Prøv avisen
Kronik

Det særlige forhold mellem voksne børn og deres forældre

Niels Kjeldsen-Kragh, Speciallæge i psykiatri

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Forholdet mellem voksne børn og forældre er en unik relation, der har helt andre kendetegn end andre relationer. Uligheden er ikke åbenlys som i barndommen, men diskret og indirekte

FORÆLDRE OG SMÅ BØRN er ikke ligestillede. De voksne er autoriteter, der har viden, kunnen og erfaring i forhold til dem, der vokser op. Forholdet er ulige. Hvad så med tiden efter opvæksten?

Er voksne børn og forældre så blevet ligestillede enheder, eller er de stadig knyttet sammen i et vedvarende asymmetrisk forhold? Er børn altid ”børn” og forældre altid ”forældre” – eller vil børn og forældre kunne mødes som voksne ligemænd? Kan et forhold, der har været ulige i 18 år, blive lige?

Forældre beskytter deres opvoksende børn mod dårlig indflydelse. De fortier, hvad de har lavet af dumheder og fejltagelser i deres liv for ikke at være dårlige rollemodeller. De fortsætter ofte med at optræde som moralske forbilleder, selvom børnene er blevet voksne. Mange giver udtryk for, at hvis der er nogen, de kender rigtig godt, så er det deres forældre. Dette udsagn er kun delvist sandt.

Ganske vist er man fortrolig med sine forældres vaner, holdninger og meninger, men mange forestiller sig ikke, at deres forældre kan have hemmeligheder, som de absolut ikke ønsker, deres børn skal have adgang til. Børns viden om deres forældre er således selektiv. Men voksne børn fortæller heller ikke alt til deres forældre. De vil nødig skuffe og vil helst fremstå som de gode børn, de af forældrene er udset til at være. De har via opvæksten erfaret, at det hele går mere gelinde, hvis man sorterer i, hvad man betror sine forældre. Voksne børn fortæller snarere søskende eller venner om de mere tvivlsomme handlinger, de har begået.

Den fortielseskultur, der således opstår mellem forældre og voksne børn, medfører, at parterne på en vis måde er på afstand af hinanden. Voksne børn og deres forældre er tæt på og langt væk samtidigt. Tæt på, fordi de har tætte følelser fra deres fælles fortid, og langt væk, fordi de sorterer i, hvad de beretter for hinanden. Det, der resterer, er tryghed. Det, der er fraværende, er spænding, hvilket kan forklare, hvorfor voksne børn let kommer til at kede sig i deres forældres selskab.

VOKSNE BØRN BIBEHOLDER ofte et barnligt syn på deres forældre, og uden at gøre sig det klart ser de dem ikke, som de ser andre voksne. Dette er åbenbart, når der tales om forældrenes seksualitet. Det er i orden, at naboen, som er jævnaldrende med forældrene, er et seksuelt væsen, men det kan være frastødende at opleve, at ens egne forældre er indrettet på samme måde. Små børn har en forestilling om, at forældrenes seksualitet er af samme infantile karakter som deres egen. Voksne børn har et ubevidst ønske om at fortsætte med at se forældrenes seksualitet med barndommens briller og føler væmmelse ved at se i øjnene, at forældrenes seksualitet ikke er, hvad de som små børn troede, den var. Billedet af forældrene skal forblive det samme, som det var i barndommen. Der findes sønner og døtre, der er ved at kaste op over, at deres 70-årige mor har fået en kæreste. Ikke fordi de har noget imod hendes nye kærlighed, men tanken om hendes erotiske udfoldelse føles ulækker.

Voksne børn, som igennem deres opvækst har oplevet, at forældrene støtter dem, uanset hvad der sker, kan udvikle en følelse af, at de når som helst kan komme til far og mor med deres sorger og bekymringer uden at spekulere over, at deres beklagelser tærer på forældrenes kræfter. Små børn ser deres forældre som supermennesker, og den opfattelse bliver i voksenlivet ubevidst cementeret, hvis forældrene forsøger at leve op til dette smigrende billede. Selvom nogle forældre kan blive overbelastede, kan samvittigheden forbyde dem at sige: ”Vi har ikke overskud til at høre på alle dine problemer, som er ved at slide os op. Du må gå til en anden.”

