Jane mistede sig selv: Det gik op for mig, at jeg faktisk var bange for ham

Gennem syv års samliv havde han fået magt over mig. Jeg havde mistet mig selv – men da var det for sent. Jeg var bange for ham. Ikke for at han skulle slå mig fysisk eller være voldelig, men jeg var bange for hans ord, skriver dagens kronikør

"Hvorfor blive i et sådant forhold? Fordi jeg ikke var i stand til at se, mærke og opleve, hvad jeg blev udsat for, mens det stod på."
"Hvorfor blive i et sådant forhold? Fordi jeg ikke var i stand til at se, mærke og opleve, hvad jeg blev udsat for, mens det stod på.". Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Hvor er du stærk! Det får jeg tit at vide, når jeg fortæller min historie. Men det føles bestemt ikke sådan. Det føles skrøbeligt, sårbart, skamfuldt, skræmmende og helt uvirkeligt. Når jeg sidder her – lige nu – og tænker tilbage på de foregående år af mit liv, føles det som at være med i én lang krimiserie, hvor jeg er hovedpersonen, og hvor manuskriptet skrives dag for dag, time for time og minut for minut. Afslutningsepisoden må gerne sendes nu, tak.

Hvornår ”mister” man egentlig noget? Når cyklen er stjålet? Når nøglerne er væk? For mig var det, da jeg opdagede og måtte erkende, at jeg havde mistet mig selv – men da var det for sent. Han havde gennem knap syv års samliv retorisk fået magt over mig.

Det skræmte mig. Jeg opdagede, at hans utrolig velargumenterende måde at tale på egentlig var en måde at manipulere mig. Og jeg lod ham gøre det. Jeg blev indsmigret af hans charme, hans dejlige ord, og at han i starten af forholdet fortalte mange svære ting fra hans opvækst, ungdom og tidligere forhold. Tænk, at jeg havde mødt et menneske der så åbent og ærligt kunne fortælle om så svære oplevelser. Det første års tid talte vi meget og dybt. Men stille og roligt og uden jeg egentligt selv lagde mærke til det, talte vi ikke sammen mere. Den praktiske hverdag med job og virksomhed samt børn, tog over.

Det gik op for mig, at jeg faktisk var bange for ham. Min dengang 15-årige søn kunne selvfølgelig godt mærke, at noget var rigtig galt i vores forhold, og han havde brug for at vide, hvad der foregik. Min søn kunne mærke. at vores liv havde ændret sig markant. De første seks uger måtte jeg holde det kommende brud hemmeligt for alle. Der var så mange detaljer, jeg skulle have styr på først. Jeg var brandmanden med vandslangen. Da jeg fortalte min søn, hvad der foregik, hørte mig selv sige højt: Ja, han har udsat os for identitetstyveri og bedrageri, og jeg har meldt ham til politiet. Men han må godt være her! Ethvert fornuftigt menneske kan sige sig selv, at det er en helt urimelig tanke. Dagen efter flyttede han på campingplads.

Jeg blev forskrækket over mig selv, og det satte gang i en angst i mig. Ikke for at han skulle slå mig fysisk eller være voldelig, men jeg var bange for hans ord. Panikken ramte. Alle låsene blev skiftet, alt af værdi blev deponeret hos familie og venner, min søster måtte være sammen med mig, da han med hjælp fra advokat blev bedt om at fjerne sine ting fra mit hus. Jeg turde ikke være alene med ham. Jeg var bange for, at jeg ikke ville være stærk nok til at sige nej. Havde han bedt om min telefon, ville jeg have givet ham den. Det var hårdt, men jeg erkendte, at jeg måtte have hjælp.

Jeg havde en stærk følelse af, at det var nødvendigt at få hjælp, så jeg ikke skulle ende med en indlæggelse på psykiatrisk, og så jeg kunne være en bare nogenlunde mor for min søn, og for at jeg kunne overleve det efterspil, der stadig er, og samtidig være ”tvunget” til at navigere i noget, jeg aldrig havde prøvet før. Følelsen var så stærk, at jeg tog en meget vigtig beslutning for mig selv. Jeg besluttede, at uanset hvad der sker, beholder jeg mit gode humør, og denne situation ødelægger mig ikke og alt ender godt. Gør det mig stærk? Måske. Det har i hvert fald gjort mig stærk nok til at bede om hjælp og være helt åben og ærlig. Jeg har mistet meget. Den kæreste, jeg elskede ,og som jeg havde sagt ja til at gifte mig med. Og de mange fantastiske dage og oplevelser, der bestemt også var. Men det var ikke længere en mulighed for mig at fortsætte i et forhold, hvor manipulerende ord var hverdag, Et forhold, hvor utroskab var en helt fast tredje part. Et forhold, hvor alle mine grænser, holdninger eller meninger blev nedgjort – for til sidst slet ikke blive fremsagt, fordi jeg opgav at have en stemme, for hvis han sagde det, så var det rigtigt, og den gode stemning var bibeholdt. Følelsesmæssigt og materielt har jeg mistet så meget. Mig selv, min identitet, tillid til andre, penge, bil og hus.

