Det kirkelige fællesskab mellem Grønland og Danmark

I anledning af 10-året for indførelsen af selvstyre i Grønland i fredags stiller kronikør Erik Balslev-Clausen spørgsmålet, om det er folkekirkens stiftsråd, der skal gå sammen om at finde nye veje for fællesskabet mellem kirkeliv i Grønland og Danmark

Hvor meget vi ved om kirken i Grønland, som fortsat er det 11. stift i den danske folkekirke, også selvom administrationen af den grønlandske kirke blev hjemtaget for en menneskealder siden i 1979 som et af de første områder i forbindelse med hjemmestyrets indførelse, spørger Erik Balslev-Clausen i kronikken.
Hvor meget vi ved om kirken i Grønland, som fortsat er det 11. stift i den danske folkekirke, også selvom administrationen af den grønlandske kirke blev hjemtaget for en menneskealder siden i 1979 som et af de første områder i forbindelse med hjemmestyrets indførelse, spørger Erik Balslev-Clausen i kronikken. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

I år er det 10 år siden, at Grønland opnåede selvstyre inden for rammerne af Rigsfællesskabet, og det er 40 år siden, at Grønland fik hjemmestyre tilbage i 1979. Der er al god grund til at ønske det grønlandske samfund til lykke med, at det i stigende grad overtager samfundsområder. I Grønland er meningerne delte, når det gælder målet for denne proces, og der kan lyde bebrejdende ord til de grønlandske politikere om, at det hele er gået for langsomt gennem de sidste ti år. Men den politiske drøm kommer til udtryk i overskriften over en nylig holdt kongres i Nuuk med adresse primært til erhvervsfolk og politikere: ”Politisk selvstændighed og økonomisk uafhængighed.”

Udfordringerne er fortsat store for det grønlandske samfund, men igen er det kun de mest spektakulære nyheder, som når offentligheden i Danmark. Senest har det været så forskellige emner, som overgreb på børn og finansieringen af store lufthavnsudbygninger.

På det første område har man fra grønlandsk side anmodet den kommende statsminister i Danmark om hjælp, og på det andet område kom den afgående statsminister til undsætning for at imødegå kinesisk indblanding og storpolitiske forviklinger.

Det sidste er aktuelt nok i forvejen med de internationale spændinger omkring fordelingen af kontinentsoklen under nordpolens smeltende ismasser. Hertil kommer så andre temaer som drømmen om grønlandsk minedrift, som kan skabe økonomisk bæredygtighed, for ikke at tale om udviklingen af turismen uden at skade miljø eller de sårbare små lokalsamfund.

På denne baggrund kan vi så her i Danmark spørge, hvor meget vi ved om kirken i Grønland, som fortsat er det 11. stift i den danske folkekirke, også selvom administrationen af den grønlandske kirke blev hjemtaget for en menneskealder siden i 1979 som et af de første områder i forbindelse med hjemmestyrets indførelse. Kirken i grønland administreres nu under selvstyret, men er med sine 94,4 procent af den grønlandske befolkning en del af folkekirken i Grundlovens forstand og understøttes som sådan af Grønlands selvstyre i henhold til paragraf 1 og 2 i ”Inatsisartutlov nr. 9 af 19. maj 2010 om Kirken”.

I FORBINDELSE MED de to nævnte jubilæer kan der nu være grund til en besindelse på den aktuelle situation med henblik på fremtiden og med et tilbageblik på forudsætningerne.

Grønlands og Danmarks historie er uløseligt knyttet sammen, ikke alene på grund af den fælles historie, men også på grund af de mange familie- og venskabsbånd, som knytter de to folk sammen. Grønlands nyere historie står i gæld til præsten Hans Egede, hans familie og hans efterfølgere, som fra starten udviste stor respekt for den grønlandske befolkning, som formåede at overleve under ekstreme forhold på den yderste grænse af eksistensvilkårene. Den fælles historie rummer både lyse og mørke sider. Det ved vi alt for godt, men der er i dag ingen grund til at blive hængende i de mørke sider. Der er mørke sider i ethvert folks historie, også det danske. Lige fra starten i 1721 har det været afgørende, at det grønlandske sprog blev bevaret som hverdagssprog med dets nuancerede ordforråd til beskrivelse af fangstdyr og natur, men samtidig blev det grønlandske sprog bevaret i forbindelse med gudstjenesteliv og undervisning. At det grønlandske sprog blev bevaret på den måde, er en forudsætning for, at det i dag kan være kulturbærende og baggrund for, at Grønland kan indtage en ledende position i det cirkumpolare inuitfællesskab.

