At være genert betyder, at man er udsat for noget, der er generende. Det handler om ubehag ved at blive set og være midtpunkt. Hvem skal tale de genertes sag. De gør det ikke selv, fordi de i sagens natur ikke bryder sig om at stå frem. Jeg vil i det følgende gøre mig til talsmand for de generte og forsøge at redegøre for nogle af de vanskeligheder, de dagligt må trækkes med.
Små børn er ofte undseelige og gemmer sig bag deres forældre, hvis der er fremmede mennesker i nærheden. Usikkerhed ved det ukendte får børn til at søge beskyttelse hos dem, de er trygge ved. Skyheden mindskes typisk ved fem-seksårsalderen, men har det med at vende tilbage ved starten af puberteten, hvorefter den glider mere og mere i baggrunden i løbet af voksenlivet, dels fordi nogle ryster undseeligheden af sig, og dels fordi andre gradvist udvikler en strategi til at skjule deres generthed.
De fleste mennesker er fortrolige med, hvad det vil sige at være genert, og har oplevet det i perioder af deres liv. Skuespillere koketterer indimellem med, at de i bund og grund er generte. Men der er langt fra deres generthed til de kvaler, som stakkels Wulfdine må lide under i tv-stykket ”Livsens ondskab”. Der er grader af generthed. Hos nogle få er det en livslang tilstand, som for dem er en livsindskrænkende byrde at leve med.
Den generte er styret af misforhold mellem idealer og virkelighed, paranoia samt frygt for at udstille sig. Han plages af et ideal, som han ikke magter at indfri. Han har forestillinger om, hvordan han socialt burde gebærde sig, men formår ikke at leve op til disse normer. Hans hæmmethed står i kontrast til drømmen om at være udadvendt, frimodig og afslappet; og når han ikke matcher dette selvbillede, indtræder skammen og selvhadet. Voksne har typisk en identitet, der siger dem, at de skal føre sig frem med sikkerhed og selvtillid, og kommer de i en generthedstilstand, lever de ikke op til dette voksenideal. Tyngden af skam er ligefrem proportionalt med afstanden mellem ideal og virkelighed.
Når den generte registrerer, at andre har bemærket hans undseelighed, indtræder paranoiaen. Den skamfølelse, han pines af i sit indre, bliver ubevidst tilskrevet de øvrige i selskabet, og han bliver overbevist om, at de foragter ham lige så meget, som han foragter sig selv. Han projicerer en del af sig selv over på de andre tilstedeværende. Den bly person ser ned på sig selv og tror, at andre i selskabet også ser ned på ham, hvilket er med til at forstærke selvhadet og skammen. Den generte tænker slet ikke på, at de fleste mennesker, der bemærker hans problem, næppe ser ned på ham, men snarere har medfølelse med ham.
At havne i en situation, hvor man føler sig undseelig, aktiverer ubevidst alle de generthedsoplevelser, man tidligere – ikke mindst i barndommen – har haft, og af samme grund er man tilbøjelig til at forbinde generthed med barnlig afmægtighed.
Børn bliver ofte generte, og bliver man pludselig genert som voksen, bringes man umærkeligt i en tilstand, hvor man føler sig som et barn på ny. Barndommens generthedsfølelser bliver virkeliggjorte, og man føler sig pludselig ikke-voksen og gør, hvad man kan for at skjule sin blufærdighed for ikke at virke usikker og ude af kontrol med situationen.
Ulykkeligvis bliver den mentale tilstand ofte afsløret på grund af kropslige reaktioner. Legemet har sin egen autonomi, som er uden for viljens kontrol, og generthed bliver ofte ledsaget af rødmen eller udbrud af sved, ligesom der kan indtræde flakkende blik og stammende tale, som er den definitive afsløring af, at man ikke er situationen voksen.
Det kan på sigt udvikle sig til vedvarende frygt for at rødme (erythrofobi), således, at man bliver dobbelt ramt, dels af ubehaget ved selve rødmesituationen og dels af den konstante frygt for, at man i sociale situationer måske vil komme til at rødme. Den indre anspændelse kan komme til at afspejle sig i ansigtsudtrykket. Det kan blive umuligt at styre sin mimik, og et smil kan stivne i en forkrampet grimasse.
Den generte er pinligt klar over sit ”handicap” og misunder dem, der ser ud til at være frimodige, samtidig med at han ser ned på dem, der er mere generte end ham selv. Hans måde at vurdere andre mennesker på bliver endimensionel og kommer let til at dreje sig om, hvorvidt der er andre i selskabet, der er generte.
Mennesker bliver bedømt ud fra en skala: Er de generte eller ej og i givet fald, hvor generte er de?
Den sky og hæmmede lider under sin ufrivilligt tilbagetrukne tilstand. Men i sit indre kompenserer han for sine vanskeligheder og drømmer om at optræde dristigt og selvsikkert over for et stort publikum, hvor han nyder sin frigjorthed.
I hemmelighed tager han revanche for sine sociale nederlag og fantaserer sig til en optræden, hvor han udfolder sig så elegant, at han bliver beundret af de andre tilstedeværende. Den ene side af medaljen er den åbenlyse skyhed, og den anden side af medaljen er den skjulte ekshibitionisme.
Jo mindre frygt man rummer, jo mere er man i stand til at vise andre, hvem man er, og jo større livsudfoldelse og tilfredshed har man mulighed for at opleve. Er man sky over for det modsatte køn, har det ofte rod i skræk for at stå ved sine romantiske og seksuelle længsler af frygt for at blive latterliggjort.
Den generte er bange for at blive ”set” af andre, fordi han frygter, at han bliver såret, til grin og foragtet, hvis andre ser, hvad han rummer. Det er en defensiv strategi, som ”forslåede” mennesker ubevidst benytter for at overleve mentalt.
Selvom det er pinefuldt at være genert, er en hæmmet adfærd en beskyttelse mod noget, som man forestiller sig ville være endnu værre efter devisen hellere genert end gjort til grin og udstødt og set ned på. Et psykisk symptom – hvor belastende det end er – er som regel et værn mod noget, man tror ville være en ren katastrofe.
Generthed kan blive så udpræget, at det nærmer sig social fobi. Den generte, der sidder sammen med andre ved et bord eller i en togkupé, kan føle sig låst fast. Han er lænket til samme plads i en social situation, hvor han ikke kan skjule sig.
Han er intenst optaget af at undgå at blive bragt i centrum, frygter at alles øjne rettes imod ham og venter blot på en upåfaldende lejlighed til at forlade selskabet, så at han kan slippe ud af det pinefulde ”helvede”. I mild form kan det minde om det ubehag, som publikum kan opleve, når en entertainer beder om at få en gæst op på scenen for at komme videre med sit show. Mange håber, at de ikke bliver udpeget og bliver lettede, når de erfarer, at de undgik at blive valgt.
De frigjorte er ikke mere modige end de generte. De er blot mindre bange. Kun få indrømmer, at de er generte, og at de indimellem helst vil gå i et med tapetet. Et er at lide under generthedens byrde, noget andet er at forsøge at skjule sit handicap for omverdenen.
Den generte skilter ikke med sin generthed, for gjorde han det, var han ikke genert. Han gemmer sig og føler sig anbragt i et imaginært fængsel; og eftersom det er et menneskeligt særkende at have behov for at blive set, er den generte fanget i et uløseligt dilemma: Han længes efter at blive ”set”, samtidig med at han er rædselsslagen for, at det skal ske. Generthed er en ”overset” lidelse, og den generte lider i stilhed.