Det gode ved messefald ...

Hvor lille kan et sogn være for stadig at bære en selvstændig kirke? Burde det ikke være sådan, at man kun holdt de gudstjenester, som der var lokalt behov for og ønske om? Den slags overvejelser har dagens kronikør, der er sognepræst i et meget lille sogn, gjort sig mange af, som han her deler med et større publikum

Hvor lille kan et sogn være for stadig at bære en selvstændig kirke? Burde det ikke være sådan, at man kun holdt de gudstjenester, som der var lokalt behov for og ønske om? Den slags overvejelser har dagens kronikør, der er sognepræst i et meget lille sogn, gjort sig mange af, som han her deler med et større publikum.
Hvor lille kan et sogn være for stadig at bære en selvstændig kirke? Burde det ikke være sådan, at man kun holdt de gudstjenester, som der var lokalt behov for og ønske om? Den slags overvejelser har dagens kronikør, der er sognepræst i et meget lille sogn, gjort sig mange af, som han her deler med et større publikum. Foto: .

FOR NOGLE ÅR SIDEN var jeg et par dage berygtet som præsten, der ville afskaffe højmessen. Baggrunden var en artikel i Stiftsbladet i Roskilde, hvor jeg beskrev situationen i det lille sogn Kirke Skensved i Roskilde Stift.

En journalist på Ritzau fik fat i Stiftsbladet og lavede et nyhedstelegram med overskriften Præst vil afskaffe højmessen. Den udgik til samtlige nyhedsredaktioner, og så begyndte telefonen at kime!

LÆS OGSÅ: Præster nægter at lukke deres kirker

Med udgangspunkt i vores mangeårige kirketælling havde jeg imidlertid blot konstateret, at kirkegangen var kollapset. Derfor stillede jeg de spørgsmål, som for tiden også stilles af andre, nemlig:

Hvor lille kan et sogn være for stadig at bære en selvstændig kirke? Burde det ikke være sådan, at vi kun holdt de gudstjenester, der var behov for og ønske om? Og behøver det behov absolut at skulle danne grundlag for et selvstændigt sogn med eget menighedsråd og budget?.

Nu syv år efter min kortvarige berømmelse er vi i Kirke Skensved faktisk kommet noget længere, men da diskussionen om de tomme kirker og bæredygtige sogne fortsætter, vil jeg nok mene, at de dokumenterede erfaringerne herfra fortjener en større udbredelse.

Lad mig begynde med at skitsere den overordnede strukturelle sammenhæng, som er, at Kirke Skensved er det mindste sogn i provstiet med cirka 270 beboere. Kirken er i pastorat og har fælles præster og kirkebetjening med Jersie Sogn med 6200 beboere. Altså en lillebror med en meget stor storebror.

Sådan har det imidlertid ikke altid været: I 1901 var de to sogne næsten lige små, nemlig henholdsvis 401 og 316 beboere. De årlige antal altergæster, som var det eneste, man talte dengang, var nogenlunde det samme som befolkningstallet (jævnfør Paul Nedergaards Præste- og sognehistorie fra 1948).

Hvorfor opstår messefald? Lad mig i det følgende beskrive processen i Kirke Skensved, for messefald opstår ikke ud af den blå luft: I begyndelsen af 2003 kunne vi konstatere, at fire ud af fem planlagte højmesser måtte aflyses, fordi der ikke dukkede nogen op søndag formiddag.

HVAD GJORDE VI VED DET? Første skridt var at få et overblik over, hvordan vi var endt med så mange messefald. Ved at se på kirkegangen fem år tilbage i tiden kunne vi helt præcist konstatere, hvornår kurven knækkede.

For hvor vi i årene 1997-1999 gennemførte 40-45 af de planlagte 50 årlige højmesser med samlet 600-700 kirkegængere årligt og altså ingen gudstjenester med tre deltagere eller derunder, så havde vi i år 2000 nok kun tre messefald, men samtidig 15 gudstjenester med 3 deltagere eller derunder.

Det følgende år, 2001, kollapser kirkegangen med i alt 15 messefald og 16 gudstjenester med tre deltagere og herunder. Ved årets slutning havde vi kun kunnet gennemføre cirka 50 procent af årets gudstjenester med et samlet fremmøde på cirka 300 kirkegængere inklusive juleaften med 80 deltagere.

Forklaringen synes derfor oplagt: Hvis den gudstjenestefejrende menighed bliver alt for lille, bliver folk simpelthen væk! I Kirke Skensved lå grænsen på tre og derunder.

I løbet af sommeren 2002 satte menighedsrådet sig derfor for at overveje, hvad man kunne stille op imod denne udvikling. Man besluttede sig for at gennemføre en række utraditionelle gudstjenester, at koordinere kirkens arrangementer med det lokale landsbylaug samt målrette PR-arbejdet ved at sende postkort med personlig indbydelse direkte til hver enkelt af sognets 110 husstande.

