I den hjemlige diskussion om kvindelige præster, homoseksuelle vielser og så videre henvises der ofte til Bibelen som autoritet. Men det bør man nok være varsom med, for Bibelen kan forstås på flere måder
Hvis man for eksempel læser Det Nye Testamente med jødiske øjne og ud fra jødiske forudsætninger, fås en anden forståelse end den traditionelle. Det har den amerikanske evangeliske biskop John Shelby Spong skrevet en lang række bøger om. Skønt disse bøger og Spongs person i en årrække har vakt enorm opmærksomhed i USA, er han stort set ukendt i Danmark.
I bogen Resurrection: Myth or Reality (Opstandelse, myte eller realitet) forklarer Spong, at Det Nye Testamente er et rent jødisk skrift opbygget ved hjælp af beretningerne i den jødiske bibel, vort Det Gamle Testamente.
Alle fire evangelier blev skrevet før år 100 af jøder og for jøder og efter sædvanlig jødisk tradition.
Men fra begyndelsen af det andet århundrede blev evangelierne næsten udelukkende læst og fortolket af ikkejøder, som ikke kendte meget til jødisk kultur.
Kristendommen glemte herved lidt efter lidt sine rødder, og evangelierne blev opfattet bogstaveligt, skønt de i virkeligheden var genfortællinger i ny iklædning af begivenheder i den jødiske fortid. Se senere.
Jesu død fandt sted omkring år 30, men da evangelisterne først nedskrev deres evangelier 40-60 år senere, kunne de kun i begrænset omfang støtte sig til den mundtlige overlevering.
Som erstatning fandt de et passende skriftsted eller passage i Det Gamle Testamente og tilføjede selv, hvad der yderligere var behov for af ledsagetekst. At læse Det Nye Testamente med jødiske øjne vil derfor sige at være opmærksom på denne specielle jødiske skrivetradition, som medfører, at evangelierne selvsagt ikke kan være historiske skrifter. De er religiøse, liturgiske tekster, som blev brugt ved de fælles jødisk-kristne synagogelæsninger.
Evangelierne i Det Nye Testamente er ikke trykt i historisk korrekt rækkefølge, men er alligevel langt hen ad vejen blevet læst og fortolket i denne rækkefølge. Det har i tidens løb medført mange fejltagelser og misforståelser.
Det siges ofte, at kristendommen står og falder med opstandelsen, altså at Jesus er genopstået påskemorgen, og at kristendommen således begynder ved en tom grav.
For at undersøge denne påstand har Spong med baggrund i nyere bibelforskning i bogen Reading the Bible with Jewish Eyes (Bibelen læst med jødiske øjne) gennemgået tilblivelsen af Det Nye Testamentes opstandelsesberetninger i historisk korrekt rækkefølge.
Paulus er vor ældste kilde til Det Nye Testamente, og da han skrev sine breve omkring år 55, havde han allerede været i Jerusalem flere gange for at tale med apostelkredsen. Alligevel skrev han i brevene intet om en tom grav og om Jesu opstandelse fra de døde.
Det havde Paulus åbenbart ikke hørt noget om. Vi må derfor gå ud fra, at apostelkredsen heller ikke kendte noget til disse spektakulære begivenheder. For Paulus var opstandelsen alene den jødiske guds spirituelle afhentning af den korsfæstede for at sætte ham ved sin side.
Noget nær det eneste, Paulus nogensinde skrev om syner og åbenbaringer, skrev han i 1. Korintherbrev (15, 3-7): Jeg overleverede jer nemlig ... at han blev set af Kefas (Peter) og dernæst af de tolv ... Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig.
I Galaterbrevet kommenterede Paulus selv denne oplysning og skrev, at det var Gud: der havde åbenbaret sin søn for mig. Der er imidlertid ingen, som ved, hvad Paulus i virkeligheden så. Kun at begivenheden var skelsættende for ham. Om Peter og apostlene, som antydet af Paulus, havde haft tilsvarende syner, nævnes ikke i Det Nye Testamente.
