Prøv avisen

Det islamiske menneskesyn er mangfoldigt

KRONIK Den offentlige debat afspejler sjældent, at islam faktisk rummer en livsbekræftende filosofi, der ikke på nogen måde står i modsætning til danske værdier og traditioner

Et lille højtråbende mindretal blandt muslimer har med deres markante udmeldinger sørget for, at islam af mange ses som et rigidt, dogmatisk lovsystem, der ikke levner rum for personlig refleksion og stillingtagen.

Men mennesket er Guds skabning og kan derfor kun forstås i forhold til Gud og til den øvrige skabelse. Gud skaber ud af intet, og universet er skabt til at eksistere i overensstemmelse med den gudgivne lovmæssighed og skal engang vende tilbage til Gud. Vejen mellem skabningens oprindelse og mål kaldes "sharia".

Et nøglebegreb til forståelsen af islam er "tawhid" (énhed), der ud over at indikere Guds absolutte énhed også rummer en forståelse af Guds skabelse som en harmonisk énhed – ikke en kedelig, ensartet masse, men en mangfoldig og dynamisk helhed.

Et andet nøglebegreb er "zawj" (par). Overalt i universet findes der parvise energier: Mandligt og kvindeligt, legeme og sjæl, kærlighed og had, varme og kulde, lys og mørke, viden og uvidenhed, tilladt og forbudt ... De enkelte par kan dog kun forstås i forhold til hinanden, de er uløseligt forbundne og danner tilsammen et hele. For menneskenes vedkommende betyder denne forbundenhed, at mand og kvinde er skabt i indbyrdes afhængighed, ansvar og forpligtelse.

Det arabiske ord "dîn" (tro) betyder "at stå i gæld til". Mennesket står i gæld til Gud og kan – ved at underkaste sig Gud og Hans vejledning – se frem til et liv i evig lyksalighed i det Hinsidige. Ordene "islam" og "muslim" indikerer, at der er tale om en aktiv hengivelse og accept af Gud og Hans vejledning. Kun igennem en sådan hengivelse til Gud kan mennesket opnå den altomfattende fred, der er islams endelige mål: fred med sig selv, fred med Gud og fred med omverdenen.

Mennesket indtager en særstilling blandt det skabte, idet det er væsensforskelligt fra alt andet. Gud "blæser af Sin ånd (ruh) i fosteret", hvorved mennesket får kimen til fornuft og intellekt, som det skal udvikle bedst muligt og drage mest mulig nytte af til gavn for skabelsen og det fælles bedste. Mennesket er forpligtet til at træffe forskellige valg i tilværelsen og til konstant at udvikle sit selv. Guds ånd skaber en nær forbundenhed og gensidighed mellem skaberen og skabningen.

Det onde har ifølge Koranen allerede manifesteret sig før og ganske uafhængigt af syndefaldet, der faktisk slet ikke er et syndefald i bibelsk forstand, men snarere en oplæring i anger og bøn om tilgivelse for den, der – i et øjebliks svaghed eller med fuldt overlæg – trodser Guds vejledning. Gud er tilgivende og barmhjertig over for den angrende – og visker derved tavlen ren.

Der sker altså ikke et afgørende brud mellem Gud og mennesker. Gud tilgav Adam og Eva og sendte dem til jorden "for en tid" – og med tilbørligt sikkerhedsnet i form af vejledning til en række håndplukkede profeter og sendebud. Mennesket er nemlig skabt til at tjene/forvalte skabelsen i Guds sted – eller rettere: skabt til at tjene/tilbede Gud ved at tjene/drage omsorg for skabelsen.

Tro kan derfor ikke stå alene, men bør opfølges af handling. Gode handlinger gavner skabelsen og er hverken ligegyldige eller overflødige. Menneskene bør konstant søge at opretholde det gode og nyttige samt undgå det onde og skadelige – ikke kun for sig selv, men for det fællesskab, man tilhører: familien, samfundet, menneskeheden og skabelsen som sådan. Hver enkelt skal på ansvarlig vis yde sit bidrag til det fælles bedste.

Handling alene er dog ikke nok til, at menneskene kan nå deres bestemmelse og endelige mål. Selv Profeten Muhammad kommer – efter eget udsagn – ikke i Paradis uden at være dækket af Guds nåde fra isse til fod. Menneskene skal derfor ikke handle for at retfærdiggøre sig selv eller for at sikre sig en plads i Paradis, men af kærlighed til Gud og mennesker.

