Prøv avisen
Kronik

Psykiater: Det gode samvær handler om timing

Det er afgørende at kunne fornemme, hvor andre mennesker befinder sig følelsesmæssigt. Rådvildhed medfører ofte uhensigtsmæssig adfærd, hvad man ser tydeligst hos helt unge mennesker, skriver psykiater Niels Kjeldsen-Kragh. På billedet fra Folkemødet 2017 er det Madfællesskaberne, der har som overordnet mål at støtte det gode, unge liv ved at give unge lyst til at engagere sig i fællesskaber, hvor de blandt andet kan blive klogere på hinanden og deres egne liv. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Niels Kjeldsen-Kragh, speciallæge i psykiatri

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Det kræver tålmodighed at føle sig frem og bruge sin intuition for at pejle sig ind på et andet menneske. Det er lettere sagt end gjort. Det kræver empati, indre balance samt erfaring at time sin indsats rigtigt, skriver psykiater

I samvær med mennesker er det vigtigt at kende sin besøgelsestid. Mange har oplevet, hvor galt det kan gå, hvis man handler for sent. Andre forpasser deres chance, fordi de forivrer sig og handler for tidligt.

Det er essentielt at være i stand til at fornemme, hvor andre mennesker befinder sig følelsesmæssigt. På baggrund af såvel bevidst som ubevidst viden om en given person mærker de fleste, hvornår tiden er moden til at gøre det rigtige. Nogle har let ved at mærke andres sindsstemning. Andre mangler situationsfornemmelse og buser ud med malplacerede bemærkninger.

Rådvildhed medfører ofte uhensigtsmæssig adfærd. Man ser det tydeligst hos helt unge mennesker, der mangler erfaring med de fleste ”voksne” aktiviteter. De famler sig frem og gør akavede forsøg på at mestre situationer, som de ikke har været sat i før. Deres usikkerhed i forholdet til det modsatte køn kan fylde så meget, at det er vanskeligt for dem at vide, hvornår tiden er moden til at gøre et alvorligt ment kontaktforsøg.

De er ofte ude af stand til at time deres indsats. Deres forvirring og manglende fingerspidsfornemmelse får dem til at fokusere på, hvordan de skal gribe sagen an bedst muligt. Det kan gøre dem indadvendte og spekulative, hvilket forhindrer dem i at rette blikket udad og fornemme, om den udkårne er ”parat” eller ej. De hindres dermed i at smede, mens jernet er varmt. Her kan det være svært at leve op til Kierkegaards ord:

”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

Vordende psykoterapeuter bliver undervist i vigtigheden i at levere tolkninger på et tidspunkt, hvor patienten er moden til at tage imod dem. Kommer interventionerne for tidligt eller for sent, falder de på stengrund. Nogle novicer har tæft, andre har det ikke. Men de fleste kan ved kærlighed til faget samt ihærdig øvelse samle så megen erfaring og viden sammen, at de er i stand til at fornemme, hvornår en kommentar er ”passende”. Det gælder om at føle sig frem til rytmen og melodien i patientens tale og lytte med det ”tredje” øre for at kunne bidrage med forandringsskabende kommentarer, når tiden er moden. Begyndere overhører ofte de budskaber, der indirekte formidles af patienten, fordi de er krampagtige i deres forsøg på at lytte på den ”rigtige” måde.

En lærer skal have antennerne ude for at mærke, hvornår tiden er inde til at hjælpe eleven. Kommer hjælpen for tidligt, når eleven ikke at prøve kræfter med opgaven og forhindres i selv at kæmpe sig igennem vanskelighederne. Kommer den for sent, og lader læreren eleven svede for længe, er der risiko for, at eleven frustreres, mister interessen for faget og konkluderer i sit indre: ”Jeg kan ikke finde ud af det, jeg er for dum, og faget keder mig.” En ambitiøs lærer kan være så opslugt af sin egen agenda, at han/hun ikke ser, hvor eleven ”står”.

Rammer læreren derimod det rette tidspunkt, skabes der en kreativ kontakt, hvor lærerens glæde ved at undervise smelter sammen med elevens glæde ved at lære, og begge parter oplever at 2 + 2 = 5.

