DER FINDES IKKE NOGEN intellektuel med den status og rækkevidde, som den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas oppebærer. Med 23 priser – for eksempel Sonningprisen, Holbergprisen og Kyotoprisen – ligger han på et niveau langt over Nobelprisen. Vil man forstå den europæiske og den danske kultur, må man lade sig oplyse af Habermas, simpelthen fordi hans indflydelse er så enorm.
Han har præget næsten al samfundstænkning fra sine første bøger i 1950’erne til sit kommende 1700-siders gigantværk i to bind ”Også en historie om filosofi. Den vestlige konstellation af tro og viden” (Bind 1) og ”Fornuftig frihed: Diskurserne spor af tro og viden” (Bind 2). Det udkommer i oktober på forlaget Suhrkamp.
Kort sagt: Man kan ikke komme uden om ham. Spektret er enormt, fra den filosofiske tradition til analyser af europæisk forfatning og Europa-Parlamentet. Og fra videnskab til tro. Og det hænger sammen.
Han blev født i provinsbyen Gummersbach lidt syd for Ruhr den 18. juni 1929 i en generation, der voksede op under nazismen, hvor ”alt var falsk”. I dag kan vi vanskeligt forestille os de udfordringer, unge dengang havde. De skulle i Hitlerjugend, og Habermas blev del af den såkaldte Flakhilfergeneration, hvor børnene blev rekrutteret til militæret og skulle skyde fly ned.
Derudover havde Habermas det særlige problem, at han ikke blot oplevede, hvordan mennesker blev udstødt af dem, der følte sig sikre. Med en alvorlig ganespalte var han i fare for genetisk udryddelse, talehandicappet og på kant med sprogets og kommunikationens magt over menneskelivet. Det fik ham til at reflektere over den måde, vi modtager livet på gennem sproget og kommunikationen, og han blev voksen før tid. Vi har en forpligtelse til at vide og argumentere – også om det ubehagelige.
Senere læste han filosofi, sociologi, psykologi og litteratur i Tyskland, hvor alle gode lærere var i eksil. Med sine åndsfæller måtte han tænke selv. Efter at have skrevet afhandling om tysk idealistisk filosofi, blev han anmelder ved tyske aviser og kom straks i strid med den tyske åndsfyrste og filosof Martin Heidegger født samme år som Hitler.
Heideggers værensfilosofi er forførende i dens umiddelbarhed, men var samtidig uhyggeligt naiv. Heidegger havde været nazist, og den manglende refleksion over nazismen vækkede Habermas’ samfundskritik. Han blev ansat hos tidens mest umiddelmådige samfundstænker Theodor Adorno fra Frankfurterskolen, der var vendt tilbage fra sit eksil i USA. Her skrev han den berømte doktorafhandling ”Borgerlig offentlighed”, der udkom i 1962. Den er måske den lettest eller mest fornøjeligt læste af hans større værker.
Ligesom sin kollega, den tyske sociolog og systemteoretiker Niklas Luhmann (1927-1998), viste han, at vi ofte forstår politik ud fra en idealiseret officiel fortælling om, at vælgere med krav og støtte påvirker partier og parlamenter, som beslutter, hvad regeringer og forvaltninger skal gøre for vælgerne. Men i realiteten går magtkredsløbet den anden vej: Det er interesseorganisationer og forvaltninger, der fortæller regering og partier, hvad der skal forelægges borgerne gennem mediestrategier.
Idealerne er altså institutionaliserede. Habermas formeligt elsker de diskussioner, hans ganespalte ellers let udelukker ham fra. Man havner ofte i cafédiskussioner med ham og må spidse ørerne, når han taler midt i støjen.
CAFÉDISKUSSIONEN HAR siden doktorafhandlingen været en tankemodel for ham, når den kan debattere gyldigheden af saglige argumenter og åbne for nye deltagere og forandrede procedurer om debatnormers rigtighed, endelig også oprigtigheden af fremførte påstande.
