Det hvide snit stortrives i kemisk form

KRONIK: Behandlingen af psykisk syge har gennem historien været præget af menneskelig dumhed, uvidenhed og kynisme. Og det gælder den dag i dag, hvor det hvide snit reelt videreføres i kemisk form

Behandlingen af psykisk syge mennesker gennem tiderne er én lang rædselshistorie, som ikke giver moderne torturmetoder meget efter i grusomhed. I det følgende gives en ultrakort fremstilling af de psykisk syges stilling i samfundet og behandling op gennem Europas historie til i dag.

De gamle grækere var de første, som forkastede overnaturlige påvirkninger (gudernes vrede for eksempel) som årsag til sygdomme, herunder også psykiske sygdomme, og erklærede, at der var naturlige årsager til disses opståen. Deres behandling af psykisk syge var præget af datidens begrænsede viden, men kunne bestå i isolation, diæt og massage.

I Middelalderen, hvis første del jo også generelt var en nedgangsperiode, degenererede lægevidenskaben i Vesteuropa. Kirurgiske indgreb blev overladt til barbererne, og psykisk syge faldt i hænderne på kirkens mænd. Kirken betragtede psykisk sygdom som Guds straf og som en besættelse af Djævelen. Lykkedes det ikke under grov tortur at drive djævelen ud, blev de "besatte" henrettet – ofte brændt på bålet. I slutningen af Middelalderen blev der dog flere steder i Europa oprettet primitive "hospitaler", hvor de psykisk syge opbevaredes – ofte under forfærdelige forhold.

Renæssancen bragte ikke nogen bedring af de psykisk syges forhold. Tværtimod. I den periode opstod den store hekseforfølgelse, hvor enhver, der blot var lidt anderledes end flertallet, af fanatiske gejstlige kunne blive anklaget for hekseri, tortureret og brændt på bålet. Heksebrændingeme fortsatte langt ind i det 17.århundrede. Der blev i dette hundredår bygget flere og større hospitaler for de psykisk syge. Men disse var stort set kun opbevaringssteder, dåre-kister. Nogen egentlig behandling var der ikke tale om.

I det 18. århundrede blev psykiatrien endelig et selvstændigt lægeligt speciale. Man blev efterhånden klar over, at mental sygdom kan have psykiske årsager. Man forsøgte sig også med "psykoterapi". Dette dog af den mere håndfaste slags, i form af "chok-terapi". De terapeutiske chok-metoder, man anvendte, var eksempelvis: Neddykning af patientens hoved i vand, indtil han var ved at drukne. Eller Darwin-stolen (opfundet af Charles Darwins bedstefar): Patienten blev fastspændt i en stol, som blev roteret kraftigt, indtil der sivede blod fra mund, ører og næse.

I det 20. århundrede skete noget nyt. Freud dukkede op med sin psyko-analyse. Det var dog mest dennes teoretiske underlag (Det ubevidste, overjeg'et, fortrængninger), der var revolutionerende. Psykoanalysen viste sig så tidkrævende, at den hurtigt blev opgivet igen af de fleste psykiatere. I stedet kastede man sig over nye chok-terapier, som afløsning for de gamle metoder med drukning, roterende stole og langvarige kolde "bade".

Den første af de nye behandlinger var fremkaldelse af insulin-chok: Man indsprøjtede så store mængder insulin i "raske" patienter, at deres blodsukker faldt drastisk, så de gik i koma med epileptiske kramper. Mange patienter døde, men nogle blev "bedre" heraf.

En anden, åbenbart mere elegant metode var elektrochok-behandlingen, som begyndte at afløse de andre chok-terapier efter 1938. Herved placerer man en elektrode på begge sider af hovedet og sender strøm igennnem med en spænding på flere hundrede volt. Når det betænkes, at de svage spændinger, nervecellerne arbejder med, er på nogle få hundrededele volt, er det jo forståeligt, at denne procedure er "effektiv".

