Artiklen er første gang udgivet 23. februar 2017.
Det er specielt at have søskende. Alle ved det. Men det berøres som regel kun overfladisk. Hvad er det egentlig, der er så specielt?
Søskendeforhold er anderledes end andre relationer på grund af to forhold, som er til stede samtidigt: Det genetiske slægtskab og det opvækstmæssige fællesskab.
Det er en yndet beskæftigelse blandt søskende at sidde i fællesskab og fundere over, hvem man slægter på. Hvilke egenskaber stammer fra hvem. ”Ligner jeg mest vores mor og du mest vores far eller en slægtning fra den forrige generation?”. At diskutere sit biologiske ophav styrker slægtsfølelsen og skaber historisk fornemmelse; og det øger sammenholdet og den gensidige tilknytning, at alle har del i samme genetiske pulje. Frygt for ensomhed mindskes, når man ved, at der er nogle, man hænger sammen med. Båndene styrkes på et ubevidst niveau, og alle kan blive enige om, at blod er tykkere end vand, og at det er godt at høre til hos nogen.
Søskende ser sig selv i hinanden. Lighederne kan være fysiske, temperamentsmæssige eller interessemæssige. Genkender man sig selv i sin bror, kan man se sig selv udefra på en overrumplende måde. ”Han tænker og taler som mig.” Det kan vække afsky, begejstring eller undren. ”Er jeg virkelig sådan?”. Det kan udløse midlertidig identitetsforvirring. ”Hvem er jeg, når jeg så tydeligt kan se mig selv lyslevende foran mig?”.
En sådan identitetsforvirring plejer at være midlertidig og vækker kun diskrete ubehagsfornemmelser. Er søskendeflokken stor, og ses man ofte, kan man blive bekræftet i, at de idiosynkrasier, der er typiske i familien, repræsenterer det normale, og at andre, der har andre normer, er ”underlige”. ”Det er sært, at de andre ikke er som os.” ”Der må være noget i vejen.”
Latent intolerance kan blive forstærket, når man erfarer, at de andre i flokken har samme adfærdsmønster, fordomme og særheder, som man selv har. Ironisk nok har svogre og svigerinder ofte et klart blik for familieejendommeligheder, som søskende hyppigt er blinde over for.
Søskende har, fra de var små, sanset hinanden kropsligt, hvilket ubevidst ligger som en understrøm imellem dem, når de er voksne. De kender noget meget privat og intimt ved hinanden. De kender hinandens vaner, hvad angår latter, gang, tale og spisemåde. De genkender den andens lugt, hvilket er et potent virkemiddel til at genopvække tidlige minder. Voksne søskende bliver ved synet af hinanden ubevidst mindet om ”urtiden”, som de ved har været en betydningsfuld fælles oplevelse.
Voksne forsøger ofte livet igennem at lægge barnligheder bag sig for at fremtræde voksent. Men hver gang søskende mødes, vækkes fortiden ubevidst til live, og de konfronteres med, hvem de var. De har som børn set hinanden i ulykkelige, afhængige og ydmyge situationer. Af samme grund hersker der ofte en vis blufærdig stemning mellem voksne søskende.
De har set med deres egne øjne, hvor svage og hjælpeløse de kan være inderst inde. Det er sværere at opretholde en voksenidentitet, når man møder sine søskende, fordi barneidentiteten hele tiden melder sig på banen.
Voksne søskende fortsætter ofte med at se hinanden med barnets briller, og når de er sammen, bliver barndommens atmosfære på forunderlig vis levende igen. De indbyrdes hierarkier lever videre sommetider helt ind i alderdommen. Man tror, man kender hinanden, fordi man baserer sit kendskab på, hvad man oplevede som barn. Man ser sine søskende, som de var, og ikke, som de er. Og man kan blive særdeles overrasket som voksen, når man gradvist finder ud af, at ens søskende har sider og træk, man ikke før har set. Så ser man dem pludselig med voksne øjne og ikke med barnets øjne.
