Det Konservative Folkeparti -- et parti uden indflydelse

arkiv, Connie

De Konservative følger alt for ukritisk efter Dansk Folkeparti, hvilket vil blive forstærket med Connie Hedegaards farvel til dansk politik, frygter Jørn Arpe Munksgaard. Foto: Scanpix. Foto: John Thys / Scanpix

Efter Connie Hedegaards (K) farvel til dansk politik er der igen kommet fokus på det kriseramte Konservative Folkeparti. Et tidligere medlem forklarer her, hvorfor han forlod partiet

Som tidligere mangeårigt og aktivt medlem af Det Konservative Folkeparti er det trods alt med et gran af vemod, at jeg må konstatere, at mit gamle parti efterhånden har degraderet sig selv til et logrende vedhæng til Venstre og Dansk Folkeparti. At især sidstnævnte parti i den grad har fået lov til at eliminere den helt naturlige og afgrundsdybe forskel, som politisk og kulturelt eksisterer og bør eksistere mellem Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, kan i høj grad undre og mane til eftertanke.

Selvom både Lene Espersen og Brian Mikkelsen på det sidste – i forbindelse med regeringens store spareplan – næsten ikke har kunnet få armene ned af begejstring over, at en af partiets mærkesager, nemlig halveringen af dagpengeperioden, er blevet gennemført, er kendsgerningen jo, at De Konservative hverken har lod eller del i denne lovændring.
Ganske vist har man fra konservativ side i længere tid plæderet herfor, men sagen er jo i al sin enkelhed, at dagpengereformen overhovedet ikke var blevet gennemført, hvis ikke Dansk Folkeparti i de sidste timer under forhandlingerne havde banket forslaget på bordet. Hos Venstre og DF havde der hidtil absolut ikke vist sig nogen form for lydhørhed over for de konservative ønsker desangående.

På samme måde forholder det sig jo med det højtprioriterede konservative ønske om afskaffelse af efterlønnen. Da Lene Espersen for ikke så længe siden dristede sig til offentligt at lufte netop dette ønske, blev hun omgående banket på plads af statsministeren, ligesom Pia Kjærsgaard klart lod vicestatsministeren vide, at det kunne hun godt glemme alt om. At skattelettelser også hører til blandt de topprioriterede konservative ønsker, er vist ikke forbigået nogens opmærksomhed. Partitoppen har således – lige siden Bendt Bendtsens tid – som et mantra gentaget, at skattenedsættelser var alfa og omega i konservativ politik.

Stor var glæden derfor også, da Lene Espersen sidste år kunne bekendtgøre, at De Konservative havde fået gennemtrumfet skattelettelser. Men dette skulle imidlertid vise sig at være en stakket glæde. For med den aktuelle spareplan må De Konservative æde den kendsgerning, at lettelserne i topskatten udskydes, og at det samlede skattetryk de facto øges. Der tegner sig med andre ord et klart billede af et parti uden egentlig selvstændig indflydelse – af et parti, som lever af andres nåde.
At denne nåde så for en stor dels vedkommende udgår fra Dansk Folkeparti i form af , at De Konservative har måttet rette ind efter partiet og dermed også har prisgivet grundlæggende konservative ideer og holdninger samt enhver form for borgerlig anstændighed, gør bestemt ikke sagen bedre.
At stræbe efter magten er i et demokrati fuldt legalt, men gang på gang at tilsidesætte principper og overbevisning for at beholde ministertaburetter kan blive et endog meget kostbart offer på ikke blot anstændighedens og troværdighedens alter, men også på det politiske.
Hvad angår udlændingepolitikken, er Det Konservative Folkeparti angiveligt tilhænger af en fast og stram linje. Men i modsætning til Dansk Folkeparti har den humanitære dimension altid været uomtvistelig og af afgørende betydning for konservativ politik på området.

Desværre er det også på dette om- råde lykkedes DF at trække K rundt i manegen, således at det nu åbenbart er blevet spiseligt for K at medvirke til gennemførelsen af en mere eller mindre småracistisk politik dikteret af folk fra DF, hvoriblandt en Morten Messerschmidt angiveligt er dømt for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf. Hertil kommer, at andre fremtrædende medlemmer af DF såsom Mogens Camre og de to præstefætre gentagne gange har fremsat udtalelser og beskyldninger mod udlændinge og indvandrere, som burde være totalt uacceptable for enhver anstændig konservativ.


