Det mormonske spørgsmål

Det danske møde med mormonismen i anden halvdel af 1800-tallet er næsten gået i glemmebogen. Men det fortjener at blive hevet frem i erindringen, for det rejser en række uventede spørgsmål, om religion, identitet og om danskernes forhold til nye religioner

Tidligere på sommeren samledes et par hundrede historikere i København og Aalborg til en årlig konference om mormonsk historie, som i år var henlagt til Danmark for at markere 150-året for begyndelsen af den mormonske mission. Det danske møde med mormonismen i anden halvdel af 1800-tallet er næsten gået i glemmebogen. Men det fortjener at blive hevet frem i erindringen, for det rejser en række uventede spørgsmål, om religion, identitet og om danskernes forhold til det fremmede. Dels er det fortællingen om, hvordan den mormonske kirke blev global, om hvordan en lille skare missionærer fik mormonismen til at slå rod blandt danskerne og brugte Danmark som brohoved til resten af Europa. Dels er det fortællingen om, hvordan nogle danskere omfavnede det fremmede, og hvordan andre danskere straffede dem for at opretholde den sociale orden. Den mormonske kirke blev grundlagt i New York i 1830. I løbet af få år tvang voldsomme forfølgelser imidlertid mormonerne til at rejse vestpå gennem USA. Den mormonske vandring endte i 1847 ved Saltsødalen, hvor de mormonske nybyggere dannede den teokratiske stat Deseret i et enormt område, der dengang lå i Mexico og i dag dækker Utah og dele af Arizona, Colorado og Nevada. Samtidig begyndte den mormonske kirke at udvide sig østpå til Europa, og i 1850 slog fire missionærer sig ned i København. De mormonske missionærer erkendte på forhånd, at de ville løbe ind i modstand fra kirke, stat og presse. Men de vidste også, at de havde en række forhold med sig. Missionærerne ankom året efter den første danske grundlov fra 1849, der havde introduceret religionsfrihed. Grundloven skabte et juridisk rum for mormonismen, og samtidig var der omfattende socialt og religiøst røre blandt danskerne. Derfor oplevede mormonerne hurtigt stor fremgang i Danmark, og i anden halvdel af 1800-tallet konverterede ikke færre end 17.000 danskere til mormonismen. Dermed producerede Danmark relativt set flere mormoner end noget andet land i verden. Missionærerne rekrutterede de første mormoner i nogle af de mange religiøse mindretal uden for folkekirken, især blandt baptisterne i København. Men den væsentligste grobund for mormonismen eksisterede blandt mere marginale sociale grupper, især håndværkere og landarbejdere i Nordjylland og andre landområder. Disse danskere fandt i mormonismen noget, de ellers manglede. Mormonismen udfyldte først og fremmest et religiøst vakuum. Mange jævne danskere stod uden for folkekirken, blandt andet fordi mange præster havde afskrevet dem som ugudelige og ikke ønskede deres tilstedeværelse i kirken. Men midten af 1800-tallet var kendetegnet ved bred åndelig vækkelse, og mormonerne berettede om betydelig religiøs nysgerrighed, også blandt disse jævne danskere. Mormonismen kunne tilbyde et sted at udfolde denne nysgerrighed. Men samtidig udfyldte mormonismen et bredere socialt vakuum. Mange af de dårligt stillede danskere, der konverterede, blev betragtet som udskud af en borgerlig kultur, der opfattede sig selv som centrum. Mormonismen kunne tilbyde noget anderledes. For i mormonismen fandt mange danskere en værdighed, som Danmark ikke havde tilladt dem. Fra at blive betragtet med foragt fik de en plads i et demokratisk fællesskab med verdenshistorisk betydning. De blev optaget som ligeværdige partnere i en global kamp for udbredelsen af Guds ord. Mormonismen hentede dem ud af periferien og gav dem en plads midt i malstrømmen. De anvendte mormonismen til at skabe en ny værdighed. Mens tusindvis af danskere fandt en ny identitet i mormonismen, lagde andre mormonismen for had, og især i 1850'erne opstod der en voldsom dansk modreaktion. Gudstjenester blev afbrudt. Forsamlingshuse blev ødelagt. Og i en række tilfælde drev vrede folkemængder missionærer ud af byerne. Modstanden kulminerede med en uges uroligheder i Aalborg i juni 1851. Stormtropperne var håndværkere og studenter. Men der var ikke blot tale om en vulgær folkelig modstand. Nogle af de mest indædte modstandere fandtes blandt juridiske og religiøse magthavere. Politiet vendte det blinde øje til den folkelige forfølgelse og slog ofte selv hårdt ned på mormonerne. I 1850 forbød politimesteren i Aalborg således mormonske møder med den tvivlsomme begrundelse, at religionsfriheden ikke omfattede sekter uden for folkekirken. Samtidig kom folkekirken på barrikaden, og i 1853 opfordrede biskopperne landets parlamentarikere til at udvise de udenlandske missionærer. De mest håndfaste beviser for den anti-mormonske kampagne findes i den omfattende anti-mormonske litteratur, der i dag ligger gemt væk i biblioteker og arkiver