Sandhed, rigtighed og oprigtighed må udsondres. De institutioner, der differentierer mellem dem, må opretholdes. Kan man argumentere for noget andet?
Sidenhen har Habermas udgivet over 50 bøger. De hidtidige hovedværker var ”Teori om den kommunikative handlen” fra 1981, der med en mere oplyst kritisk teori satte en stopper for marxismens samfundsteori. Dertil kom i 1992 værket om gældende normer og systemers fakticitet. Da Gorbatjov kom til magten i Sovjetunionen i 1985 tog Habermas’ teori en vending mod retsstatslige analyser. Han viste, hvordan forfatningsretlige institutioner må udvikles i forsøg på at koordinere samarbejde hinsides nationalstaterne. Sådan er den moderne verden nemlig uomgængeligt skruet sammen.
Typisk blander han sig da også i alskens politiske debatter, men altid på baggrund af sin umådelige socialfilosofiske og sociologiske viden.
I sin lange debat med Niklas Luhmann om samfundets udvikling af sociale systemers kommunikation, blev spørgsmålet om sekulariseringen af religion central. Efter antikken kom den kristne religion til at rumme, hvad der blev til videnskab, til jura og til politisk legitimitet og moral. Kristendommen bidrog gennem teologien til det, Habermas kalder ”sprogliggørelsen” af tro og ritualer. Først tog jura og siden videnskab over og syntes at kunne erstatte religionen. Men her mener Habermas, at videnskabeliggørelsen vildleder, bortset fra at teologisk argumentation selv er videnskabeliggørende. Luhmann har unægteligt hidtil i højere grad vist, hvilke potentialer for kommunikation og rationalisering der ligger i koblingerne fra teologi til jura og politisk organisation. Og det er den udfordring Habermas må forventes at løfte i sit kommende gigantværk.
MEN HABERMAS LØFTEDE faktisk mere af teologien, end han selv længe vidste af. Danske teologer som Jørgen K. Bukdahl og Jens Glebe-Møller gjorde tidligt opmærksom på det teologiske fornuftspotentiale i Habermas’ filosofi om kommunikationens moral. Pointen er, at vi i den intersubjektive samtale altid henvender os til andet og mere, end blot hvad der siges. Vi mener og siger altså mere, end det vi udtrykker. Det er et iboende ”transcendentalt” krav, at jeg for at kunne hævde en påstand må kunne mene andet og mere med den. Og det skaber respekt og høflighed.
Det krav sikrer, at dialoger fortsætter, men også at de både forsøger at udtrykke sig og at lytte, gensidigt. Dermed er moralske fordringer iboende i det at bruge sproget. Netop religionens metaforer og ritualer har lært os at skærpe sansen for, hvad der også siges i det, vi ellers har forsøgt at oversætte til videnskabeligt rationaliseret argumentation.
Derfor siger Habermas, at vi lever i et ”postsekulariseret” samfund, altså efter sprogliggørelsen af religionen. Vi bevæger os ikke blot i en ateistisk retning. Sansen for liturgiens betydning vokser.
Eller som Luhmann ville sige, først i det moderne funktionelt differentierede samfund kan religion egentlig begynde at tro på sig selv. Tidligere skulle religion tro på så uhyre meget andet, som politik, organisering, krig og kunst.
I sit nye værk går Habermas uhyre langt tilbage, så at sige til dengang vi kravlede ned fra træerne længe før antikken, for med blandt andet den franske klassiske sociolog Émile Durkheim at pege på, hvordan den religiøse ritualisering førte til sprogliggørelse af samfunds kommunikation.
Når vi arbejder og samarbejder så meget i det moderne samfund og ikke mindst i Skandinavien, skyldes det, at kristendommens italesættelse af samarbejdet har haft så stor en betydning for, hvordan vi lever, arbejder og samarbejder – lydigt, disciplineret og respektfuldt – at religionen ikke længere har brug for, at vi tror på den, for at den gør sig gældende.