BA i religionsvidenskab
Intensiteten af den menneskelige ondskab og lidelse, som vi netop har oplevet i terrorangrebet, der ramte New York den 11. september, og som vi i nyere tid har oplevet det i f.eks. Holocaust og i krigene i Rwanda og Jugoslavien, er så overvældende, at det kan give en følelse af absurditet og skabe tvivl om, hvorvidt der overhovedet kan findes en højere moralsk orden i universet.
Denne ondskab og meningsløshed har i religiøs sammenhæng givet årsag til anklager mod Gud, som vi finder det i Stendhals epigram, der lyder, at Guds eneste undskyldning er, at han ikke eksisterer. Eller i det berømte spørgsmål stillet af Ivan Karamazov i Dostojevskijs »Brødrene Karamazov«: »Sig mig ligefremt og ærligt, hvis du selv skulle opbygge den menneskelige skæbnes tempel med det mål til sidst at opnå at gøre menneskene lykkelige, skænke dem fred og ro, men hvis derfor at opnå dette blot et eneste lille barn måtte martres til døde ... for at få dets uhævnede tårer til at grundlægge denne bygning på - ville du gå med til at være bygmester på de betingelser? Svar mig oprigtigt.«
En søgen efter mening med ondskab, ulykker og menneskelig lidelse har optaget mennesket op igennem tiden. De erfaringer, der vækker anstød, forsøger vi at indordne i nogle ellers meningsfulde helheder, og de mange behandlinger af det ondes problem, vi finder i den kristne tradition, kan ses som forsøg på at få det onde og lidelsens realitet til at passe ind i et religiøst system med en algod, alvidende og almægtig Gud. Begrebet »teodicé«, introduceret af Leibniz omkring år 1700, er sammensat af de græske ord »teos« (gud) og »dike« (retfærdighed) og bruges som betegnelse for forsøg på at forsvare Gud i forhold til det ondes realitet.
Den græske filosof Epikur opstillede omkring 300 f. Kr. et logisk dilemma, der ofte ses som paradigmatisk for teodicé-forsøgene, og som lyder:
»Enten vil Gud afskaffe det onde og kan ikke, eller han kan, men vil ikke; eller han hverken vil eller kan; eller han både vil og kan.
Hvis han vil, men ikke kan, er han svag, - og det kan man ikke regne med hos Gud.
Hvis han kan, men ikke vil, er han ond, - hvilket er lige så fremmed for Gud.
Hvis han hverken kan eller vil, er han både svag og ond og derfor ikke Gud.
Hvis han både vil og kan, hvilket er det eneste, der sømmer sig for Gud, hvor kommer det onde da fra, og hvorfor afskaffer han det ikke?«
Tre omstændigheder er med til at skærpe dette dilemma. Først en opfattelse af Gud som en transcendent magt, der samtidig er aktivt indgribende i menneskenes verden; dernæst en monistisk gudsopfattelse, der gør, at det onde ikke kan henføres til et selvstændigt princip uden for Gud, men i sidste ende må føres tilbage til guddommen selv. Den tredje skærpende omstændighed er, at der opereres med et personligt gudsbegreb, og at man i den forbindelse kan tale om »Guds vilje«. Netop det, at man tillægger Gud prædikaterne godhed, kærlighed og retfærdighed, skærper problemet, idet disse ses som uforenelige med en forårsagelse af eller tilladelse af det onde.
At nærme sig det ondes problem med den logiske tilgang, vi ser udtrykt i Epikurs dilemma, er problematisk. En sådan tilgang indebærer nemlig anvendelse af fornuftsprincipper på noget, der ikke blot er et rationelt anliggende, men derimod en holdning til noget, man tror på - et livssyn. En udbredt reaktion er da også en afvisning af spørgsmålet enten af agnostisk eller teistisk karakter. Den agnostiske afvisning er en afvisning af menneskets evne til at give et svar; en holdning vi bl.a. finder hos Kant, der ser teodicé-forsøgene som en metafysisk overanstrengelse af menneske-tanken.
Den teistiske afvisning understreger f.eks., at man ikke skal gå i rette med eller sætte sig til doms over Herren; udtrykt i Paulus' brev til romerne (kap. 9,20) »Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan?«. Andre eksempler på en afvisning af spørgsmålet findes i Det Gamle Testamente (f.eks. i Jobs Bog), i Det Nye Testamente og hos Luther.
Mange forsøg er blevet gjort på at forklare eller retfærdiggøre det onde. Forsøgene indeholder som regel udsagn omhandlende Gud, verden og det onde, og kan meget forenklet skitseres herudfra.
I teodicéer med vægt på Gudsbegrebet forsøger man ofte at gøre afstanden mellem Gud og det onde så stor som mulig. Dette kan gøres ved at lægge vægt på en dualistisk forståelse, hvor det onde ses som et selvstændigt princip uden for Gud f.eks. i form af Djævelen, som vi ser det visse steder i Det Gamle og Nye Testamente.