som et fortrængt minde om dansk intolerance, selvtilstrækkelighed og fremmedhad. I hundredvis af artikler, bøger og foldere blev mormonerne fremstillet som fanatiske, uvidende, amoralske, løgnagtige og grimme, og danskerne blev advaret mod mormonismen. I 1863 udkom der således en bog med den sigende titel: »Vogt dig for mormonerne! Venlig advarsel til gamle og unge, høje og lave, rige og fattige, kort sagt: til alle og enhver«. En stor del af den anti-mormonske litteratur var vendt mod missionærerne, der blev omtalt som »ulve i fåreklæder« og blev beskyldt for at forføre danskerne med »falske lærdomme og lave hensigter«. Men mormonsk teologi og kultur blev angrebet over en bred kam. I 1851 fordømte en folkekirkepræst mormonismen som »en af vort århundredes største og i sin oprindelse i sig selv mest bevidste løgne«. Og i 1857 påstod en anonym forfatter, at »mormon« var et afrikansk ord for »bavian«, »det hedenske Afrikas ækleste abekat«. Som dokumentation vedlagde han endda en illustration af en abekat med overskriften »Mormon«. Den anti-mormonske litteratur var fyldt med sådanne forsøg på at nedgøre mormonismen. Måske kom den bedste sammenfatning af litteraturen i et brev fra en mormonsk missionær til det mormonske hovedkvarter i USA i 1851. Heri omtalte han den anti-mormonske kampagne som del af »den sædvanlige stribe af transatlantiske løgne«, som danskere og andre europæere spyttede ud om USA gennem 1800-tallet. Mormonerne havde måske selv en del af skylden for den danske modreaktion. Missionærerne påkaldte sig folkekirkens vrede ved at fordømme dens præstevælde. Desuden fornærmede de danskernes forfængelighed ved at fremstille Danmark som tilbagestående. Samtidig virkede nogle af mormonernes ritualer for teatralske for de sindige danskere. Blandt andet opstod urolighederne i Aalborg efter den første mormondåb i byen, hvor Limfjorden blev omdøbt til Jordans Flod. Men grunden til modreaktionen skyldtes især danskerne. I 1800-tallets opbrudstid blev mormonerne midtpunkt i et konservativt forsøg på at dæmme op for religiøs, social og kulturel fornyelse, og her var mormonismen ganske enkelt et af de mest oplagte ofre. Mormonismen var nemlig fremmed. Den stod uden for dansk mentalitet. Dermed var den farlig. Og dermed fortjente den at blive bekæmpet. Opfattelsen af mormonismen som fremmed betød blandt andet, at mormonismen sommetider blev diskuteret i et orientalsk sprog og slået i hartkorn med islam. Den mormonske profet Joseph Smith blev sammenlignet med Muhammed. Begge blev regnet for forføreriske svindelmagere. Desuden blev mormonsk flerkoneri sammenlignet med muslimske haremer. Det var derfor passende for den danske opfattelse, at en dansk-amerikansk præst beskrev mormonismen som »Amerikas islam«. Det var lige så passende, at en tidligere mormon kaldte sit angreb på mormonismen for »Vor tids Muhamed«. Mormonismen blev regnet for lige så bedragerisk og fremmed som islam. Men den anti-mormonske kampagne handlede ikke blot om at vise, at mormonerne var anderledes. Den handlede også om at gøre dem anderledes. Problemet med mormonismen var netop, at den ikke umiddelbart fremstod som fremmed. Mange af missionærerne havde for eksempel danske rødder. De talte som regel dansk, kendte Danmark godt og skilte sig sjældent ud. Derfor var det nødvendigt at markere mormonismen som fremmed og placere den uden for det kendte. Dermed kunne man skabe afstand til mormonerne, dæmme op for deres indflydelse og være med til at undgå, at danskerne skulle glide ud af deres kendte identiteter og assimileres ind i det fremmede. Samtidig er der måske en bredere lærestreg at hente i den retorik, som de anti-mormonske argumenter blev pakket ind i. Ifølge de anti-mormonske danskere var mormonismen nemlig ikke primært en religion. Den var derimod en småkriminel sekt, der gennem svigefuld list forsøgte at lokke danskerne ind i sin favn. Dermed virkede den anti-mormonske kampagne blot som sund fornuft, og dermed kom den ikke i modstrid med danskernes syn på sig selv. Allerede dengang forbandt danskerne nemlig sig selv med åbenhed og tolerance. Pointen er, at opfattelsen af mormonismen som en sekt uden religiøs legitimitet gjorde det muligt for danskerne på samme tid at forfølge mormonerne og fortsætte med at tænke på sig selv som åbne og tolerante. Den anti-mormonske kampagne i anden halvdel af 1800-tallet blev nemlig ikke anset for udemokratisk. Og netop deri ligger måske dens historiske betydning, og måske sågar dens betydning for danskheden i dag. Den anti-mormonske kampagne var nemlig udtryk for en godmodig dansk selvtilstrækkelighed. Jeg kalder den ikke godmodig, fordi den er uskyldig. Jeg kalder den godmodig, fordi den på overfladen ikke virker ond. Det er en form for selvtilstrækkelighed, der giver indtryk af at være alt andet. Måske vil nogle læsere nikke genkendende til forholdene i dag. historiker, ph.d.