Ved udgangen af 2002 så billedet da i grove træk således ud: 25 procent forlods aflyste højmesser, 25 procent messefald, 25 procent gennemførte med tre deltagere og derunder og slutteligt 25 procent gudstjenester, der gennemførtes med en nogenlunde talstærk menighed. Det samlede antal kirkegængere var dog steget med 25 procent til 398, hvoraf de 135 skyldtes et par nye familievenlige tiltag i december måned.

I LØBET AF SOMMEREN 2003 fik menighedsrådet lov til kun at holde gudstjeneste to gange om måneden. Endelig indkaldte rådet i oktober måned 2003 til et menighedsmøde med overskriften Hvad er Kirke Skensved uden en kirke?.

30 beboere mødte frem og diskuterede deres ønsker og forventninger til kirken, der blandt andet pegede på mere målrettede gudstjenester samt kobling til det almindelige fælleskab i landsbyen.

Dette arbejdede vi så på de kommende år, hvor der altså kun skulle afvikles 25 gudstjenester, hvoraf den ene skulle være en højmesse, mens den anden kunne være en familie-, børne- eller musikgudstjeneste.

Resultatet udeblev ikke. Hvor vi i 2003 havde oplevet 13 messefald ud af 40 mulige, da blev det i 2004 til 8 ud af 25 mulige og året efter kun to messefald og dette billede holdt til 2008. Man kan derfor sådan set godt sige, at ved at halvere og målrette antallet af gudstjenester fik vi næsten afskaffet messefaldene!

Hvad angår det samlede antal kirkegængere forblev det trods halveringen i perioden 2003-2008 på de cirka 400 om året, ja, i året 2008 var der faktisk 500 deltagere til 20 gudstjenester i sognets i kirke, hvilket giver et gennemsnitligt fremmøde på 27 pr. gang inklusive juleaften og konfirmation.

Ikke desto mindre var der undervejs også fremvokset en erkendelse af, at bestræbelserne på at holde liv i det lille sogn havde en pris, ikke mindst for de seks og efterhånden kun fem medlemmer af menighedsrådet.

I EFTERÅRET 2006 søgte menighedsrådet om, at kirken kunne omdannes til lejlighedskirke, det vil sige uden fast gudstjenestefrekvens, og i foråret 2007 ansøgte man om at blive sammenlagt med Jersies menighedsråd i et fælles pastoratsråd.

Begge dele faldt på plads op til menighedsrådsvalget 2008, hvorefter alle administrative opgaver varetages af det fælles råd, mens et lokalt aktivitetsudvalg tager sig af lokale kirkelige arrangementer.

Tilbage er blot konstateringen af, at med denne ordning har de to sogne fundet frem til en løsning, som alle er tilfredse med. I Kirke Skensved gennemføres der nu kun de gudstjenester og kirkelige handlinger, som der lokalt er ønske om og behov for.

Fra september 2009 til september 2010 fungerede Kirke Skensved som stand-in-kirke, mens Jersie blev indvendigt renoveret, men ellers ser det ud til at sognets behov ligger på fire eller fem målrettede gudstjenester samt nogenlunde det samme antal kirkelige handlinger (primært dåbsgudstjenester) om året med et samlet fremmøde på cirka 500 deltagere, det vil sige det samme niveau som i 2008.

Antallet af altergæster har indtil 2008 stort set altid ligget på omkring 100 årligt, men det har nok mest været folk på besøg: I Kirke Skensved går man helst ikke til alters, og derfor har vi sidste år slet ikke noteret nogen altergæster.

De ressourcer, der hermed er frigjort, er i samme periode anvendt til afholdelse af gudstjenester i Jersie Sognehus, der ligger midt i et relativt nyt beboelsesområde ved Jersie Strand. Her er der i årene 2001-2011 afholdt 44 højmesser og forskellige gudstjenester med i alt knap 2000 deltagere eller næsten 45 deltagere i gennemsnit.

Ud over enkelte højmesser er der tale om musik- og spaghettigudstjenester med videre, det vil sige tjenester, der er specifikt rettet imod afgrænsede grupper i sognet. Det synes vi er en god anvendelse af ressourcerne og det tror jeg også de to sognes beboere er enige i.

Og hvis nogen ud over de allerede planlagte gudstjenester ønsker at holde en mere, så gør vi hellere end gerne det. Det er altid bedre at holde gudstjeneste sammen med dem, der ønsker det, end for de fleste, der bare bliver væk.

De gudstjenester, der holdes i fællesskab og med glæder, er nu engang de bedste!