For Bibelen er det onde en episode, og Grundtvig havde en pointe

Vores tilværelse går ikke op. Vi slæber sorg, død og pine med os. Men med kristendommen bliver vi del af en storslået fortælling, som begynder og ender godt. Det onde er kun en episode. Det er det, vi fejrer på torsdag. Glædelig jul

Ole Jensen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Ole Jensen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Den kristne bibel består som bekendt af Det Gamle Testamente plus Det Nye Testamente. I sin helhed er den en storslået fortolkning af verdensløbet fra først til sidst. ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”, og han ”så” hver påfølgende skabelsesdag, at det ”var godt”. Sådan lægger den ud.

”Se, jeg gør alting nyt,” lyder det fra Guds ”trone” flere end 1000 sider senere i dens næstsidste kapitel om ”en ny himmel og jord”, hvor der ikke længere findes ”sorg”, ”død” eller ”pine”. Det begynder godt – og det ender godt!

Indimellem ligger det enorme tidsstræk, hvor det onde og døden findes. Og det fylder jo ærligt talt ganske meget i vores tilværelse. Pointen er ikke desto mindre, at det får ende. For Bibelen er det onde en episode – så opsigtsvækkende det end lyder.

Og bemærk: Forvandlingen omfatter alle og alt, som kan lide og dø på denne jord; den er ikke forbeholdt mennesker. Den omfatter Altet.

Om tiden indimellem gælder: Vores tilværelse går ikke op! Vi slæber sorg, død og pine med os. Og samtidig elsker vi dette forunderlige liv, skabt til os med glæder og gaver, som det er.

Modsigelsen er ikke til at have med at gøre. Hvorfor skal det gode have ende? Hvorfor skal vi dø?

Ja, værre: Hvorfor skal den/dem, vi elsker og ikke kan undvære, dø? Hvorfor skal vi leve med døden som vores ”arvefjende”, som Grundtvig skal have sagt? Ofte skubber vi det fra os, eventuelt med humor – som Woody Allen: ”Så længe døden findes, er det ikke rigtig til at slappe af.” Men det bliver det ikke mindre grumt af.

At tilværelsen ikke går op, viser sig også på andre måder. For nogle år siden blev en ung kvinde banket halvt ihjel af sin kæreste med en jernstang. To år efter kunne hun møde ham på gaden. Han havde udgangstilladelse fra fængslet til at passe en attraktiv læreplads i Meyers Bageri. Han var i resocialisering. Det var godt for ham, men skete på bekostning af et hensyn til hende som offer. Havde man straffet ham strengere og dermed vist hende hensyn, ville han have været mere truet af tilbagefald bagefter. Med andre ord: Barmhjertighed og retfærdighed er uforenelige.

Det er det, vi kalder et ægte dilemma: Ved at vælge ét godt hensyn fravælger man uvægerligt et andet godt hensyn og omvendt.

Et tredje eksempel på, at vores tilværelse ikke går op, er, når vi går hen og bliver skyld i noget, samtidig med at vi ikke havde anden udvej og derfor på en måde ikke kunne gøre for det. Det er noget af det ondeste ved tilværelsen. Det er for eksempel, når børn kommer i klemme ved en uundgåelig skilsmisse. Og når en skade er sket, varer dens virkninger, selvom skadevolderen tilgives.

Det er, som om Vorherre ikke har fået skabt tilværelsen færdig. Det virker meningsløst, ja, ligefrem oprørende. Det trodser både vores fornuft og vor etik.

Bibelen ved det godt. Og den tager højde for det. Men på Guds måde. I stedet for at forklare sig vælger han at åbenbare sig! I et spædbarn og dets senere voksenliv. Med julen, fulgt af påske og pinse, fortæller han: Sådan er jeg. Som denne Jesus! Med hans komme gør jeg alting nyt!

Men hvad stiller vi op med et så åbenlyst kontrafaktisk budskab? Det passer jo ikke; sorg, død og pine hærger som tilforn.

Svaret er: Vi ritualiserer budskabet. Vi tager det på forskud i ritualets – eller kultens – tid og rum. Det er en urgammel ”udvej”, der tydeligt nok virker dugfrisk hvert år, når det vrimler med deltagere i juleaftensgudstjenesterne.

