Noget af det mest frustrerende ved at være forfatter til en bog som for eksempel Dit kompetente barn er den gamle sandhed, at læseren altid har det sidste ord. I forhold til denne bog er der endvidere sket det, at nogle af dens læsere selv er blevet forfattere og har brugt og misbrugt bogens tanker og synspunkter til eget formål.
Et eksempel på dette er følgende sætning: Meget af det, vi har forstået som god og nødvendig opdragelse, er enten overflødigt eller direkte skadeligt. Gang på gang oplever jeg, at denne sætning enten bliver brugt imod mig: Du synes jo slet ikke, børn skal opdrages!. Eller bliver taget til indtægt for synspunkter, som jeg ikke deler.
LÆS OGSÅ: Førstehjælp til børneopdragelse
Lad mig benytte lejligheden til at slå fast, at jeg aldrig har villet eller kunnet skrive bøger om, hvordan man bedst eller rigtigst opdrager og lever sammen med børn.
Mit ærinde med Dit kompetente barn og de efterfølgende bøger var og er at inspirere voksne, som dagligt oplever, at det, de selv oplever som gode og rigtige måder at opdrage eller undervise på, ikke fungerer for dem. De er frustrerede og når ikke deres mål. Jeg har holdt tusindvis af foredrag, hvor jeg har rådet forældre til at holde fast på deres egen måde at gøre tingene på, hvis de oplever, at den fungerer og ikke at lave om på alting, bare fordi jeg siger noget andet.
Nu kommer en nyudnævnt minister og tager andre nostalgikere i hånden og vil give dagens forældre en røffel, fordi de er dovne og ikke gør deres arbejde! Magen til letkøbt påstand skal man lede længe efter.
Årsagen til denne udmelding er formentlig, at mange fagfolk i vuggestuer, børnehaver og skoler delvis med rette er frustrerede over, at de børn ikke lever op til fagfolkenes forventninger. I en tid, hvor de fleste børn tilbringer flere af deres (vågne) timer sammen med fagfolk end med deres forældre, virker det absurd, at fagfolk og politikere skyder skylden over på forældrene.
Der ser ud til at være tre kerneproblemer, som vi i fællesskab må se at finde en løsning på.
Det ene handler om lederskab. Alle forskere og praktikere, der beskæftiger sig seriøst med institutionel pædagogik og privat børneopdragelse, er enige om, at børn har brug for voksnes ledelse. Der, hvor vandene skilles, er i spørgsmålet om, hvordan denne ledelse skal udøves og med hvilke midler. Jeg er for eksempel ikke uenig i, at børn skal kunne tilpasse sig visse institutionelle normer og regler; at de skal have børstet tænder, vasket hænder og så videre. Opgaven består i at finde måder at gøre det på, som ikke krænker børnenes integritet eller tilsidesætter fundamentale behov.
Det andet problem handler om, at de fleste stadig er tilbøjelige til at lede efter svarene i en gammel rodekasse, hvor autoritær opdragelse udgør den ene pol og fri opdragelse den anden. Denne forældede polarisering har desværre også tendens til at polarisere debatten, så de ikke-autoritære fremstår som romantiske fjolser og de andre som mere gammeldags, end de egentlig selv kan stå inde for.
Det tredje problem er en forældet polarisering mellem voksne og børn. Mange af de såkaldt evidensbaserede opdragelsesmetoder, som udspringer af adfærdspsykologien, handler om de voksnes velbefindende, og andre har børnenes i fokus. Jeg ser derimod gerne, at vi finder måder at opdrage vores børn på, som er optimale for begge parter. Jeg møder i dag ingen, der sætter spørgsmålstegn ved betydningen af empati og anerkendelse, ligeværdighed, autenticitet og personlig ansvarlighed i nære, personlige relationer.
Titlen Dit kompetente barn blev i sin tid valgt både som et modsvar til, hvad traditionel udviklingspsykologi mente om børns eksistens og som udtryk for, at det betaler sig at satse betydeligt mere på dialog, gensidighed og inddragelse end på opdragelse i gammeldags forstand for begge parters skyld.
Jeg har aldrig ment eller skrevet, at børn er omni-kompetente og ved alting selv. Jeg skal ikke afvise, at ordet kompetent er blevet taget til indtægt af nogle få forældre, som har valgt den mindste modstands vej i omgangen med deres børn. Derimod piner det mig, når man bruger det offentlige rum til at kritisere og mistænkeliggøre det store flertal af forældre, som er alt andet end dovne, og som blandt andet er dybt optagede af ikke at gøre deres børn skade.
De, der er blevet forældre siden slutningen af sidste århundrede, lever i en unik historisk periode, hvor de på godt og ondt er henvist til sig selv. De er i ordets egentlige betydning pionerer og har efter min mening fortjent bedre også når en del af deres eksperimenter er mindre vellykkede.
Siden min egen generation blev forældre for snart fyrre år siden med en skråsikker tro på, at alt ville blive godt, hvis vi bare gjorde det modsatte af vores egne forældre og bedsteforældre, er der tilsyneladende sket meget. Så meget, at jeg for eksempel var helt sikker på, at bogen Dit kompetente barn ville blive modtaget med glæde af de voksne. Jeg mente, at jeg formidlede en god nyhed, som ville gøre opdragernes hverdag mere meningsfuld og udbytterig. Sådan gik det kun delvis. Rigtig mange voksne specielt fagfolk blev i stedet bange og rykkede hurtigt i defensiven. Tydeligst på skolerne, men også andre steder. Blandt de mange, der forsøgte at tage bogens budskaber til sig var også en del børnevenlige neo-romantikere, som fortolkede mig ind i deres eget lille univers.
I dag kan jeg konstatere, at udviklingen har været begrænset. Forældre og pædagoger vil i virkeligheden have præcis det samme som mine forældres generation: De vil have magt, kontrol og søde, nemme og velafrettede børn. Sprogbrugen har ændret sig og alle forsøger at nå det gamle mål men på nye måder. De vil selv være søde og rare, ikke hæve stemmerne, ikke anvende vold, og frem for alt vil de ikke nøjes med at være elsket af deres børn. De vil også være populære og have harmoni i familien.
Især i løbet af de seneste 10 år har kombinationen af forskning og nye praksiserfaringer lært os to ting: at personlig ansvarlighed er en central faktor i menneskets sundhed, og at kunsten at træne børns personlige ansvarlighed er en kompleks og vanskelig opgave for voksne. Dette skyldes primært, at det faktisk handler om ansvarlighed og ikke om retten/magten til at bestemme, som børn udtrykker det. Alligevel oplever mange voksne, at det handler om at afgive magt, og de argumenterer interessant nok med børns behov for, at de voksne har magten.
Jeg har aldrig forsøgt at rokke ved forældres magt. Jeg har tværtimod gang på gang understreget forældres overordnede ansvar for relationens kvalitet. Den næsten enevældige indflydelse på denne relation repræsenterer en næsten ubegribelig stor magt.
Mit forslag er, at særligt vi fagfolk sætter alle kræfter ind på at være på forkant med det paradigmeskifte, som uden tvivl venter lige om hjørnet, så vi kan inspirere forældrene til at omsætte det til handling.
Børns udvikling er helt afhængig af forældrenes tillid til dem. Som fagfolk får vi en langt mere konstruktiv rolle i fremtidens pædagogik og børneopdragelse, hvis vi har tillid til, at langt de fleste forældre allerede gør deres allerbedste uanset hvor ofte de kvajer sig målt med denne eller hin ideelle målestok.
Jesper Juul er familieterapeut og forfatter