På det kirkelige område op gennem 1700-tallet og 1800-tallet skete der en udvikling båret af grønlandske kateketer og danske præster. For de sidstnævnte ofte under store sproglige vanskeligheder og elendige boligforhold. Mens de danske præster oftest opholdt sig i Grønland en begrænset årrække, så var kateketerne en del af den grønlandske befolkning, og de blev på den måde primært bærerne af kirke og kristendom.

1905 blev et skelsættende år for den grønlandske kirke med en ny lov for kirke og skole i Grønland. Undervisning af kateketer havde foregået i Grønland siden Hans Egedes tid, og allerede i 1849 blev der oprettet to egentlige seminarier, et i Nuuk og et i Ilulissat.

Seminariet i Nuuk fik blivende betydning for hele Grønland og blev i forlængelse af loven af 1905 udbygget til den kulturinstitution, som det har været siden med undervisning frem til det, vi i dag vil kalde bachelorniveau – og dermed forudsætning for et relativt højt uddannelsesniveau i Grønland og basis for det politiske liv, som er bagtæppet for Grønland i dag.

Frem til hjemmestyrets overtagelse af administrationen af kirken var der en lang tradition, som gik helt tilbage til Hans Egedes tid. Den gik ud på, at danske teologer i København under eller efter studiet kunne modtage undervisning i grønlandsk sprog og kultur som regel ved en præst, som selv havde virket en årrække i Grønland.

Disse præster, som efter årene i Grønland vendte tilbage til Danmark, kom til at virke som en form for ambassadører for fællesskabet mellem Danmark og Grønland på baggrund af deres erfaringer og mange venskabsbånd. For blot at nævne en, kunne det være Mads Lidegaard, kendt fra højskoleverdenen og som fremragende folkelig formidler. Han var oprindelig dansk uddannet teolog og præst i Grønland, og når hans søn politikeren Martin Lidegaard (R) i dag beskæftiger sig så kompetent med de grønlandske forhold og de storpolitiske forviklinger omkring Arktis, kan det ses som en prægning fra familiens tilknytning til det grønlandske.

DET VAR FOR NYLIG fremme i medierne på baggrund af en undersøgelse, at danske unge mangler kendskab til det moderne Grønland. Desværre må det nok også siges at gælde generelt, at viden i Danmark om de kirkelige forhold i Grønland i dag er forsvindende lille, og meget af den viden, som vi mener at have, er forældet og fortidig. Så spørgsmålet er: Hvad kan vi gøre ved det? Almindelig søgning på nettet giver ikke de helt store resultater. Kirken i Grønland har sin egen hjemmeside, som meget godt informerer om de kirkelige forhold med kirkens opbygning med 17 præstegæld, tre provstier og en biskop.

Et besøg på hjemmesiden giver også indblik i en grundig vejledning i diakoni for de grønlandske menigheder.

Gejstligt og almindeligt tilsyn med kirken og dens ansatte ligger hos biskoppen, hvor det har ligget trygt i de nu snart 25 år, Sofie Petersen har beklædt denne post.

Men hvis vi leder efter samarbejde på det kirkelige område mellem Grønland og Danmark, så giver nettet ikke så meget. Et besøg på folkekirken.dk afslører, at biskoppen over Grønlands Stift deltager i de danske bispemøder som biskop over folkekirkens 11. stift og indimellem får mulighed for at orientere om nyt fra kirken i Grønland.

Der er da også enkelte kirkelige organisationer, som arbejder i Grønland, som det er tilfældet med Bibelselskabet og Sømandsmissionen.

Men hvor er kontaktpunktet mellem kirkeliv i Grønland og Danmark? Om halvandet år i 2021 er det 300 år siden, at Hans Egede, Gertrud Rasch og deres børn ankom til Håbets Ø uden for Grønlands nuværende hovedstad, Nuuk.

I Grønland er man allerede begyndt at budgettere med fejringen af 300-året.

Hvordan er det i Danmark? Nu hvor den mellemkirkelige forpligtelse ligger hos stiftsrådene, ville det være nærliggende, at de gik sammen om at finde nye veje for fællesskabet mellem kirkeliv i Danmark og Grønland.