Markus skrev sit evangelium omkring år 70, og han vidste ikke mere om den såkaldte opstandelse end Paulus, men ved læsning af skrifterne fik han ideen til historien om Josef fra Arimatæa, som foretog gravlæggelsen i en klippegrav.
Han fortsatte med at omtale opstandelsen i kapitel 16, det vil sige, han lader en ung mand i hvide klæder sige: Han er opstået, han er ikke her. ... Men sig til hans disciple og Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Den opstandne frelser omtales, men ingen har set ham.
Matthæus skrev sin beretning om Jesu opstandelse omkring år 80. Han støttede sig til Markus og hentede flere oplysninger i den jødiske bibel. Der er nu tale om en stor sten, og der er kommet vagter ved graven.
I kapitel 28 omtalte Matthæus kvinderne ved graven og fortsatte: Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne.
Til kvinderne sagde han: ... den korsfæstede. Han er ikke her ... sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. ... Og de skyndte sig bort ... Og se, Jesus kom dem i møde og hilste med et God morgen! Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham.
Denne beretning skrev Matthæus cirka 50 år efter Jesu død, og her oplever vi for første gang i Det Nye Testamente en opstået frelser, som bliver set, og som både kan tale og tillade kvinderne at omfavne sine fødder. Men hvorfra havde Matthæus sine oplysninger?
I Det Gamle Testamentes Josvabogen 10 fandt han et fortilfælde. Her fortælles en historie om Josva, som har spærret fem konger inde i en hule og væltet store stene for indgangen og sat vagt uden for. Ifølge Spong hentede Matthæus her inspiration til sin beretning.
Og i Det Gamle Testamentes Daniels Bog 10 fandt han en beskrivelse af en engel: en mand iført en hvid linneddragt ... hans ansigt strålede som lynet, hans øjne var som flammende fakler. Næsten ordret gengivet i Matthæus 28.
Lukas skrev omkring år 90 og havde nye detaljer. Nu får vi at vide, at der ikke var én, men to mænd i lysende klæder ved graven. Til kvinderne sagde mændene: Han er ikke her, han er opstået. Kvinderne løb tilbage og orienterede apostlene, hvorpå Peter løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet.
Det er først i fortællingen om de to mænds vandring til Emmaus (Lukas 24), hvor Jesus pludselig slår følge med dem, at vi 60 år efter Jesu død oplever en opstanden frelser, som spiser og drikker sammen med apostlene.
Afsnittet slutter med, at han tog dem med ud af byen, og idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. Emmaus-fortællingen har Lukas ifølge Spong fået inspiration til i historien om Jahve og to engles besøg hos Abraham og Lot, som beskrevet i første Mosebog (kap. 18).
Johannes skrev sin opstandelsesberetning omkring år 100. Denne gang er Maria Magdalene i fokus og får følgende besked af den opstandne Jesus: Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.
Lukas skrev afsnittet i Apostlenes Gerninger om urmenigheden i Jerusalem og pinsebegivenhederne med endnu en himmelfart omkring år 95, men han tilføjede intet nyt om selve opstandelsen. Hans omtale af urmenigheden kan kun være legender.
Vi ved, at Jesu opstandelse fra de døde ikke kan bevises, men det er overraskende, at den heller ikke kan udledes af Det Nye Testamente. Som det ses, forsvinder grundlaget for den kristne tradition om den tomme grav og Jesu opstandelse, hvis man læser skrifterne i Det Nye Testamente med jødiske øjne.
Vi skal helt frem til årene 90-100, førend disse beretninger dukkede op i Det Nye Testamente. Paulus og de første apostle kendte dem ikke. Denne forskel mellem skrifterne i Det Nye Testamente og den senere kristne tradition skyldes ifølge Spong, at de siden andet århundrede er blevet fejlfortolket som beretninger med en historisk kerne.
Derfor bør man være varsom med at bruge Bibelen som autoritet.