I dansk politisk kultur er medborgeren en gammel figur, der er gjort adskillige systemskifter med. Ludvig Holberg brugte ordet – som et andet ord for ”næsten” – i 1753. Og rets- og statsvidenskabsmanden Andreas Schytte gjorde i starten af 1770’erne gældende, at betjente i juridiske kontorer mere følte, ”at de ere deres Herrers Tienere, end deres Medborgeres Medborgere”.
Medborgerinden kom til noget senere og gjorde tjeneste en overgang, indtil det blev naturligt, at alle var medborgere, uanset køn. I dag går alle disse medborgere så til valg i deres kommuner – langt de fleste gør det heldigvis – og anerkender dermed deres medborgerskab. Det drejer sig ifølge ordbøgerne om at deltage aktivt i samfundslivet og samfundets udvikling og har ikke nær så lang en historie på dansk. Det har nærdemokrati heller ikke. I hvert fald ikke som ord og begreb.
Nærdemokrati er et af de ord, hvis historie kan være god at tænke med, når man beslutter sig for at sætte sit kryds. Det kan ses som udtryk for nogle håb og bekymringer, der har været så udbredte, at de har sat sig i sproget og er blevet til et ord, som vi alle slæber rundt på uden at overveje, hvilke håb og bekymringer det blev skabt af. Det kan der være grund til at give en tanke på en valgdag.
At deltagelse i kommunalvalg skulle dreje sig om at opretholde, støtte eller fremme nærdemokratiet har kun været tilfældet i et lille halvt århundrede. Udtrykket landede i hvert fald først i sproget omkring 1970 som betegnelse for demokrati, der bygger på, at de enkelte borgere har adgang til at bidrage til beslutninger, som drejer sig om lokalområdet. Samme år lagde en kommunalreform 1300 sognekommuner, 88 købstæder og 25 amter sammen til 275 kommuner og 14 amter. De kommunale fællesskaber blev større, og man begyndte at tale om nærdemokrati. I 2007 skrumpede antallet af kommuner på ny, nu til 98 kommuner og 5 regioner. Og nærdemokratiet er fortsat på manges læber.
Det er ellers et ret underligt ord. Egentlig er der tale om dobbeltkonfekt. Demos, det græske ophav til demokratibegrebet, betyder såvel et (lokal)område som de mennesker, der lever i samme område; og når endelsen -krati tilføjes får man den idé, at magten i et område skal ligge hos de mennesker, som bor i området. Når det alligevel i knapt fem årtier har været almindeligt at bruge præciseringen nærdemokrati, kunne det måske ses som udtryk for, at mange oplever, at deres adgang til at være med til at træffe beslutninger om, hvad der skal ske i deres lokalområde, er ved at glide dem af hænde.
På beslægtet vis kan man tolke ankomsten til dansk i 1992 af ordet civilsamfund som betegnelse for den såkaldt almindelige befolknings aktive deltagelse i det politiske liv, til forskel fra staten og markedet. Skulle ordet indfange noget, som ikke længere var selvfølgeligt? Satte det bogstaver på en bekymring og en længsel?
Bag sådanne ords landing og almene accept i det danske sprog kan man vælge at se en utilfredshed med og en kritik af den måde, det demokratiske liv har udviklet sig på. Andre eller supplerende tolkninger er bestemt mulige. Nærdemokrati kan for eksempel også være en fordansket variant af det amerikanske popular democracy, men det er og bliver et mærkeligt ord, ikke kun fordi der er tale om dobbeltkonfekt, men også fordi det har en hemmelig modsætning, som aldrig er blevet til et ord på dansk: fjerndemokrati. Den amerikanske idé om elite democracy, der bruges som smædeord om det repræsentative demokrati, har ikke vundet indpas på dansk. Det har de lave amerikanske stemmeprocenter heller ikke. Idealet om nærdemokrati går hånd i hånd med høj valgdeltagelse.
