Det nye Tyrkiet er på vej mod diktatur

Den tyrkiske forfatning fastslår, at ingen må udnytte religion til at skaffe sig politisk indflydelse, men det er netop det, Erdogan og regeringen har gjort. Partiets demokratiseringsprogram handler reelt om at genoprette religionens rolle i det tyrkiske samfund og tilbagerulle Atatürks reformer. Det ser ud til at kunne lykkes med valget i juni

Ifølge dagens kronikør, Robert Ellis, så er Tyrkiet på vej væk fra Europa.
Ifølge dagens kronikør, Robert Ellis, så er Tyrkiet på vej væk fra Europa.

DEN 7. JUNI I ÅR bliver et vendepunkt i det moderne Tyrkiets historie og kan meget vel blive enden på den sekulære republik grundlagt af Mustafa Kemal Atatürk i 1923.

Den dag holdes der parlamentsvalg i Tyrkiet, og regeringspartiet AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), som har siddet på magten siden 2002, håber at øge antallet af deputerede fra nuværende 312 ud af 550 til mindst 330, og gerne 367. Med 330 stemmer kan de sende et forslag om en ny forfatning til folkeafstemning, og med 360 stemmer behøver de ingen folkelig opbakning.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, som sidste august blev den første præsident til at blive direkte valgt med 52 procent af stemmerne, har hele tiden haft for øje at forvandle Tyrkiet fra en sekulær republik, hvor religion spiller en underordnet rolle, til en stat, hvor religion er den styrende faktor.

Velfærdspartiet (RP), som blev stiftet i 1983, havde under ledelse af Necmettin Erbakan det erklærede mål at gøre Tyrkiet til en teokratisk stat styret af sharia-lovgivning, men Erbakan blev styrtet af ”et blødt kup” i 1997, og partiet blev opløst.

Ikke desto mindre gav nogle af Velfærdspartiets medlemmer, som var med til at stifte AKP i 2001, klart udtryk for deres hensigter. Abdullah Gül, som senere blev udenrigsminister og præsident, sagde i 1995, at ”det er enden på den republikanske periode”, og Erdogan, da han blev valgt til borgmester i Istanbul for Velfærdspartiet i 1994, erklærede: ”Takket Gud er jeg sharias tjener.” Men de forstod begge, at det var nødvendigt med en anden fremgangsmåde, hvis de skulle komme til magten - og beholde den - og derfor klædte de sig ud som konservative demokrater.

TYRKIET BLEV ANERKENDT som kandidat til optagelse i EU i 1999, og en del af den tidligere regerings reformer blev ført videre af AKP, således at EU-Kommissionen i 2004 anså Tyrkiet for at have opfyldt de såkaldte københavnerkriterier, som blandt andet garanterer demokrati, retsstatsforhold og menneskerettigheder ”i tilstrækkelig grad” for at kunne påbegynde optagelsesforhandlinger. De begyndte året efter, men det varede ikke længe, før det stod klart, at AKP-regeringens reformiver var ved at aftage.

Den tyrkiske forfatning fastslår, at ingen får lov til at udnytte religion for at skaffe sig personlig eller politisk indflydelse, men det er netop det, AKP-regeringen har gjort. Partiets demokratiseringsprogram handler i virkeligheden om at genoprette religions rolle i det tyrkiske samfund og dermed tilbagerulle en del af Atatürks vestligt orienterede reformer.

For tre år siden erklærede Erdogan, at det var AKP-regeringens mål at opdrage en religiøs generation, og det er de godt i gang med.

Direktoratet for religiøse anliggender (Diyanet) har fået tildelt et stærkt stigende budget, der nu overgår næsten alle andre ministeriers. Personalet er øget fra 70.000 i 2002 til over 120.000 i 2014, og der er nu 85.000 moskéer, hvorimod der kun var 75.000 i 2003. For tre år siden blev der vedtaget en ny lov, der gør bederum (mescit) obligatoriske i indkøbscentre, biografer, teatre og andre offentlige steder, og der er planer om bygge moskéer på mere end 80 universiteter.

I 2003 var der 3000 korankurser, men i begyndelsen af dette skoleår var der 24.757. Religiøse højskoler (imam hatip-skoler) spiller en stor rolle i AKP's planer om at forandre det tyrkiske samfund. I 2002 var der 65.000 studerende på disse skoler, men nu er der næsten en million studerende.

