fortrængte læsningen af den evangelietekst, der ikke blev prædiket over den pågældende dag. Med autorisationen af den nye alterbog i 1992 blev Det Gamle Testamentes faste plads i gudstjenesten så endelig stadfæstet.
Forud havde en liturgikommission gjort et grundigt forarbejde. Teologisk blev indførelsen blandt andet begrundet med, at den understøttede skabelsestanken, pædagogisk kom der undervejs det til, at det kunne reparere på den mangel på bibelkundskab, der ville blive følgen af, at skolens religionsundervisning efter 1975 ikke længere måtte være forkyndende. Skolestuen blev så at sige henlagt til kirken.
Professor i Gammel Testamente Eduard Nielsen formulerede det i den endelig betænkning fra 1985 således, at de udvalgte tekster ”er de bedst egnede til på én gang at understrege, at kirken er en fortsættelse af Israel, af jødedommen og Det Gamle Testamente, men også et brud med den verden. Fastholder man denne dobbelthed, kan man med god samvittighed tage gammeltestamentlige tekster ind i gudstjenesten”.
Nu er gudstjenesten og dens liturgi igen til drøftelse. Det giver anledning til at spørge, om det nu var og stadig er en god idé med tekster, der – alle fortællemæssige og poetiske kvaliteter ufortalt – læst på sine egne vilkår ikke er udtryk for kristendom, men jødedom. Så selvom intentionerne var gode, genopliver denne praksis nogle skyggesider i kristen teologi. For når man læser op fra Det Gamle Testamente ved en kristen gudstjeneste, er det ikke for at forkynde den jødedom, som disse skrifter er udsprunget af. Dermed signaleres det uvilkårligt, at der er tale om en ”overstået” religion. For den vej, som Paulus og siden oldkirken her slog ind på, er ikke længere farbar. For med den viden, vi har i dag, er det udtryk for kristen bibelimperialisme. Hvem ved sine fulde fem vil i dag med apostlen Paulus hævde, at jøder simpelthen ikke forstår deres egen bibel? For det gør Paulus i Andet Korintherbrev, kapitel 3. Ifølge apostlen kræver det nemlig ånden fra Kristus. De kristne havde med andre ord et forståelsesmonopol. For Paulus og de tidligste kristne var dette et helt nødvendigt led i at skabe en kristen identitet. Det var heller ikke noget, Paulus kom til at stå alene med. Det var faktisk bærende i kirkens bibelbrug helt op til 1700-tallet – og i nogle kirkesamfund og kredse indtil denne dag.
For at kunne fastholde, at Bibelen netop ikke skulle forstås alt for bogstaveligt, overtog og videreudviklede de tidlige kristne nogle fortolkningsstrategier, som allerede havde vundet fodfæste i kredse af den samtidige jødedom. De vigtigste er allegorisk udlægning, der går ud fra, at den pågældende tekst i virkeligheden ”handler om noget andet”. Et eksempel er Paulus’ udlægning af Moselovens bud om, at man ikke må binde munden på en okse, der tærsker. Her kan han fastslå, at det da ikke er okserne, Gud her tænker på, men dem, der går hans ærinde. Og dette eksempel er ikke det eneste.
Den anden strategi fik forskningen først rigtig kendskab til gennem fundet af Dødehavsskrifterne i 1947. For her dukkede nogle kommentarer op til gammeltestamentlige profetbøger, hvis udlægning af teksten er alt andet end bogstavelig. Profetens ord bliver således fortrinsvis forstået ud fra udlæggerens oplevelser, det vil sige, at det bliver hændelser i hans samtid, der kommer til at forklare teksten. Disse udlægninger har fået betegnelsen pesher-kommentarer (hebraisk: ”det betyder”), og den bedst bevarede er til Habakkuks Bog. Faktisk er denne fortolkningsstrategi benyttet af de fleste forfattere til skrifter i Det Nye Testamente med forfatteren til Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger som den tydeligste undtagelse. For hos ham dukker det skriftbevis op, der skulle blive det altdominerende i 100-tallet og sidenhen.