Tager man trods alle mærkværdigheder forestillingen om nærdemokrati alvorligt, er det klart, at den handler om mere end valg og repræsentation. Den handler ikke alene om et politisk system, men om et politisk liv, om hvordan vi virker sammen i dagligdagen, hvordan vi taler med og om hinanden. Den lader sig let forbinde med klassiske idéer om borgeren og om politik.
Den klassiske idé om borgeren drejer sig om ligeværdighed. Blandt borgere er der ifølge denne idé hverken undersåtter eller herskere. Politik drejer sig om at diskutere sig til rette i øjenhøjde, fordi man står på lige fod. Det er ikke noget, der stræbes efter, men udgangspunktet for civiliseret samvirke mellem vidt forskellige og hyppigt uenige borgere. Og det er overhovedet ikke let at forene med den udvikling i retning af statslige systemer, snarere end lokalsamfund, som i tiltagende omfang præger kommunerne, hjulpet på vej af i hvert fald den seneste kommunalreform.
Det var ikke mindst et sigte med kommunalreformen at opnå stordriftsfordele. Kommunerne skulle sættes i stand til mest muligt effektivt at producere de størst mulige mængder af ”borgerservice” i form af ”borgernær velfærd”. Sproget er afslørende. Det bygger på et syn på kommuner som produktionsvirksomheder og borgere som en særlig form for kunder i butikken – forbrugere af og genstande for politik, der ikke længere er politik, men policies, hvor en fremgangsmåde er lagt fast, og uenighed og diskussion lagt til side til fordel for såkaldt evidens for, hvad der virker.
Det er livsfarligt for kommunale fællesskaber at tale og tænke sådan om dem, men der protesteres sjældent direkte. Når universiteter omtales som produktionsvirksomheder, er vi mange, der vrisser: Et universitet er ikke en pølsefabrik. Men det er en kommune da heller ikke.
Udviklingen giver sig udslag i en teknificering af mellemmenneskelige forhold, der lige så stille opdeler offenligheden i et fåtal, der styrer – i kraft af knowhow og jargon – og et flertal, der bliver målt, vejet, nudget og styret. Sat på spidsen: Der bliver flere undersåtter, færre medborgere.
Hvordan undgår vi, at kommunen bliver ”systemet”, som nogen har certifikat til at drive, mens andre bliver genstand for det? Hvordan undgår vi, at medborgere degraderes til (lydige eller ulydige) undersåtter? Måske starter det med to sammenhængende erkendelser.
Den første går ud på, at danske kommuner faktisk i vidt omfang har udviklet sig til en slags forlængede statsapparater og velfærdsfabrikker, og at det ikke nødvendigvis er Djævelens værk. Så utiltalende det end kan klinge, er en vis mængde produktionslogik nok på sin plads, hvis biblioteker, daginstitutioner, skoler, omsorg for flygtninge, ældrepleje og så videre skal fungere.
Den anden erkendelse går ud på, at sådanne kommuner i særligt udpræget grad har brug for levende og aktive civilsamfund. Det kræver myndige borgere at have stærke og velvoksne myndigheder. Man kan ikke starte den anden vej. Der findes ingen teknikker, som stærke og velvoksne myndigheder kan betjene sig af for at frembringe myndige borgere, hvis de pludselig skulle stå og mangle dem. Forsøg på at myndiggøre andre kan ikke lade være med at tage udgangspunkt i den opfattelse, at de andre netop ikke er myndige. Så er skaden jo sket.
Myndige medborgere, det må vi selv være, både som ansatte og indbyggere i kommunerne. Det kræver langt mere end at sætte et kryds hvert fjerde år, men den traditionelt høje stemmeprocent er et beroligende signal. Kunne man føle sig overbevist om, at kun et fåtal ser et kommunalvalg som en slags forbrugertilfredshedsmåling, ville det være endnu bedre. De kommunale fællesskaber har brug for politikere, der opfattes og opfatter sig som deres medborgeres medborgere.