De, der af bekvemmelighed eller ligegyldighed undlader at bidrage konstruktivt til fællesskabet, bliver sammenlignet med umælende dyr, der instinktivt følger flokken og ender med at bringe sig selv i fordærv. De, der bevidst vælger ikke at handle til gavn for det fælles bedste, er vantro (kafir) slet og ret – uanset deres religiøse tilhørsforhold i øvrigt.

Den frihed, mennesket får ved, at Gud blæser af Sin ånd i fosteret, og som betyder, at mennesket kan sige nej til at leve, som Gud vil det, er imidlertid forbundet med ansvar – et ansvar, som mennesket ikke kan løbe fra. Hver eneste skal på dommedag stå til ansvar for sine handlinger og undladelser.

For at være i stand til at løfte opgaven og ansvaret som "khalifa", som forvalter af skabelsen, har mennesket brug for den vejledning, Gud har sendt i form af åbenbaringer til en lang række profeter. Og som fornufts- og etiske væsener forstår menneskene fra naturens hånd det rigtige i de begrænsninger, Guds vejledning indeholder for deres gøren og laden.

Satan vil imidlertid altid være der til at friste menneskene bort fra den rette vej. Derfor er der brug for "jihad" – for en kontinuerlig kamp og stræben for at overvinde egne svagheder og destruktive tendenser. Man skal styre sine lidenskaber – ikke lade sig styre af dem.

Mennesket vil blive udsat for trængsel og prøvelse, men får at vide, at Gud ikke lægger større byrder på den enkelte, end hun/han kan bære – og at der følger lettelse og befrielse med enhver vanskelighed eller prøvelse. Menneskene kan – ved Guds hjælp – vende det negative til noget positivt. Siger man JA til Gud og tro, kan man udrette det utroligste, og man vil blive båret "fra ét åndeligt stadie til et andet."

De islamiske lærde har altid haft forskellige opfattelser af, hvordan man skal forstå forholdet mellem det forudbestemte og den frie vilje. At menneskets handlinger og skæbne skulle være forudbestemt af Gud indtil mindste detalje, er en idé, som ikke har belæg i Koranen. Det giver ingen mening at tro, at Gud har givet mennesket forstand og handlefrihed – for derefter at forudbestemme alle dets handlinger indtil mindste detalje. Hver eneste handling får derimod en konsekvens, og det er denne konsekvens, Gud har forudbestemt og meddelt os via åbenbaringer til en række profeter.

Det giver heller ingen mening at tro, at Gud, der er kærlig, nådig og barmhjertig, skulle forudbestemme, at nogle af Hans skabninger skulle være onde – og efterfølgende stille dem til regnskab og straffe dem for en ondskab, de ikke selv har kontrol over.

Gud har dog forudbestemt den enkeltes livslængde, og der er naturligvis også andre hændelser, mennesket ingen indflydelse har på, som for eksempel naturlovene. Menneskene kan ikke lave om på dagenes og årstidernes skiften – eller på jordens, solens og månens kredsløb, men er nødt til at acceptere – og indrette sig efter – det mønster, Gud har skabt. Det enkelte menneske har ej heller indflydelse på, hvilke omstændigheder det fødes ind i.

Men eftersom mennesket er væsensforskelligt fra den øvrige skabelse, har det mulighed for at vælge mellem det gode og det onde, det rigtige og det forkerte – og har således til en vis grad indflydelse på, hvorledes dets liv og skæbne vil forme sig.

Alt stammer fra Gud, alt tilhører Gud – og til Gud skal alt vende tilbage. Mennesket kan derfor kun forstås i forhold til Gud og til den øvrige skabelse. Menneskets ansvar og forpligtelse gælder både i forhold til Gud og i forhold til mennesker, dyr og natur – og begge veje er der tale om gensidighed.

"Kamp må der til, skal livet gro ...", skrev H.V. Kaalund. Det islamiske menneskesyn fordrer menneskets konstante, aktive medvirken. Tilværelsen bliver meningsløs, hvis man ikke har et aktivt og ansvarligt forhold til samfundet og naturen. Der skal igen og igen handles og træffes valg, og kun ved at udnytte de evner, der gør det væsensforskelligt fra den øvrige skabelse, bliver mennesket et virkeligt menneske, et eksisterende menneske – og heri ligger en direkte parallel til Søren Kierkegaards eksistensfilosofi.

Aminah Tønnsen er foredragsholder og forfatter til flere bøger om islam, bl.a. "Islam i europæisk klædedragt" (Fremad 1998) og "Islam – tro og livsforståelse" (Gyldendal Uddannelse 2003)