Prøv avisen
Kronik

Forsker: Derfor ligger Danmarks officielle brud med nazisterne gemt på Rigsarkivet

Hvad er så svaret på, hvorfor det danske nej er gemt i en arkivkasse? Svaret er først og fremmest, at samarbejdet blev videreført på det økonomiske og administrative område med politikerne i sufflørkassen, skriver seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Steen Andersen.

Steen Andersen, Seniorforsker og arkivar, Rigsarkivet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Den 29. august 1943 er for mange danskere den dato, hvor Danmarks ære under Besættelsen blev reddet. Men er der virkelig så meget at være stolt af? Et glemt dokument i Rigsarkivet giver noget af svaret, skriver historiker i dagens kronik

I RIGSARKIVET LIGGER det dokument, som udadtil satte punktum for det officielle Danmarks samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Det drejer sig om en to sider lang gennemslagskopi med titlen ”Aufzeichnung” afleveret på Dagmarhus den 28. august 1943 klokken 15.30. Det ved vi, fordi dokumentet er tilføjet en håndskrevet kommentar: ”Sendt med Ministerens kort til Dr. Best 28/8 1943 Kl. 15:30”– en halv time inden svarfristens udløb. Tyskerne havde stillet krav om, at danske myndigheder gennemførte undtagelsestilstand, strejke- og forsamlingsforbud – og dødsstraf for sabotage og angreb på den tyske værnemagt. Det sidste krav kunne den danske regering ikke acceptere. Dette dokument er den danske regerings nej til tyskerne, og historikeren Esben Kjeldbæk, tidligere leder af Frihedsmuseet, har i en tankevækkende artikel spurgt om, hvorfor dette dokument dog ligger gemt i en kasse på Rigsarkivet og ikke er udstillet ved siden af Grundloven i glas og ramme på Christiansborg. Ja, hvorfor egentlig?

”Augustoprøret” var de spredte uroligheder i danske byer, først og fremmest i Odense, Esbjerg og Aalborg. De begivenheder, som ramte Danmark i sommeren 1943, var ikke særegent danske. Andre steder i det besatte Europa udbrød der både spontane og mere organiserede strejker kombineret med en stigning i sabotageaktiviteten. Udviklingen i de internationale krigsbegivenheder banede vejen for en hidtil uset fredsoptimisme og tro på, at aksemagterne ville lide nederlag.

Sideløbende med oprøret i gaderne steg sabotageaktiviteten. Oprøret var først og fremmest initieret af kommunisterne, men strejkerne og demonstrationerne fik bredere opbakning. Den tyske reaktion på oprøret var et krav om indførelse af undtagelsestilstand. Et krav, som førte til heftige diskussioner i den danske regering. Særligt de politiske ministre vaklede, og på ministermødet den 27. august fik Scavenius et af sine berømte raserianfald, der særligt var rettet mod Jørgen Jørgensen og Kristen Bording. Scavenius gav ingenting for deres vaklen: ”Det er politisk fidusmageri og intet andet, men således har d’herrer været hele tiden. De render fra deres ansvar for at købe vælgersjæle. Men her har vi vort ansvar over for Kongen, forfatningen og landets fremtid, og jeg betragter d’herrers standpunkt som ansvarsløst.”

Det hele væltede om morgenen den 28. august, da den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best sendte følgende krav til regeringen: ”For Sabotage og enhver Medvirken hertil, for Angreb mod den tyske Værnemagt og dens Medlemmer samt for besiddelse af Skydevåben og Sprængstoffer efter den 1. september 1943 skal der ufortøvet indføres Dødsstraf.” Svarfrist var samme dag klokken 16 – og Best vidste på forhånd, at kravet ville være uspiseligt for regeringen. Det danske nej lød således: ”En Iværksættelse af de fra tysk Side krævede Foranstaltninger vilde ødelægge Regeringens Muligheder for at holde Befolkningen i Ro, og Regeringen beklager derfor, at den ikke kan finde det forsvarligt at medvirke til Gennemførelsen af disse Foranstaltninger.” Læg mærke til, at det falder på, at regeringen ikke kan fortsætte den politik, som har været ført siden den 9. april 1940. Dagen efter greb den tyske værnemagt ind og indførte militær undtagelsestilstand. De danske kaserner blev angrebet, flåden sænkede sine skibe på Holmen, og artilleriskibet ”Niels Juel” blev angrebet af tyske bombefly under forsøg på flugt til Sverige. Flåden havde 7 dræbte og 11 sårede, og hæren 17 dræbte og 39 sårede. Dermed var den tyske aktion den 29. august 1943 blodigere for Danmark end den 9. april 1940.

