Bedsteforældre og tidligere lærere: Det lærte vi af at hjemmeskole vores børnebørn

Så sluttede hjemmeskolen for denne gang for vores to børnebørn. For den seksårige i 0. klasse og den otteårige i 2. klasse. De var hos os én ad gangen på skift hen over ugen i tre uger. Der var højdepunkter, men det har ikke været optimalt, skriver kronikører

Stor respekt for børnefamilierne, der med flere end et barn skal have mange opgaver til at gå op i en højere enhed, skriver bedstemor og pensioneret børnehaveklasseleder Pernille Lykkestrand og hendes mand. De har igennem tre uger haft børnebørn til hjemmeskoling for at aflaste forældrene. (Arkivfoto).
Stor respekt for børnefamilierne, der med flere end et barn skal have mange opgaver til at gå op i en højere enhed, skriver bedstemor og pensioneret børnehaveklasseleder Pernille Lykkestrand og hendes mand. De har igennem tre uger haft børnebørn til hjemmeskoling for at aflaste forældrene. (Arkivfoto). Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Så sluttede hjemmeskolen for denne gang for vores to børnebørn. For den seksårige i 0. klasse og den otteårige i 2. klasse. De var hos os én ad gangen på skift hen over ugen. Så var det lettere både at lave skolearbejde her og hjemme hos forældrene, som samtidig også skulle passe deres arbejde.

Vi har før prøvet det med at undervise, da vi var erhvervsaktive som børnehaveklasseleder og seminarielektor. Naturligvis hjalp vi også vores egen søn med lektierne, da han gik i skole, men hjemmeskole har vi ikke prøvet før.

Det blev til tre uger, hvor den af drengene, der skulle være i skole hos os, blev afleveret klokken 7.30 med skoletaske og fornuftigt tøj til også at være udendørs. I skoletasken var der penalhus, forskellige hæfter med opgaver og naturligvis en computer. Forældrene havde set på forældreintra, hvad der skulle arbejdes med af opgaver, og dér fortalte kalenderen også, hvad der i løbet af dagen var af virtuelle møder. Drengene havde styr på teknikken, kun få gange måtte vi have forældrenes vejledning, især da farfar havde slukket for computeren – den skulle kun lukkes, ikke slukkes.

Efter noget ekstra morgenmad og et møde om dagens forløb gik dagens arbejde så i gang. Ord skulle staves, regneopgaver regnes blandt andet på platformen Campmat, mønstre tegnes og farves, læses i tyve minutter med videre. Undervejs skulle der produceres robotter af papruller, piberensere, knapper, og hvad der eller kunne findes frem. Og en fortælling om robotterne skulle skrives og en lille film blev også skabt. Der skulle også skrives en fortælling om farfar og tages et billede af ham, og der skulle undersøges og skrives om et dyr. Når klassen så mødtes virtuelt, blev der fortalt, læst op og vist, hvad der var blevet skrevet og lavet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der blev blandt andet også dyrket yoga med ”Motor Mille”. Vi spillede også spil og kort. Yatzy og kluns er udmærkede til at træne tal og hurtigregning. Havens fugle blev også fodret, fuglenes navne øvet, hundene luftet og optændingsbrænde til brændeovnen flækket, så brug af økse derved også blev trænet.

Et højdepunkt var det, når der skulle være virtuelt møde med klassen. Læreren eller børnehaveklasselederen sagde godmorgen og repeterede to vigtige færdigheder, at eleverne kunne trykke på knapperne for at række hånden op, tænde for sin mikrofon og også lukke ned, når en anden elev skulle til.

Men hvor var det dejligt at opleve, hvordan der blev dialog, hvor alle kom til at fortælle, hvor eleverne stillede spørgsmål, og hvor de voksne, der styrede det hele roligt, dygtigt og myndigt, gjorde, at alle fik en god oplevelse. Børnehaveklasselederen havde sin guitar ved hånden, eleverne slukkede deres mikrofoner og sang fint med på dagens sange.

På skærmen fyldte hver elev cirka tre gange tre centimeter, og hvis pludselig flere tændte for deres mikrofon samtidig og snakkede, kunne læreren slukke for alle samtidig, det var smart, men også noget af et magtredskab. Men det fungerede, klasserne var samlet, havde noget sammen – i den forbindelse er teknik bare godt. Sammen med de virtuelle opkald og den øvrige kommunikation på forældreintra formidlede lærerne viden om, hvad eleverne skulle arbejde med, og om, hvad der skete på skolen, og hvordan man dér forberedte sig på at eleverne vender tilbage. Lærerne har ikke holdt ferie, deres arbejde har været meget anderledes, og der har været rigeligt af det.