Hvorfor blive i et sådant forhold? Fordi jeg ikke var i stand til at se, mærke og opleve, hvad jeg blev udsat for, mens det stod på. Heller ikke selvom min mave fortalte mig, at ”noget” er galt. Det var først bagefter, jeg blev opmærksom på de mekanismer, der udgjorde vores fælles liv. Knap syv år med konstant stress. Men hvis du selv var så ”blind”, var der vel nogen, der gjorde dig opmærksom på det? Nej, det var der ikke. Han havde stille og roligt sørget for, at alle mine nære relationer blev tonet ud. Min familie charmerede han sig ind på, ligesom han havde gjort over for mig, så nej, der var ingen, der opdagede det.

Lige fra begyndelsen af vores forhold, blev jeg overdynget med komplimenter, ros, kærlighed, og han gjorde det klart for mig, at det skulle være kun ham og mig – ingen andre. Lidt ligesom i Emil fra Lønneberg. ”du og jeg Alfred”. Og jeg købte det. For jeg følte mig smigret, omfavnet og elsket.

Jeg var i årene forinden blevet skilt, jeg havde et krævende lederjob, hvor en sygemelding for stress var under opsejling, jeg havde lige færdiggjort en bacheloruddannelse samt to konsulentuddannelser og istandsættelse af et hus, der havde tæret på mine kræfter. Han støttede mig og gav mig følelsen af at blive ”samlet” op. Med små babyskridt blev det en del af vores forhold – helt naturligt. Jeg tabte mig selv.

Det har taget lang tid at få en hverdag, hvor der på trods kom mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg over for min søn har måttet sige, ”det har vi desværre ikke råd til” eller ”jeg ved ikke, hvor jeg skal få penge fra, så vi må spise rugbrød igen”. Jeg er stille og roligt ved at finde mig selv igen. Mine grænser og det, der for mig er vigtigt. Et tættere forhold til min søn og familie. Uden min familie var jeg aldrig kommet hertil, hvor jeg er i dag.

Løgnene var der hele tiden. Når jeg fangede ham i en løgn og havde taget mod til mig og konfronteret ham med det, var alle de rigtige svar altid klar. Som om han godt vidste, at jeg ville sætte spørgsmålstegn ved det. Han var altid så velargumenteret, og jeg opgav. Hvad er ærlighed? For mig er det, når behov, grænser, tanker og følelser er italesat, tydeligt. Når modparten har accepteret og givet forståelse herfor. Hvad sker der, når alt herefter bliver ligegyldiggjort, ignoreret og tilsidesat? Når man ikke bliver forstået, man bliver negligeret og bliver ikke respekteret. Mon jeg er sådant et menneske, man bare tramper på? Svaret er: ”Nej skat, det kunne jeg aldrig finde på.” Ændrer det på følelsen? Nej. Især ikke, når det sker igen, igen og igen.

I begyndelsen var det dejligt og kærligt at tage smilende imod en buket blomster. Det viste sig at være undskyld skat – jeg har været dig utro igen-blomster. Jeg tog stadig smilende imod. Han badede mig jo i kærlighedserklæringer.

Jeg kom ud af forholdet, da han en morgen i en sms skrev til mig, at han havde det dårligt, havde selvmordstanker og havde optaget lån i mit navn for cirka 700.000-900.000 kroner. Han var ludoman og bad om hjælp til at komme i behandling. Han havde bare lige glemt, at der også var en skattegæld i vores firma, som stod i mit navn, på yderligere 240.000 kroner. Det var det, der skulle til, før jeg aflyste vores bryllup. Det var det, der skulle til, før jeg slap fri. Men jeg måtte holde kontakten til ham – kun for at sikre mig, at han betalte mig det, han skyldte mig.

Jeg har arbejdet 200 timer om måneden for at kunne købe mad til min søn, været i fogedretten tre gange, ventet to år på politiet, ventet yderligere et år for en retssagsdato. Der har været nogle aggressive kreditorer, der konstant mindede mig om min situation. Det har slidt hårdt på psyken med et langt efterslæb, som ikke er færdigt endnu. Gør det mig stærk? Måske. Jeg glæder mig bare til at få mit liv tilbage, blive helt fri af ham og finde mig selv – sådan rigtigt.

Uanset hvor meget man elsker et andet menneske, uanset hvor meget man stoler på et andet menneske, og uanset hvor sikker man føler sig i sit liv, må man aldrig give slip på sig selv. Kommer ”knuden” i maven, skal man altid bede om hjælp. Det menneske du elsker, har ikke ret til at misbruge dig.

Jeg lærte på den virkeligt hårde måde. Tak for min familie! Tak for mine venner! Tak for alle de mennesker, der har hjulpet mig!