Prøv avisen
Kronik

Det jødiske liv er styrket på trods af tabet af Dan Uzan

I tiden efter angrebet uden for synagogen for et år siden oplevede det jødiske samfund den massive støtte, kærlighed og opbakning, som det store danske samfund viste os. Dette angreb på dansk jødedom var nemlig ikke kun et angreb på en religiøs minoritet, men i virkeligheden snarere et angreb på danske værdier, skriver dagens kronikør

Da jeg overtog stillingen som rabbiner i Det Jødiske Samfund for halvandet år siden, havde jeg ingen anelse om, hvad det følgende år ville bringe.

Det var dog ikke sådan, at jødiske danskere ikke kunne forestille sig, at blodige anslag kunne ske her. Allerede i 1980'erne oplevde vi terror mod synagogen - dengang heldigvis kun med materielle skader, og siden da har vi haft vagter ved synagogen.

Anslag mod jøder har fundet sted i Europa flere gange, blandt andet i Paris og Bruxelles, så vi var selvfølgelig forberedt på, at noget sådan også kunne ske her i Danmark. Af samme grund havde vi, som vi plejer ved arrangementer, en vagt til stede ved synagogen den 14. og den 15. februar 2015, som betalte den højeste pris for at beskytte os.

I dagene og ugerne efter angrebet oplevede jeg og det øvrige jødiske samfund den massive støtte, kærlighed og opbakning, som det store danske samfund viste os.

I dagene og ugerne efter udåden modtog vi gæster fra mange jødiske menigheder i udlandet. Repræsentanter for menigheder, der selv havde været udsat for terror og mord. Disse gæster blev alle som én bevæget over at opleve det massive blomsterhav foran syngogen i Krystalgade. De berettede, at de desværre ikke havde oplevet samme opbakning efter angrebene i deres hjemlande.

Personligt vil jeg aldrig kunne glemme en kvinde, der stoppede mig på gaden ved synagogen. Hun så på mig med tårer i øjnene og sagde: ”Jeg er så ked af, at en jøde er blevet dræbt, og at Danmark ikke denne gang formåede at passe på sine jøder.”

Så på mange måder kom jeg til at føle, at dette angreb på dansk jødedom ikke kun var et angreb imod Danmark, men i virkeligheden snarere var et angreb på danske værdier.

Jeg og andre i menigheden er utallige gange siden misgerningen i februar blevet stillet spørgsmålet om, hvordan vi har det, og hvordan vi tackler hverdagen i det jødiske samfund i kølvandet på terrorangrebet.

Og naturligvis har angrebet fyldt og fylder stadig meget i vores bevidsthed og hverdag. Det Jødiske Samfund er en lille menighed, og de fleste kendte Dan Uzan. Han var vokset op i menigheden, havde gået på den jødiske skole, og han været en del af menighedens frivillige vagtordning gennem mange år. Mordet på Dan var derfor ikke kun en tragedie og et tab for familien og vennerne, men for hele det jødiske samfund.

Men på trods af udåden går livet jo videre, og det skal gå videre. Der er stadig gudstjeneste hver dag i synagogen, og der er fortsat fester og arrangementer i den jødiske menighed. Deltagerantallet ved disse er ikke gået ned, vi har tværtimod oplevet, at flere mennesker end tidligere har fundet vej til synagogen ved helligdagene. Og menigheden har ej heller - som for eksempel i Frankrig - oplevet, at folk i større antal er flyttet fra landet på grund af stigende antisemitisme.

Den overvejende del af vore medlemmer er naturligt rystede over det hændte. De er dybt påvirkede af den grusomme begivenhed - og bevægede over det omgivende samfunds varme svar på ugerningen. Rystede over, at en hyggelig og rar kæmpe som Dan Uzan blev fældet af terroristens kugler i det fredelige og rolige Danmark, vi alle kender. At jeg personligt ikke oplever en ”før og efter terroren-erkendelse”, skyldes nok, at jeg er opvokset i Israel, hvor befolkningen dagligt må leve med terror.

Vi har været udsat for for en forfærdelig begivenhed, men det er noget, som vi som jøder desværre er vidende om kan forekomme. Gennem det seneste år har jeg følt, at min rolle som rabbiner har været at styrke jødisk liv endnu mere og ikke at lade terroren sætte dagsordenen.

Terroristerne ønsker, at vi alle skal være bange. De ønsker vores opmærksomhed hele tiden. Når medierne er fyldt med historier om Daesh og Boko Haram, jubler terroristerne. Det værste for terroristerne ville være, hvis vi ignorerede dem.

Selvfølgelig skal myndighederne og især efterretningstjenesterne gøre alt det, de kan, for at bekæmpe terror, men vi skal som almindelige borgere i så høj grad som muligt forsøge at leve uden den angst for terror, som har præget Europa de seneste år. Vi i det jødiske samfund har valgt at gå i en anden retning og være proaktive i at skabe debat og sammenhold med alle borgere.

Mange mennesker, fra politikere over journalister til almindelige borgere, har fortalt mig, hvor stort indtryk Dans far, Sergeot Uzans budskab om fred og forsoning midt i hans store sorg har gjort på dem.

Jeg gik sammen med Sergeot, da der var fredsring rundt om synagogen, og han takkede personligt hver eneste person, der var mødt frem.

Digteren Yahya Hassan kom hen til Sergeot. Han havde behov for at sige undskyld på egne vegne - som muslim. Sergeot pegede mod Hassans hjerte og sagde, at han ikke skulle undskylde, for han havde ikke gjort noget forkert. Og Sergeot tilføjede, at han skulle være sig selv.

Det er på denne helt særlige måde, at familien Uzan har inspireret os alle; vi skal forholde os til angrebet uden hævn og uden had, vi skal være os selv og styrke de værdier, vores demokratiske samfund repræsenterer.

Der er nu gået et år siden misgerningerne, og når jeg tænker på alle de følelser og tanker, som jeg har omkring det hele, så er det, der fylder mest, mit savn af Dan. Vi mangler ham.

Tabet af Dan er stadig ubærligt, men fællesskabet er blevet styrket, og vi går fremtiden positivt i møde. Som der står i Ordsprogene (2:21) (i den jødiske Mishnah, red.): ”Rabbi Tarfon siger: Det påhviler dig ikke at fuldende det hele værk, men du har heller ikke frihed til at unddrage dig derfor. Det er ikke kun op til os at garantere en positiv fremtid, men vi skal hver især arbejde og være ansvarlig for at nå dertil.”

Jair Melchior er rabbiner ved den jødiske menighed i Krystalgade i K øbenhavn