Vores ældste hjemmeelev var meget opmærksom på, at klokken 11.15 skulle han sidde klar ved computeren med frokost, for da mødtes klassen med en af deres pædagoger til fællesfrokost med vittigheder, smalltalk og oplæsning af en historie. Det var en supergod oplevelse, eleverne grinede, havde det rart og nød hinandens selskab. Nogle dage blev der også quizzet, spillet rollespil med terninger og læst en fortælling.

Fredag klokken 13.00 var endnu et højdepunkt, for da var der banko i begge klasser. Eleverne sad parat med deres plade med tal, og en pædagog læste med god tid de udtrukne tal, så alle kunne følge med. Og når der var række- eller pladebanko, rakte man sin elektroniske hånd i vejret. Præmierne kunne hentes ugen efter i sfo’en på skolen ved døren. Det var en fest at se børnene være opmærksomme, spændte og igen glade for at gøre noget sammen.

Også de virtuelle arrangementer og møder med pædagogerne har været absolut positive, der er blevet oplevet stor opmærksomhed, aktiv lytning og givet eleverne oplevelser af at blive hørt, set og rum for samvær.

Men det har ikke været optimalt. Når vi har spurgt, hvad de så har lært efter den enkelte dag, har svaret nogle gange været: ikke noget. Det er dog et svar, som eleverne også sagtens kan give, når de har været i skole. Men de kan godt gengive, hvad de har arbejdet med, og vi kan godt se og mærke, hvor der er sket fremskridt med hensyn til læsning, stavning, talbehandling og især hurtighed med disse færdigheder. Vi kan også mærke, at motivationen for at bruge disse færdigheder ikke er blevet ringere, for eksempel når vi om eftermiddagen har kørt vores elev hjem og har læst de ord, der står på lastbiler og huse, eller har leget gætteleg og skulle afgrænse et dyr eller et fænomen, så er lysten bestemt ikke blevet svækket.

Der har ikke været tvivl hos drengene, når vi har spurgt, hvad de har savnet i denne periode, det er kammeraterne. Det at være fysisk sammen med andre, kunne snakke og lege, synge og larme, løbe, skubbe og i det hele taget røre ved hinanden. Kropslighed og bevægelse er yderst vigtigt for læring.

Ifølge den franske filosof Maurice Merleau-Ponty er det menneskets fysiske tilstedeværelse i verden, der er grundlæggende for det at være menneske, det er i høj grad også igennem kroppen, at mennesket erfarer og erkender verden. Og det er altså svært, når samvær udelukkende foregår virtuelt.

Blandt andet idéhistoriker Dorthe Jørgensen peger på, at det at kropsliggøre for eksempel billeder, musik og fortællinger kan vække en følsomhed, der fører til andet og mere end en blot intellektuel erkendelse, men også til en forudsætning for at handle moralsk og derved for elevens etiske ageren i samfundet. Det betyder, at det at være sammen fysisk naturligvis også har dannelsesmæssige kvaliteter, som ikke umiddelbart opnås virtuelt.

Uanset hvor dygtige vi bedsteforældre og forældre er til holde hjemmeskole, sker det ikke på et solidt pædagogisk og didaktisk grundlag. Vi har ikke undervejs i vores arbejdsliv oplevet nogen beskæftige sig med hjemmeskole i teori og praksis, og naturligvis skal alle hjemmeskoleunderviserne ikke afkræves kompetencer i noget sådant. Men hvis der bliver en ny omgang hjemmeskole, kunne skolen overveje at udsende en kort vejledning med omtale af for eksempel mål for undervisningen, variation i dagen, samtale om, hvorfor der skal arbejdes med det, der skal arbejdes med, vigtigheden af også varierede pauser, kropslighed og bevægelse. Ingen løftede pegefingre herfra, blot en idé til overvejelse.

Det har helt klart været tre anderledes uger at være sammen med de to børnebørn på, og vi har været glade for, at weekenderne ikke er forsvundet. Og stor respekt for børnefamilierne, der med flere end et barn skal have mange opgaver til at gå op i en højere enhed. Det har været en fornøjelse at holde skole sammen med drengene og ikke blot være stedet for afslapning og bedsteforældrehygge, og det har været en fornøjelse at opleve, hvordan deres skole har arbejdet for at understøtte, at læringen kunne fortsætte.

Vi gør det gerne igen, men håber på, at drengene fremover vil kunne komme i skole hver dag, for den er deres primære læringssted.