Det normale Tyskland

Holdt kun tolv år, men kaster kolossalt lang skygge. (Günter Grass, En længere historie.) Tyskland bliver 50 i år. Mange tyskere ser landets deltagelse i Balkanaktionen som det endelige bevis på, at landet endelig er integreret i Vesten - at Tyskland er blevet »normalt«. Men er Tyskland blevet normalt? Det er et spørgsmål, flere stiller sig; for kan landet være normalt med sit uafklarede forhold til fortiden? Nok gøres der fra officielt hold utrolig meget for at beskæftige sig med den nazistiske fortid - der kan næppe åbnes for en avis eller en tv-kanal, uden at man støder på emnet - men mange tyskere føler, at det nu endelig må høre op med denne svælgen i skyld. Kansler Schröder selv proklamerede sidste år, at under hans ledelse ville Tysklands interesser blive repræsenteret »med mere selvbevidsthed« end under Kohl. Det har han foreløbig gjort ved at boykotte de møder i EU's ministerråd, hvor der ikke tales tysk. Avisen Die Zeit undrer sig og advarer om, at Europa undrer sig »over sine germanere«. Så er der en Wehrmacht-udstilling, der bringer sindene i kog, fordi den viser den almindelige hærs deltagelse i forbrydelserne. Endnu kæmper mange tyske for at redde hærens ære ved at benægte dens deltagelse i massakrerne på civile i de besatte områder. Så diskuterer man et mindesmærke for udryddelsen af Europas jøder, men kan ikke finde plads til andre »offergrupper«. Så bryder der en diskussion ud mellem lederen af de tyske jøder, Ignatz Bubis, og forfatteren Martin Walser, fordi denne har sagt, at han ikke længere vil slås for panden med »Auschwitz-køllen«. Og for tiden er det en maleriudstilling, der bringer sindene i kog, fordi man sammenblander værker fra den nazistiske periode med værker malet under en anden »fortid«: DDR-tiden. At måtte forholde sig til fortiden er åbenbart en del af det at være tysk. Men ude i provinsen er interessen for at rode op i det forgangne af noget mere begrænset karakter, og hvis man borer alt for meget i den, kan man få omgivelsernes kærlighed at føle. Det måtte forfatteren Peter Roos sande i forbindelse med sit skriveri om Hitlers hofmaler, Hermann Gradl, der levede fra 1883-1964. Gradl malede de dybt idylliske landskabsbilleder, Hitler holdt så meget af, og som stod i så skurrende modsætning til den virkelighed, Auschwitz var udtryk for. Gradl stammede fra den lille tyske by Marktheidenfeld, og her har man mildest talt ikke været ret interesseret i at have Roos til at rippe op i fortiden. Man kalder ham en redebesudler og chikanerer ham derfor med telefoniske trusler og med at smide brugte kondomer og breve med afføring i hans brevkasse. Hvordan kom det dertil? For 10-15 år siden begyndte Roos, der efter 20 års fravær vendte tilbage til Marktheidenfeld - en by med 12.000 sjæle - at forske i Gradl gennem arkiver i flere lande. Disse studier fører Roos frem til at betegne Gradl som en mønsternazist, der blev knyttet til Hitler, som hjalp ham til en stilling på et kunstakademi i Nürnberg, hvor han skulle undervise i landskabsmaleri. Sammen med Hitler blev han æresborger i Marktheidenfeld. Desuden kom han til at male alle, der betød noget i nazitoppen. Goebbels, Göring m.fl. Fik særbehandling og benzin til sin BMW til krigens sidste dag. Gradl klarede sig således glimrende i det nye tyske kulturelle liv, som ensrettedes efter 1933, hvor kunstnere begyndte at flygte ud af landet, og nazisterne begyndte at rense ud i kunstverdenen. Bøger af uønskede forfattere blev overgivet til flammerne. Malerkunsten blev renset for »entartet« kunst og malerier beslaglagt, hvis de ikke levede op til Hitlers krav. Alene Emil Nolde fik beslaglagt 1052 værker og blev underlagt maleforbud af præsidenten for Rigskammeret for billedkunst. Han ville foretage en moralsk sanering af det tyske folkelegeme. Al uddannelse, kultur og massemedier skulle indrettes efter at støtte dette formål. Det vil sige en total ensretning af det offentlige liv. »Jeg havde den ufortjente lykke, at opleve den højeste anerkendelse, som en tysk mand kan tænke sig og håbe på: At blive modtaget af Føreren, at få lov at tilbringe nogle timer ved Førerens side.