Forældre fortæller ofte deres små børn, at de er værdifulde. Nogle voksne børn føler ubevidst, at deres forældre stadig lever og ånder for dem, som da de var små, og tænker ikke over, at forældrene – ligesom andre mennesker – ændrer sig hele livet igennem og får nye behov. Såfremt en forælder af en eller anden grund beklager sig, kan man indimellem høre det voksne barn sige: ”Jamen du skal da være glad, for du har jo os, vi klarer os godt, og du har gode børnebørn, så hvorfor er du så utilfreds.” Et udsagn af denne karakter antyder, at det voksne barn forestiller sig, at forældrenes liv udelukkende er baseret på deres børn og deres trivsel. Den voksne hænger fast i en barnlig opfattelse af, at forældres lykke er afhængig af barnets lykke efter devisen: ”Når jeg er glad, er far og mor også glade.”

Der findes forældre, der forlænger forældrerollen, fordi den er attraktiv. Mødre genopliver moderrollen, når den voksne søn kommer hjem. Så skal han have sin livret og forkæles: ”Nu fryser du vel ikke, og får du nok at spise?”. Og nogle forældre kan ikke holde sig fra at belære sønnen, som til gengæld luner sig ved forældrenes anerkendende ros, når han fortæller om sine seneste præstationer. Det voksne barn bliver infantiliseret for en dag.

Sker dette tit og i stort omfang, siger forældrene undrende til hinanden: ”Bliver han da ikke snart voksen?”, og det voksne barn beklager sig til sine venner: ”Mine forældre bliver ved med at behandle mig som et barn og ser ikke, at jeg er blevet voksen.” Dette ubevidste spil kan medføre flovhed for begge parter, hvis der er udenforstående til stede. Den voksne søn bliver forlegen, hvis andre ser ham glide ind i en barnlig rolle i forhold til forældrene, og forældrene kan blive skamfulde over deres søn, hvis de frygter, at andre synes, at han ikke optræder alderssvarende. Børn er tit forældres prestigeprojekt, og hvis de ikke slår til, slider det på forældrenes selvfølelse.

FORÆLDRES PLIGTFØLELSE leder ofte til dårlig samvittighed, fordi de aldrig kan vide, om de har været gode nok for deres børn. Det fører let til selvbebrejdelser, som danner grobund for at gøre en ekstra indsats, hvilket kan medføre, at forældrene langt ind i barnets voksenliv forsøger at rette op på tidligere faktiske eller indbildte forsømmelser. Når børnebørn skal passes, ses det jævnligt, at latent skyldfølelse tvinger bedsteforældrene til at påtage sig opgaver, der rækker ud over deres ressourcer. Kommer man tæt nok på bedsteforældre, og har man passeret det stade i samtalen, hvor begejstringen for børnebørnene er ventileret, kan man, hvis fortroligheden er til stede, høre dem beklage sig over deres krævende børn, som forventer hjælp, hver gang de har behov for det. Og skulle det ske, at bedsteforældrene trodser deres samvittighed og siger nej, aktiveres børnenes underliggende forældrekritik, som hidrører fra deres egen barndom: ”I kunne da godt hjælpe til nu, da I er pensionister og alligevel ikke har andet at lave.” Og de voksne børn tænker, at det, forældrene forsømte, da de voksne børn var små, kunne forældrene i det mindste rette op på i forhold til børnebørnene.

Bliver forældrene plejekrævende, går asymmetrien den modsatte vej. Voksne børn bliver forældre for forældrene og giver tilbage, hvad de selv i sin tid fik. Fik de kærlighed, får forældrene det også, og fik de det modsatte, må forældrene smage deres egen medicin: kritik, bebrejdelser eller direkte vrede. Og har barndommen været fuld af formaninger, bliver den gamle mor opdraget og irettesat: ”Du kan godt se, at når du ikke drikker væske nok, får du det dårligt.” Man høster, som man sår.

Forholdet mellem voksne børn og forældre er en unik relation, der har helt andre kendetegn end andre relationer. Uligheden er ikke åbenlys som i barndommen, men diskret og indirekte. Den er så grundfæstet, at selv et langt liv ikke kan udviske den.