En anden løsning er at lægge ansvaret over på menneskene. Ved at lægge vægt på den frie vilje kan det onde forklares bl.a. som en følge af syndefaldet eller arvesynden, som straf for menneskets synder eller en form for opdragelse af menneskene. Tanken om det onde som straf for synd findes bl.a. i Det Gamle og Nye Testamente og hos den gamle kirkefader Augustin (354-430).
En teodicé med vægt på verden vil ofte indeholde argumenter om, at verden, som er skabt og styret af Gud, ikke er ond, og kan derfor ses som en kosmodicé (en retfærdiggørelse af verden). Denne betoning af spørgsmålet ses bl.a. hos nyplatonismen, Augustin og hos den skolastiske teolog Thomas Aquinas (1225-74).
En vægtning af det onde i et teodicé-forsøg vil ofte give sig udslag i et forsøg på at tage brodden af det onde, f.eks. ved at se det som en illusion eller mangel, som vi ser det hos Platon og Augustin, eller ved at tilskrive det onde en opdragende effekt. Man kan desuden anskue det onde ud fra læren om harmoni mellem kontraster, noget vi møder hos Platon, Plotin og Augustin, eller se det som tjenende et fremtidigt mål evt. af eskatologisk karakter.
Det er af stor betydning, om man lægger vægt på moralske onder, som dækker over alt det onde, mennesker påfører hinanden, eller fysiske onder, som er fænomener som naturkatastrofer, epidemier, sult og kampen for overlevelse.
I mødet med det ubegribelige onde vil man som nævnt søge at sætte det skete ind i en form for en meningsstruktur. I forbindelse med terror-angrebet på USA kan man f.eks. se sammenligningen med angrebet på Pearl Harbor som et forsøg på at placere det skete og ufattelige i forhold til noget kendt. Terror-aktionen er desuden blevet omtalt som en prøvelse af det amerikanske folk.
Et spændende nutidigt forsøg på at forene tanken om en kærlig Gud med den ondskab, der findes i verden, finder man hos den amerikanske religionsfilosof John Hick i hans såkaldte »Soul-making theodicy« (sjæleopbyggelses-teodicé).
Det onde og den »prøvelse« af mennesket, der følger heraf, ser Hick som en nødvendig del af Guds formål med mennesket. Dette formål består ifølge Hick i en gradvis skabelse af en fuldkommengjort menneskehed via en lang og vanskelig »sjæleopbyggelsesproces«. For at dette kan lykkes, må verden være et sted, hvor der tillades både fysiske og moralske onder. Disse ses som nødvendige for udviklingen af moralske kvaliteter, såsom mod, barmhjertighed, selvopofrelse og ægte kærlighed, og ligeledes som nødvendige for at vælge mellem en moralsk rigtig eller forkert handling. Da sjæleopbyggelsen ofte fejler her i verden, peger Hicks teodicé fremad på livet efter døden. Opbyggelsen af mennesket fortsætter efter døden, indtil hvert enkelt menneske opnår fuldkommengørelse og fællesskab med Gud, og det er dette fremtidige gode, der ifølge Hick retfærdiggør alt, hvad man må gennemgå i denne verden.
Hicks teodicé-forsøg kan problematiseres på flere punkter, men jeg vil her nøjes med at nævne et enkelt aspekt; nemlig hvorvidt Hicks teodicé kan siges at være i overensstemmelse med almindelig moral. Ligeledes kan retfærdigheden i teodicéen problematiseres, idet ikke alle testes i lige høj grad.
Spørgsmålet er, om der er noget, der kan retfærdiggøre menneskelige lidelser, som vi har set det i holocaust, ved sultkatastrofer, i krige og ved mishandling? I Dostojevskijs »Brødrene Karamazov« finder vi en afvisning af et evigt gode som retfærdiggørende det onde, idet Ivan Karamazov afviser en forvandling af menneskenes lidelser efter døden. Den højere harmoni hævder han »...er ikke de martrede børns tårer værd«, og han siger endvidere »Netop fordi jeg elsker menneskene, kan jeg ikke acceptere den ......Det koster for meget at få adgang til den højere harmonis rige. Vi har ikke råd til at betale så dyr en entré.«
Vi anfægtes af lidelsen i verden og af den meningsløshed, der synes at være forbundet hermed, og dette giver sig i dag ofte udslag i en frasigelse af en moralsk magt i verden - en Gud. Man kan dog vende problemstillingen om, og med et citat fra K.E. Løgstrups »Skabelse og tilintetgørelse« stille følgende spørgsmål: »Anfægtet af lidelsen og ulykke tænker den enkelte irreligiøst. Hvorfor anfægtes han ikke af glæden og lykken? Hvorfor føler han ikke sin irreligiøsitet truet af dem? Kun lidelsen og ulykken forlanger en forklaring, som han giver med sin påstand om, at alt er meningsløst og absurd. Universets eksistens, det glædeliges eksistens forlanger derimod ingen forklaring. Hvorfor egentlig ikke? Skyldes det, at den irreligiøse i virkeligheden også går ud fra tanken om skabelse ... « Og videre »... spørgsmålet er, om oplevelsen af absurditet overhovedet er mulig uden tanken om, at livet er værd at leve, stadig er forudsat« n