De er ganske vist forkortede udgaver af de normale søndagsgudstjenester, men de deler meget med dem. Vi forlader den profane hverdag, sluser os gennem døre, mange steder tre – ind på kirkegården, ind i våbenhuset og sluttelig ind i kirkerummet som ”det andet sted”, kultens sted, det hellige sted. Her foregriber vi det ondes og dødens ophør ved at opføre det. Ikke som statister – som medvirkende, med alt, hvad vi er, sjæle og kroppe. Alene ved at være kommet. Og ved at lytte, lade os noget sige, rejse os og sætte os, sige Fadervor i kor, modtage Herrens velsignelse og – ikke mindst – synge sammen.

Den prægtige julesalme ”Velkommen igen, Guds engle små” har det. Den er fra dengang, julen først begyndte første juledag. Det var stadig tilfældet, da min mor (født 1914) var barn på landet. Som voksen blev hun bybo, hvor vi af en slags utålmodighed tager hul på julen juleaften.

Men ikke hun. ”Glædelig jul” hilste hun os julemorgen og ikke før. Til gengæld bredte der sig højtid fra hende, atmosfærisk! Hun elskede da også hele livet verset i Grundtvigs ”Kirkeklokke, ej til hovedstæder”: ”Mens som barn på landet jeg var hjemme, julemorgen var mit himmerig.”

I ”Velkommen igen, Guds engle små” hedder det på samme vis, at børnene ”tæller mer ej timer”, da de ”vågner mildt i morgengry” efter en nat, hvor de har drømt om englene fra marken ved Betlehem. Nu, i julegudstjenesten, møder de englene på ny – i sangen!

”Da vandrer Guds engle op og ned på salmens tonestige”, ”da åbner sig Himlens borgeled, da kommer ret Guds rige”. De er dér, englene, over dem – over os. De/vi synger os med englene ind i det kommende rige. Grundtvigs genialitet! Han spiller på Jakobs drøm (Første Mosebog, kapitel 28, vers 10), da han på en rejse havde lagt sig til at sove med en sten under hovedet og så engle gå op og ned på en stige over sig, så han om morgenen i hellig bæven udbryder, at her er ”Guds hus og himlens port”.

Guds rige er kommet! Vi synger os ind i det. Det er her. Her og nu. Over os, i os og med os.

Men, men. Vi ved jo godt, at straks vi forlader kirken, får vi brug for igen at bede ”komme dit rige”. Det forsvinder mellem fingrene på os. Smertens og sorgens og dødens verden melder sig igen.

Grundtvig runder lige omkring det med ordet julesorgen i salmens sidste vers, velsagtens ved tanken om en langfredag, der venter det spæde barn. En anden en kan også føle sig forstemt midt i juleglæden. Alle tankens og forargelsens spørgsmål og manglen på forklaringer hænger stadig i luften.

Og så alligevel: En ny mulighed har meldt sig. At opsøge kultens tid og sted oftere end den årlige til jul. Det hedder vanekirkegang. ”Søndag morgen fra de døde Jesus sejerrig opstod”. Det er også Grundtvig (salmebogens nummer 406). Og her er hans bøn hørt, ”julesorgen” er slukket. Det skete påskedag, så nu kan vi synge med ham: ”Hver en søndags morgenrøde bringer nu for døden bod”!

Her, i søndagsgudstjenesten, gentages skabelsen og foregribes gen- eller nyskabelsen på én og samme tid med os som syngende aktører, der retter ansigterne mod ”solopgangen fra det høje” (Lukasevangeliet, kapitel 1, vers 78) og ryggen mod det ondes episode.

Jeg tror ikke (længere), det vigtigste er at finde tilfredsstillende svar – som jeg så samtidig heller ikke rigtig tror på findes. Jeg sætter forståelsen på standby. Jeg udsætter den – og foregriber: Forklaring følger, ”når alt kommer til alt”, med Søren Ulrik Thomsens underfundige ord.

Og jeg giver samme Thomsen ret, når han spørger: Er en ny himmel og jords komme mere mirakuløs end kendsgerningen, at noget og vi findes?

Og så pyt da: Glædelig jul!