En ulempe ved elektrochok var, at patienterne ofte fik brud på rygsøjle, arme eller ben af de voldsomme kramper. Så nu forbehandler man med eurare, et stof, som lammer den tværstribede muskulatur. I dag er det derfor kun den følsomme hjerne, som mærker den fulde effekt af el-chokket. (Elektrochock er forbudt eller stærkt indskrænket i brug i flere af Europas lande. I Danmark bruges behandlingen i stigende omfang). En anden endnu mere radikal behandling kom til i disse år: Den præfrontale lobotomi eller det hvide snit. En portugisisk neurolog Egas Moniz havde på en lægekongres i 1935 hørt om et forsøg på aber, hvor man havde overskåret forbindelsen mellem den forreste (frontale) del af hjernen og den øvrige hjerne. Disse dyr var blevet mere rolige. Moniz skyndte sig hjem fra kongressen og fik en neurokirurg til at foretage dette indgreb på 20 psykiatriske patienter. Efter indgrebet sendte han en reservelæge over på afdelingen for at tilse de opererede. Reservelægen refererede tilbage, at syv patienter var blevet "rolige", syv var "mærkelige" og seks var blevet "helt sindssyge".

Moniz var tilfreds med resultatet, skrev en videnskabelig artikel herom, hvorefter denne behandling bredte sig som en steppebrand over hele verden. Alene i USA blev der i de følgende år udført cirka 50.000 lobotomier. Efterhånden viste det sig, at indgrebet havde alvorlige følger. Patienternes personlighed ændredes. De mistede deres dømmekraft og sociale evner, blev irritable og ufølsomme, ukoncentrerede, initiativløse og kunne ikke passe et arbejde.

Med fremkomsten af de nye psykofarmaka i 1950'erne svandt interessen for lobotomien heldigvis hurtigt igen. For nu havde psykiaterne endelig fået effektive midler i hænde: Med bare nogle få piller kunne man nu pacificere urolige, råbende, voldsomme patienter, så de blev rolige og føjelige. Kemikaliebehandlingen af psykisk syge var så effektiv, at den blev altdominerende.

Tidligere tiders energiske forsøg på at restrukturere patienternes hverdag under indlæggelsen (tidligt op om morgenen, sysselsætning dagen igennem, gerne med korporligt arbejde) og god og menneskelig kontakt til plejepersonalet tog man efterhånden mere og mere let på. Psykoterapi blev en by i Sibirien, men dette ligger jo også uden for de fleste psykiateres kompetence-område.

Men helbreder de så, disse psykofarmaka? Ja, i en tid hvor der er sket forbløffende fremskridt inden for snart sagt alle andre lægelige specialer, er behandlingen af psykisk syge blevet ringere og ringere. Lidt statistik belyser dette:

80-90 procent af alle med længerevarende psykiske lidelser ender med en førtidspension, og antallet stiger stadig. 80-90 procent af alle indlæggelser på en psykiatrisk afdeling er genindlæggelser. Psykiaterne kalder disse patienter "svingdørspatienter". Der bliver flere og flere kriminelle psykisk syge. Årsagen er helt oplagt, at mange patienter er så fortumlede og uligevægtige af deres psykofarmaka "behandling", at deres kontrol over affektreaktioner er nedsat. På trods af "adækvat"-behandling begår mange psykisk syge selvmord straks eller kort tid efter udskrivelse. Antallet af tvangsfikseringer af indlagte psykisk syge er så stort på danske psykiatriske afdelinger, at Danmark to gange har modtaget en officiel misbilligelse herfor af det internationale samfund.

Hvad er årsagen til disse forrygende dårlige behandlingsresultater? En grundlæggende årsag er, at psykiaterne åbenbart helt har glemt, at det er rigtige, levende mennesker, de behandler. De anskuer udelukkende patienterne som individer, hvis hjernekemi er i ulave.

Hvad angår den kemiske behandling er det jo tydeligt, at moderne psykofarmaka i mangt og meget virker på samme måde som en lobotomi. Man kan således tale om en slags kemisk frontal lobotomi. Den mest skadelige af de personlighedsændrende virkninger er den apati, som mange psykofarmaka-behandlede patienter udviser, og som undertiden er så udtalt, at disse mennesker må henleve resten af deres tilværelse i et psykiatrisk bofællesskab eller på plejehjem.

Konklusionen må være, at behandlingen af psykisk syge gennem tiderne har været præget af menneskelig dumhed, uvidenhed og kynisme uden smålig skelen til, at behandlingsmetoderne ofte var direkte skadelige og tortur-lignende. Og det gælder den dag i dag. Men uvidenhed er ingen undskyldning i dag. Vi, den danske befolkning, må derfor nu forlange af vore politikere, at der foretages en tilbundsgående revision af behandlingen af vore psykisk syge, så den når op på en standard, vi kan være bekendt.

Herluf Dalhof er speciallæge i almen medicin.