Det er en sandhed med modifikationer, at man altid skal rose sine børn. Føler de selv, at de har præsteret ud over det sædvanlige, har de brug for anerkendelse for at få selvtilliden styrket. Men der findes forældre, som roser deres barn for selv hverdagsagtige handlinger med det resultat, at barnet ser sig som ”verdensmester” og får en urealistisk opfattelse af sig selv. Under optimale omstændigheder bør lovord falde, når det er berettiget – hverken før eller siden. Har forældrene som små selv lidt under manglende anerkendelse, kan de have svært ved at administrere ros på en balanceret måde, fordi de er opfyldt af ”mit barn skal have det, jeg ikke fik”.

Har man denne indstilling, er der risiko for, at man ikke er empatisk over for sit barns behov og kun har indlevelse for det oversete barn, man selv var. Jo mere balance man har i sit indre, jo flere mentale kræfter har man til at ”se” den, man er sammen med.

Har man gjort andre fortræd eller handlet klodset, gør man klogt i at levere en undskyldning. Dette falder dog ikke alle lige let. Stædighed kan stille sig hindrende i vejen, således at undskyldningen ikke kommer rettidigt. Og kommer den for sent, er den ikke meget bevendt og giver ikke modparten den oprejsning og kompensation, som vedkommende har brug for. En undskyldning er til for at læge den andens sår, og skal skaden gøres god igen, bør undskyldningen komme, så længe såret gør ondt. Har man voldt en anden smerte, er det udtryk for god timing at mærke efter i sit indre, hvad den anden har brug for, og dernæst reagere på passende vis.

Da Lene Espersen i sin tid som udenrigsminister rejste på ferie i stedet for at møde op i Arktisk Råd for at møde Hillary Clinton, forsvarede hun hårdnakket sin beslutning. Først efter 59 dages mediekritik leverede hun en undskyldning. Men da var det en postgang for sent, og hun fik ingen tilgivelse. Timingen var forfejlet.

Mennesker, der rammes af andres dårlige timing, kan i bedste fald reagere med ligegyldighed og i værste fald med stærke negative følelser.

Det barn, der i spændt forventning glæder sig til at modtage en fødselsdagsgave fra sin bortrejste far, kan udvise skuffelse og vrede, når pakken endelig dukker op en uge efter den store dag. Så er det hele lige meget. En gave er ikke bare en genstand, man får. Omkring giversituationen er der en aura, hvis betydning ikke må negligeres, fordi det handler om at blive feteret og fejret. Den medarbejder, der ved sin afskedsreception forgæves venter på chefens tale, får ikke sin skuffelse mindsket, selvom chefen et par dage senere sender ham en tak for den store indsats, han har øvet i de forgangne år.

At forfejle sin indsats kan have fatale konsekvenser. Et spædbarn, der ikke får sine fundamentale behov tilfredsstillet i tilstrækkelig grad, er i stor risiko for vedvarende at være i en mangelsituation. Selvom der senere i barnets liv bliver gjort store anstrengelser for at kompensere for det forsømte, forbliver tidspunktet forpasset. Skaden kan næppe gøres god igen, fordi den omsorg, man skulle have haft som spæd, ikke kan erstattes af omsorg senere i tilværelsen.

Teenagere, psykoterapeuter, skolelærere, forældre og andre, der ønsker at forfine deres evne til at handle, når tiden er moden, må stræbe efter at erhverve viden, erfaring og sikkerhed inden for den gebet, de vil være træfsikre i. Indre sikkerhed er en forudsætning for at kunne åbne sig mod omverdenen.

Men ingen er sikre på alle livets områder. Nogle, som har situationsfornemmelse i forhold til børn, det modsatte køn eller patienter, kan være tonedøve i andre sociale sammenhænge. De fleste har i vekslende omfang blinde pletter, som kun med besvær kan ”helbredes”. De mennesker, der eksempelvis som børn manglede omsorg, vil som voksne ikke være i stand til at være omsorgsfulde til rette tid og på en naturlig måde, fordi de ikke ved, hvad det er.

Det kræver tålmodighed at føle sig frem og bruge sin intuition for at pejle sig ind på et andet menneske. Det er lettere sagt end gjort. Vi er indimellem ubehændige og rammer forbi ”det gunstige tidspunkt”. Men vi kan forsøge at lytte, at rette opmærksomheden mod den ”anden” og for en kort stund tilsidesætte vores tendens til at tage udgangspunkt i os selv og i stedet sætte os i den ”andens” sted. Det kræver empati, indre balance samt erfaring at time sin indsats rigtigt.

Der findes forældre, som roser deres barn for selv hverdagsagtige handlinger med det resultat, at barnet ser sig som ”verdensmester” og får en urealistisk opfattelse af sig selv.