« de var i forvejen stærkt antisovjetiske og havde en brugbar viden. Det kom en mand som Gestapo-chefen Klaus Barbie til gode. Barbie, der et par år havde ligget underdrejet, blev nu knyttet til den amerikanske efterretningstjeneste. I administrationen var der ligeledes god brug for de tidligere nazisters evner. I Udenrigsministeriet var i 1951 to tredjedele af de ledende embedsmænd således forhenværende NSDAP-medlemmer. Efter 1945 barberede Gradl sin Hitlermoustache af, blev afnazificeret ved at blive rubriceret som »upolitisk kunstner«. Han fik pension fra sin stilling som underviser og fortsatte med at male personer, der ville betale - både jøder og amerikanere. Han blev optaget i Rotary. Han var altså en af dem, der profiterede på Hitlertiden, og som efter 1945 ikke vidste noget. Men alt dette vil byen ikke snakke om. Debatten er slut, siger byens CSU-borgmester. Men ifølge Roos har der ikke været nogen debat. Og byen står fast på æresborgerværdigheden, som han fik tildelt af NSDAP i 1942, på Gradl-galleriet og på Gradl-portrættet, der hænger på det lokale gymnasiums bibliotek. Det skal ingen redebesudler ændre på. Byen fremhæver selv på sin hjemmeside, at byens berømte søn først fik overrakt papirerne på æresborgerskabet ved en festlighed i 1955 i forbindelse med byens 1100 års jubilæum. Marktheidenfeld er ingen underlig undtagelse, men snarere en metafor på den tyske provins, som rummer en mængde lignende eksempler. Roos ser mange andre småbyer med deres arv fra fortiden, som bevares og vedligeholdes for offentlige midler. Alt skal være, som det var. Derfor gik der 50 år, inden byen Forchtenberg ærede søskendeparret Schroll fra studentermodstandsgruppen Hvide Rose med at opkalde en gade efter dem. Men ikke kun provinsen er langsommelig i den henseende. I Berlin skulle man langt op i 1990'erne, før man efter mange trakasserier fandt et nyt navn til gaden Reichssportfeldstrasse, som Hitler havde navngivet, da OL i 1936 skulle afholdes i Berlin. Roos funderer over, hvad hans brøde består i. Han har bragt nogle kendsgerninger frem om Gradl, som ikke passer perfekt i billedet af byens berømte søn. »Die Kundschaft! Sie wissen!« Folk gik over på det andet fortov, når de mødte ham på gaden; han hørte rygter om, at snakken ved stambordene gik på, at man burde slukke for strøm og vand til digteren. Hans kones arbejdsgiver blev presset - det var sværere at presse en fjern redaktør. Først på det seneste - efter offentliggørelsen af arbejder om Gradl og senest romanen »Hitler lieben. Roman einer Krankheit« (At elske Hitler. Roman om en sygdom) - kan han spore en langsom ændring i byen. Kulturudvalget ansatte en deltidshistoriker og begyndte at overveje formen for udstillingen af Gradl-værkerne. I dette projekt nævnes Roos' store forarbejder ikke. Og går man ind på Marktheidenfelds Internet-hjemmeside og Gradl-galleriet, der p.t. er lukket, finder man heller ikke Roos indsats nævnt. At Gradl overhovedet virkede i nazitiden nævnes på en halv linje i teksten om hans arbejde. Ikke alle i byen giver forfatteren fingeren. En nabokone bringer ham et brød, en lærer leverer en flaske vin, og en håndværker skænker en skinke - men støtten foregår privat, for man har børn i skolen, og arbejdsgiveren står i Partiet. Og ude i republikken skændes et jødisk gravsted ugentligt. Og først for nylig er historikerforbundet som forbund begyndt at diskutere historikernes rolle i den brune tid. Og så er der også den fortid, som de nye forbundslande bærer med sig. Og rundt om i landet overfaldes udlændinge, og flygtningehjem angribes. Den gamle forbundskansler Helmut Schmidt blev for nogle år siden spurgt, hvor længe tyskerne skulle blive ved med at kikke bagud. Han svarede med at henvise til jødernes fangenskab i Babylon for 3000 år siden, og det får ham til at mene, at Auschwitz og mordene på millioner af jøder vil være en del af tyskerne i endnu hundrede år. på forsiden; tre på litteratursiderne, samt en helsides artikel om Værnemagtens forbrydelser i Serbien i 1941, hvor byen Pancevo - der igen i 1999 blev svært bombeskadet - var scene for flere modbydelige massakrer. Måske er Tyskland ikke helt normalt, men det arbejder på sagen. n cand.phil