Da sagen om de irakiske flygtningebørn i sin tid var på dagsordenen, viste politikeren Henriette Kjær ganske vist indledningsvis sit rette konservative sindelag, idet hun gjorde sig til talsmand for en anstændig løsning med mulighed for ophold uden for flygtningecentrene. Men selvom flere undersøgelser og ekspertudsagn klart dokumenterede, at en tredjedel af børnene udviklede psykiske problemer og traumer under de op til niårige ophold i centrene, valgte Henriette Kjær og den øvrige konservative folketingsgruppe at bide enhver form for skam i sig og i stedet lade sig diktere af DF's uanstændige forslag om at tage børnene fra deres forældre og i stedet anbringe dem hos en pleje- eller adoptivfamilie.

At forslaget så ikke blev implementeret, er en helt anden sag; De Konservative havde så rigeligt prostitueret sig.
Også Lene Espersens diffuse forslag om et forbud mod at bære burka i Danmark kan ikke blot tolkes som et knæfald for DF's rabiate antimuslimske holdninger, men må også karakteriseres som et klart brud på et ellers traditionelt konservativt frihedssyn. Hvornår er det blevet god konservativ politik at blande sig i folks påklædning – uanset hvad man i øvrigt måtte mene om den? Men den bagvedliggende årsag er måske det evindelige pres fra DF's side om mere og mere kontrol samt højere straffe. Noget kunne tyde på, at dette er tilfældet, eftersom Lene Espersen i sin tid som justitsminister kraftigt bidrog til en forhøjelse af strafferammerne samt ikke mindst overvågningen i samfundet generelt.
Til trods for at det altid har været god konservativ politik at sikre ro og orden samt en balance mellem individ og fællesskab, må det dog for ægte konservative være en gigantisk kamel at sluge, at deres partileder i så høj grad har medvirket til, at vi i dag lever i et samfund, hvor vi de facto er mere overvågede, end man var i Nazityskland.
Selvom dette kan føres tilbage til den elektroniske udvikling, og selvom nazisterne – om muligt – i sin tid også skrupelløst ville have udnyttet nutidens elektroniske isenkram, burde udviklingen – ikke mindst i konservativ optik - mane til alvorlig eftertanke.

At Det Konservative Folkeparti har været traditionsbevidst og hæget om de væsentlige elementer i dansk kultur, er alment kendt. Dette har imidlertid hidtil ikke forhindret en åbning i partiet over for den stedse tiltagende globalisering, hvilket helt konkret kom til udtryk i den visionære globaliseringspolitik, som blev vedtaget på partiets landsråd i 2006. "Gud, konge og fædreland" var og er umiddelbart ikke længere et afgørende mantra i partiets politik og selvforståelse og vil nok også umiddelbart forekomme de fleste moderne mennesker som værende et ubrugeligt element.
Ikke desto mindre må man konstatere, at partiet med Lene Espersen i spidsen har formået at sætte sig ret så eftertrykkeligt mellem to stole. For den vej i retning af globalisering og orientering i retning af det øvrige Europa, som partiet meget fornuftigt var slået ind på, er man tilsyneladende ved at fortryde et langt stykke hen ad vejen. Hvornår har man sidst – ud over i skåltalerne – hørt De Konservative tale varmt og engageret om det europæiske fællesskab? Hvorfor har man ikke konstant og massivt plæderet for en ophævelse af de skadelige fire EU-forbehold? Skyldes det igen, at man trækkes rundt i manegen af DF?

Under alle omstændigheder kan man konstatere, at der efter Lene Espersens overtagelse af formandsposten og Connie Hedegaards beklagelige farvel til dansk politik er sket en vis relancering af det nationale, det etniske og det religiøse. Måske ikke på så skinger vis, som når Dansk Folkeparti fremturer med sin provinsielle og småborgerlige danskhed, men trods alt nok til, at man får indtryk af et parti, som ønsker at spille på to heste og følgelig kommer til at virke utroværdigt og med en deraf følgende mikroskopisk indflydelse.

Jørn Arpe Munksgaard er lektor og cand.mag.