Oprindeligt skulle de uddanne imamer, men da antallet af dimitterende langt overgår behovet, skal de i stedet forsyne ”det nye Tyrkiet” med kadrer. Det er derfor, studerende fra disse skoler nu har adgang til universiteterne på lige fod med studerende fra andre højskoler. Mange af dem beklæder ledende stillinger i den offentlige administration, og Tyrkiets nuværende præsident er også uddannet på en imam hatip-skole.

UDDANNELSESSYSTEMET er nu ændret, så elever kan komme på imam hatip-skoler efter kun fire års grunduddannelse. Fra 2010 indtil 2014 er antallet af imam hatip-skoler steget med 73 procent, men i samme periode er næsten 1500 almindelige højskoler blevet lukket, og omkring 40.000 elever er blevet tvunget ind i religiøse højskoler mod deres vilje.

Det tidligere forbud mod at bære tørklæde på universiteter er ophævet, og det er nu tilladt fra femte klasse og på offentlige kontorer, men ikke i militæret eller politiet.

AKP-partiets leder, Recep Tayyip Erdogan, har i sin egenskab af premierminister udtalt sig om familiens størrelse (der skal være mindst tre børn), imod abort og kejsersnit, og for nylig som præsident har han fordømt prævention som forræderi.

Derfor må oprøret mod ødelæggelsen af Gezi Park i Istanbul i maj 2013, der bredte sig til hele landet, være kommet bag på Erdogan, da det hovedsagelig var en protest fra veluddannede unge mennesker mod hans indblanding i deres livstil.

Sideløbende har Erdogan og AKP med velvillig bistand fra Europa og USA nedkæmpet modstand fra sekulære kredse med en række skueprocesser, som har haft til formål at knække militæret, som i et memorandum i april 2007 erklærede sig som ”sekularismens absolutte forsvarer”. Dernæst har den største trussel mod Erdogans regime været en fri dagspresse, og den har han ligeledes forsøgt at knække.

AKP-partiet kom til magten i 2002 med en tredjedel af stemmerne, og i 2007 og 2011 fik de henholdsvis 47 og 50 procent af stemmerne. Denne øgede tilslutning skyldes blandt andet en uhellig alliance mellem AKP og visse forretningsmænd, der ejer hovedparten af Tyrkiets dagspresse og tv. Til gengæld for indbringende kontrakter inden for industri, byggeri, energi, minedrift, finans og turisme er regeringen sikret opbakning.

DET HELE KOM FREM I LYSET i forbindelse med den største korruptionskandale i republikkens historie, der brød ud i december 2013 og førte til fire ledende ministres tilbagetræden og beskyldninger om bestikkelse i størrelsesordenen 100 millioner dollars.

Regeringen har gjort alt for at dæmme op for skandalen, og 40.000 politifolk samt 4000 dommere og offentlige anklagere er blevet forflyttet. Erdogan har betegnet det hele som ”et beskidt komplot” og ”et juridisk kup” iværksat af en tidligere allieret, Fethullah Gülen, en tyrkisk imam bosat i USA og hans tilhængere, hvoraf der findes mange i politiet og retsvæsenet.

Derfor er det fuldt forståeligt, når Erdogan siger: ”Hver dag er jeg i stigende grad imod internettet,” da det er her afsløringer om ham, hans familie og regeringens indblanding florerer. Det har ført til forsøg på at lukke for Facebook, YouTube og Twitter.

Ifølge en rapport er 1863 journalister blevet fyret, siden AKP kom til magten, 845 af dem på grund af deres dækning af Gezi Park-protesterne. Undertrykkelsen fortsætter, og en arrestationsrunde af mediefolk i december blev fordømt af EU's udenrigsrepræsentant Federica Mogherini og udvidelseskommissær Johannes Hahn som ”uforenelig med mediefrihed, som er et grundlæggende princip for demokrati”.

Der er også megen hændervriden og selvransagelse blandt europæiske liberale, som tidligere har støttet Erdogans AKP-regering. Som det hollandske medlem af Europa-Parlamentet Marietje Schaake har indrømmet: ”Vores drøm om et europæisk Tyrkiet er blevet forvandlet til et mareridt.”

Det er beklageligt, at der ikke findes samme erkendelse i Danmark, for eksempel fra socialdemokraterne Yildiz Akdogan, formand for det hedengange TRiEU (netværk for Tyrkiet i EU), og Erik Boel, tidligere formand for Europabevægelsen.

For tiden fungerer præsident Erdogan som de facto-regeringsleder med en underdanig premierminister, og medmindre befolkningen endelig vågner, kommer han til at erobre magtens tinde med en ny forfatning, der giver ham den fulde udøvende magt.

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse