JEG SIDDER I LÆNESTOLEN og ser en film. Moderen skal dø, og familien er samlet for at suge det sidste kærlighed ud af livet, forme de sidste minder med hende og sige det endegyldige farvel.
Hun giver sine børn de sidste gode råd med på vejen. Det vil være hendes stemme, de hører, når de er i tvivl. Det vil være de ord, de lader sig guide af, når livet udfordrer dem.
JEG KIGGER OP MOD HIMMELEN. Jeg tror, han sidder deroppe et sted og følger med. Men hvad ville han sige? Hvad ville hans sidste gode råd til mig være? Jeg ved det ikke... Jeg spurgte ikke, da vi, den tirsdag i oktober for små tre år siden, sad på stuen på Hvidovre Hospital og måtte se min far trække vejret for sidste gang.
Jeg fik ikke det sidste gode råd, som de gør i filmene. Men. Jeg fik ham som far, og gennem sin livsførelse har han vist mig vejen. Han ville være blevet 60 år den 19. juni i år. Dette er talen til ham. Talen, der skal takke ham for alt, han har lært mig – levende, i sin kamp mod sygdommen og efter sin død.
KÆRE FAR.
Tillykke med fødselsdagen!
De fleste, som har kendt dig, vil vide, at du ikke var den mest ekspressive person. Du var en handlingens mand. Omend du måske ikke så ofte har sagt det, så har jeg aldrig været i tvivl om din kærlighed. Du har været mit anker. Du har holdt mig fast og givet mig ro, når verden har syntes uoverskuelig og uretfærdig.
Da jeg var teenager og syntes, livet var svært at leve, så gav du mig tryghed. Ikke med dine ord, men med dit nærvær. Vi kunne i stilhed gå sammen ude i garagen og pille med noget værktøj – du satte ikke krav, du stillede ikke spørgsmål, du var der bare. Måske var det, fordi du om nogen forstod det. Forstod, at man ikke altid har ordene, der kan beskrive ens følelser. Du har lært mig, hvad det betyder at føle sig set. Ikke for det man gør, men for den man er, også når man ikke selv ved det, og det er jeg dig evigt taknemmelig for.
At skulle leve uden dig har derfor også betydet, at jeg har skulle finde et nyt holdepunkt. Mit anker blev revet væk og for en stund drev jeg hvileløst rundt mellem bølger så høje, at jeg troede, jeg skulle drukne i sorgen. Som bølgerne er stilnet af, har jeg fundet ud af, at jeg må være mit eget holdepunkt, og at jeg skal finde trygheden i mig selv. Det er dog kun muligt på grund af dig. Jeg kan mærke din kærlighed forankret i mig, og selvom savnet aldrig forsvinder, så har jeg fundet ro i mig selv og i mindet om dig.
Jeg husker stadig den dag i oktober for snart 11 år siden. Julie og jeg sad i bussen på vej hjem. Vi ventede på opringning fra dig, vores kæreste far. Den kom, og vores verden var med et opkald ændret for altid. Lungekræft… Vi sagde ikke mange ord til hinanden på den tur hjem. Bussen kørte den vante rute, men alt stod mærkeligt stille. Jeg var som forstenet.
Men det blev starten på et nyt liv. For dig. For mig. For vores familie. Et liv med kampen mod kræften. Og hvilken kamp du kæmpede. Jeg er ikke i tvivl om, at det var din stædighed og din lyst til livet, der gjorde, at vi fik otte år mere med dig. Af hele mit hjerte, tak!
Du har i din kamp mod kræften lært mig, at livet ikke må tages for givet – det skal leves. Jeg ville give alt for et ekstra sekund med dig, men jeg er så taknemmelig for, at du kæmpede så hårdt for at blive hos os, og den gejst vil jeg tage med mig altid.
Du har aldrig givet op – du har stået fast, været stærk og kæmpet med alt du har haft, men vi vidste, at kampen måtte slutte. ”Det er okay, du må gerne give slip nu.” Det var mine sidste ord til dig. Mit ansigt helt tæt på dit.
Man hører ofte ordene ”han tabte kampen mod kræften”, men det er ikke tilfældet for dig. Du sejrede. Kræften fik ikke lov at vinde, vi fik otte år mere. Det gav os muligheden for at tage på skiferie sammen, minder jeg for altid vil have med mig. Du var med, da jeg blev færdig som kandidat, og jeg kunne se stoltheden i dine øjne. Du nåede akkurat også at hjælpe mig lidt med at renovere min lejlighed. Det var vores ting, dig og mig. Når vi kunne gå der sammen og være praktiske. Bare være os. Det er nogle af de tryggeste og kærligste stunder, jeg har med dig, og hver gang jeg tager boremaskinen frem, så smiler jeg mod himmelen og tænker på dig.
Efter din død har jeg gjort mig mange tanker om, hvordan jeg bedst kan beholde dig i mit liv. Hvordan jeg på bedst mulig vis ærer dit minde og hylder din kamp. Jeg startede hos psykolog. Jeg skulle have hjælp. Hjælp til at forstå, at du ikke længere var hos os. Hvordan skulle jeg leve et liv uden dig ved min side? Og ja, vi brugte meget tid i starten på at bearbejde sorgen – tabet, smerten, uretfærdigheden. Men jeg sagde også til ham: ”Jeg vil leve mit liv og få det allerbedste ud af det – det er sådan jeg kan ære min far bedst.” Du har tændt en gnist inden i mig. En lyst og en vilje til at skabe det bedst mulige liv for mig selv.
Selvom jeg ikke helt ved, hvad det indebærer endnu, så er én ting klar: Deroppefra et sted skal du se stolt ned på mig. Du skal se mig nyde livet og alle dets glæder. Du skal vide, at du står lige der bag mig og skubber mig ud i livet. Din kampgejst vil jeg holde tæt på mit hjerte, og den vil inspirere mig til at udforske livet.
Så kæreste far, hjertelig tillykke med de 60 år. Selvom vi skal fejre din fødselsdag hver for sig, så vil du stadig blive fejret. For alt, hvad du har gjort, og alt det, du stadig gør.
NEJ, JEG FIK IKKE den velkendte farvelscene fra filmene. Jeg fik ikke det sidste gode råd.
Jeg fik en far, som gennem sin måde at leve på har vist mig vejen. Det er hans kærlighed og tryghed, jeg vil lade mig berolige af. Det er hans kamp og lyst til livet, som jeg vil bære i mit hjerte og lade mig guide af.