Det, som reelt var en tysk militær aktion den 29. august 1943, er gået over i historien som dansk aktivisme – særligt fremhævet i forbindelse med jubilæer. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sammenfattede den opfattelse ved jubilæet den 29. august 2003 i forbindelse med hans markante tale på Søværnets Officersskole. Her sagde han:

”Den 29. august 1943 er en dato, vi bør huske – og være stolte af. Den dag blev Danmarks ære reddet. Den danske regering stoppede langt om længe samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og gik af. Efter godt tre års samarbejde med tyskerne blev der endelig rene linjer. Det var heller ikke en dag for tidligt.”

Men var der virkelig så meget at være stolte af, når alt kom til alt? Hvad var ændret med 29. august 1943? Vi har et billede af en regering, som trådte tilbage, og fregatten ”Peder Skram”, som ligger sænket med slagside under mastekranen på Holmen. Symbolet på, at Danmark ikke længere ville danse efter besættelsesmagtens pibe. Men noget fundamentalt ændrede sig ikke. Den danske landbrugseksport fortsatte ubesværet til Tyskland. Det samme gjorde den del af dansk industri, som arbejdede for Tyskland. Her var intet brud, men kun kontinuitet. Glemt er bestræbelserne på at få stablet en ny regering på benene. En regering, som kunne videreføre det eksisterende samarbejde. Da det ikke lod sig gøre at knytte tråde tilbage til tiden før regeringens afgang, blev det departementscheferne, som videreførte det samarbejde, der havde eksisteret siden den 9. april 1940. Embedsmændene var blevet i ministerierne den 29. august for at videreføre politikken.

Departementschefstyret var politikernes opfindelse og ikke embedsmændenes idé. Det havde tidligere været overvejet at lade embedsmændene fortsætte samarbejdspolitikken, hvis politikerne skulle køre fast. Politikerne forholdt sig ikke bare passivt i kulissen, men var aktive spillere i det skjulte. Eller som politikernes stærke mand, tidligere statsminister Vilhelm Buhl, sagde på et møde i 13-mandsudvalget: ”(...) at der måtte være grænser for, hvad embedsmændene kunne gøre uden at spørge”. Der blev ikke kun sat grænser, der blev også udstukket retningslinjer for, hvordan samarbejdspolitikken skulle videreføres og udvikles.

Blandt departementscheferne var det Eivind Larsen fra Justitsministeriet og Nils Svenningsen fra Udenrigsministeriet, som udstak linjen i forhold til forhandlingerne med besættelsesmagten. Svenningsen havde bistået Scavenius siden hans tiltræden i juli 1940, og de to delte på mange måder verdensopfattelse og syn på Danmarks handlerum. Svenningsen skulle forholde sig til, hvad politikerne i kulissen sagde, og skulle yderligere håndtere de administrationschefer, som stillede sig kritisk over for hans samarbejdslinje. Da departementschefen Wicke fra Landbrugsministeriet havde sat spørgsmålstegn ved, hvad de allierede ville tænke, hvis den danske administration indsatte politiet til at bekæmpe modstandsbevægelsen, var svaret den 29. oktober 1943, ”at ansvaret over for de allierede lå i at sikre, at produktionsmidlerne bevaredes, så de neutrale lande kunne være i stand til at fortsætte deres produktion”. I denne optik drejede alt sig om at undgå opløsning af politi, og modstandskampen tjente ikke engang de allieredes sag, men var bare meningsløs ødelæggelse. Kampen måtte kæmpes af andre, og en ansvarlig kurs bestod i at sikre ro på de indre linjer, da ”det var småligt at tænke sig, at Englands holdning efter krigen bestemtes af, om vi havde sprængt vores fabrikker i luften”, lød argumentet fra Svenningsen den 4. januar 1944.

Hvad er så svaret på, hvorfor det danske nej er gemt i en arkivkasse? Svaret er først og fremmest, at samarbejdet blev videreført på det økonomiske og administrative område med politikerne i sufflørkassen. Og at der var opbakning i befolkningen til politikernes linje – også bekæmpelse af modstanden efter den 29. august 1943. Det danske nej dateret den 28. august 1943 er også en to sider lang argumentation for den førte politik – og det er en arv og gæld, som det politiske system siden 1945 nødigt har villet vedstå. Det er nemmere og mere ligetil at mindes den dramatiske dag den 29. august 1943, selvom der er tale om en tysk militæraktion. Derfor vil dagen altid være forbundet med den sænkede fregat ”Peder Skram” under Holmens mastekran.

Dokumentet med titlen ”Aufzeichnung”, som var den danske regerings nej til tyskerne og dermed samarbejdspolitikkens ophør, blev afleveret på Dagmarhus den 28. august 1943 klokken 15.30. Dokumentet findes i Rigsarkivet. – Foto: Rigsarkivet