Der var altså i dele af den samtidige jødedom en tradition for ikke at forstå de hellige skrifter bogstaveligt. Hvad der som en selvfølge var Jesu og hans første disciples bibel, fordi de var jøder, blev også kirkens første bibel. Der skulle gå over 100 år, før kristne skrifter begyndte at vinde samme ”bibel”-status. Det var ikke spørgsmålet om, hvad der var bibel, der delte jøder og kristne, det var spørgsmålet om, hvordan den skulle forstås. Samtidig var det imidlertid for begge parter en uopgivelig forudsætning, at netop deres forståelse var den eneste rigtige: Gud talte ikke med to tunger.
Først med oplysningstiden voksede den erkendelse frem, at Det Gamle Testamente selvfølgelig ikke er et kristent skrift. Historisk betragtet siger det også sig selv, at en jødisk skriftsamling er udtryk for jødedom. Den bliver ikke kristen af at blive tolket kristent. Det er her alene tolkningen, der er kristen. Denne viden kan vi ikke sidde overhørig. Det giver i dag ingen mening at sige, at den kristne tolkning er den eneste rigtige, mens den jødiske er forkert. Vi kan ikke med god samvittighed gentage Justins påstand om, at jøder ikke forstår deres egne hellige bøger. Det er ikke andet end bibelimperialisme. Vi må i stedet tale om synagoge og kirke som to tolkningsfællesskaber, hvor kirken har indført troen på Kristus som hovednøgle til forståelsen.
Den kristne forståelse udspringer af troen på Kristus og ikke af Det Gamle Testamente. Den kristne tro kommer ikke ved læsning af Det Gamle Testamente. Derfor sendes der også forkerte signaler til kirkegængerne, når tekster fra Det Gamle Testamente oplæses ved gudstjenesten. De er bærere af netop det billede af Gud, som den kristne tro er kommet til verden for at forandre. De træk i gudsbilledet, der ikke kan forenes med, at Gud er Jesu kærlige far, hører ikke hjemme i den kristne tro.
Når Det Gamle Testamente oplæses inden for liturgiens ramme, og menigheden tilmed står op imens, signalerer det umiddelbart, at disse tekster har autoritet helt på linje med læsningerne fra Det Nye Testamente. Den sagesløse kirkegænger kan vanskeligt kende de teologiske forbehold, der måtte være indbygget. Det betænkelige fremgår desuden af, at udvalget er stærkt tendentiøst, og at der ikke sjældent alligevel må klippes en tå og hugges en hæl. Måske kan vi i Salme 137 være med i at sidde og græde ved Babylons floder ved tanken om det mistede Zion. Men det gælder ikke salmistens ”fromme” ønske til sidst: ”Lykkelig den, der gengælder dig (Babylon) den gerning, du har gjort imod os! Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen.” Ja, det står der faktisk i den kristne bibel. Men kristendom bliver det aldrig.
Skal man tro en undersøgelse fra 2015 af ”Bibelen i gudstjenesten” (udgivet af Gitte Buch-Hansen og Frederik Poulsen og gratis tilgængelig på nettet), så nyder læsningerne fra Det Gamle Testamente hos mange præster en stor popularitet, fordi de er så egnede til oplæsning. Derimod fornemmes Paulus’ breve som vanskelige at have med at gøre og fravælges gerne, hvis der for eksempel ved gudstjenester med dåb kun skal være to læsninger. Det er teologisk et fatalt valg. Og at give det gammeltestamentlige gudsbillede mund og mæle i gudstjenestesammenhæng er i dag – til forskel fra i 1975 og 1985 – ikke blevet mindre betænkeligt i en tid, hvor den kristne identitet står i fare for at fortone sig.
Så lige så selvfølgeligt Det Gamle Testamente hører med til den kristne bibel, lige så lidt hører en gammeltestamentlig tekstrække hjemme i en kristen gudstjeneste.