Konfliktniveauet varierer i søskendeflokke. Jo større sårbarhed hos de enkelte medlemmer i en søskendeflok, jo større risiko for sammenstød, intriger og bitterhed. Jo mere aggressivt og disharmonisk miljøet var i primærfamilien, jo vanskeligere kan søskende enes, og omvendt jo større largesse og tolerance forældrene udviste, jo mere fordragelige og fredelige bliver søskende.
Forældre har en utopisk drøm om, at deres børn holder sammen altid. Det er en romantisk, men urealistisk opfattelse, som dementeres af virkeligheden, der bugner af eksempler på søskende, der ikke står hinanden særlig nær, undgår hinanden eller er uvenner. Det er en almen opfattelse, at søskende bør enes, have nærhed og glæde af hinanden, og af samme grund skjules søskendestridigheder ofte. Det er accepteret at strides med en kollega, men det er pinagtigt, hvis to brødre er uvenner. For dem, der er opvokset i den kristne tradition, giver det ubevidste mindelser om brodermordet mellem Kain og Abel.
Spørger man mennesker, hvem der ved mest om deres indre liv, er svaret ofte: ægtefællen eller en eller flere venner. Sjældent kommer søskende på førstepladsen. Mellem søskende er der ofte konkurrence indbyrdes. Hvem står sig bedst i forældrenes øjne, hvem klarer sig bedst socialt, hvem foretager de mest eksotiske rejser, og hvis børn er de bedst begavede. Røber man for meget, kunne det ske, at man kom bagud i konkurrencen. Latente konflikter mellem søskende kan blusse voldsomt op ved ankomsten af svogre og svigerinder, som kan komme til at puste til ulmende gløder. De kender ikke de delikate bånd, der findes i en søskendeflok, og har derfor en mere håndfast tilgang til, hvad de opfatter som urimeligheder.
At være del af en flok skaber tryghed. Men mennesket lever ikke af tryghed alene. Uden en passende balance mellem tryghed og spænding bliver tilværelsen utilfredsstillende. Bliver livet for trygt, bliver det kedeligt. Er der for megen spænding, bliver det overfladisk. Spænding får man ved at orientere sig mod omverdenen. Modvægt til forudsigelighed er dannelsen af venskaber, hvor man møder forhold, som ikke fandtes i ens primære familie.
Søskende bliver nedprioriteret, og fremmede bliver opprioriteret. Det er godt at have søskende i baghånden, som man altid kan få brug for i nødens stund, men de danner ofte kun en betryggende baggrundskulisse, som man kan vende sig mod, når behovet for tryghed melder sig. Skal man finde sin identitet, er det bedst at være på afstand af såvel forældre som søskende, der let kommer til at holde en fast i barndommens verden.
Venner håndplukkes som et aktivt tilvalg. Søskende tildeles man passivt ved skæbnens mellemkomst. Venskab baserer sig på frivillighed, søskende er man forpligtet over for. Venner kan man miste eller skille sig af med. Søskende har en plads i ens indre for resten af livet. Søskende forventer gensidigt, at de stiller op i nødens stunder, næsten som en mental og social livsforsikring, et værn mod forladthed. Venskab udspringer af gensidig tiltrækning, af fælles interesser og værdier. Søskendeskab udspringer af fælles genetik og fælles fortid. Det kan være smertefuldt at miste sine søskende, hvad enten det skyldes fjendskab eller død, fordi båndene blev etableret på et tidligt og følsomt alderstrin.
Om søskendeskabet bliver til sorg eller glæde, afhænger af modenheden hos de implicerede. Nogle få er så heldige, at de bliver bedste venner med deres søskende, som de kan betro sig til og opleve følelses- og interessemæssigt fællesskab med uden at forfalde til konkurrence. De ser hinanden som attraktive personligheder, det er inspirerende at pleje omgang med, hvorved det magiske sker: Søskendeskab forenes med venskab. Det er ikke almindeligt, men det er lykkeligt, når det hænder.
Niels Kjeldsen-Kragh er speciallæge i psykiatri