Det skabte hellige menneske

Har menneskerettighederne og kristendommen noget med hinanden at gøre? Det mener jeg i høj grad, de har. Jeg anser det for at være en misforståelse, at menneskerettighederne blot skulle være en humanistisk idé. Baggrunden for menneskerettighederne er, at menneskeindividet er et væsen, som man ikke må krænke. Man skal vise det respekt og agtelse. Man krænker et menneske, hvis man slår det ihjel, eller mindre drastisk og mere almindeligt, hvis man gør det til blot og bart middel. Gør jeg et andet menneske til en slave, krænker jeg det. - Hvad er menneskerettigheder andet end et forsøg på at beskytte mennesker mod at blive udryddet, lemlæstet, få ødelagt deres livsmuligheder eller blive gjort til slaver i allervideste betydning? Baggrunden for menneskerettighederne er den opfattelse, at menneskeindividet er ukrænkeligt. Dets liv er et formål i sig selv. Det har en ubetinget værdi i sig selv. Dets værdi er umålelig. Man kan selvfølgelig godt måle et menneskes værdi på den måde, at man siger, at Bill Gates er god for flere milliarder dollar. Eller man kan måle et menneskes værd på dets bidrag til samfundets fælles bedste, eller man kan måle et menneskes værdi på dets evne til at frembringe udødelig kunst. Forsikringsselskaberne sætter en bestemt værdi på et menneskeliv i livsforsikringer, højst nogle millioner kr. osv. Men alle, der ikke er fuldstændig afstumpede, indser med lethed, at denne måling af et menneskes værdi er meget relativ. Vi kan hurtigt blive enige om, at målestokke af denne art er alt andet end absolutte. Skulle man tage dem alvorligt som absolutte målestokke, så måtte man tage alvorligt, at mange mennesker er værdiløse og fylder blot op til besvær for andre. Det, der er værdiløst, må man behandle, som man vil. Man må derfor gerne udrydde det. Man kan ikke hævde, at jeg faktisk mener, mange mennesker er værdiløse, men jeg mener ikke, man må udrydde dem. Holder man nemlig fast i det sidste, så afslører man, at man alligevel ikke mener, de er værdiløse. Det er en mening på skrømt. - Er menneskerettighederne andet end et forsøg på at hævde, at menneskets værdi er umålelig, og beskytte det imod at blive underlagt en målestok? Men hvor stammer denne menneskeindividets ubetingede betydning i sig selv fra? Mange mener, at det er noget, vi har besluttet os til som samfund. På et tidspunkt er vi blevet enige om at tildele hinanden ubetinget værdi. Menneskerettighederne er jo også først opstået på et bestemt tidspunkt i historien, i Amerika i 1776, i Frankrig i 1789 og i FN i 1948. Det vil sige, at menneskeindividets ubetingede betydning er skabt af os ved en fælles beslutning. Men er det særlig sandsynligt? Hvis det var rigtigt, så måtte man hævde, at før vi f.eks. blev enige om, som der står i den amerikanske frihedserklæring, at alle er skabte lige, så var alle ikke lige. I de samfundsdannelser, der gik forud for den demokratiske - slavesamfundet og det aristokratiske samfund - der havde alle mennesker ikke samme ubetingede værdi. Slavemennesket, livegen-bonde eller for den sags skyld, kvinden, havde ikke ubetinget værdi. Det havde kun medlemmer af den højeste klasse. Først i det øjeblik vi som samfund bliver enige om, at alle mennesker har en ubetinget værdi, har de det. Den ubetingede værdi er samfundsskabt. Kan nogen tage denne opfattelse alvorligt? Hvis de gør det, skal de mene, at f.eks. negeren eller kvinden ikke altid har haft ubetinget værdi, men først får det, da den hvide mand giver dem den. Den ubetingede værdi er ikke skabt af samfundet. Den er ikke et emne for demokratisk beslutning. Det står ikke til en demokratisk afgørelse, om menneskegrupper har ubetinget værdi eller ej. Det er ikke et emne for demokrati, det er grundlaget for demokratiet. Det er mere rimeligt at sige, at den ubetingede betydning på et tidspunkt bliver opdaget, altså ikke skabt, men opdaget, af mennesker og samfund. Den har selvfølgelig hele tiden været der. Negeren og kvinden har altid haft ubetinget værdi, men man har først opdaget det, eller indrømmet det, eller gjort alvor af det som samfund på et bestemt tidspunkt i historien. Det er altså forskellen mellem at skabe og at opdage. Jeg mener kort sagt, der skal ikke megen refleksion til for at indse, at det er urimeligt at hævde, at den ubetingede betydning er menneskeskabt, samfundsskabt. Vi kan ikke tildele os selv ubetinget betydning. Det er noget, vi har på forhånd. Spørgsmålet må så blive: Hvem har så skabt den ubetingede betydning? Svaret er, at vi ikke kan angive en rationel årsag til den ubetingede betydning. Den er grundløs. Dens grund fortaber sig i en dybde, vi ikke kan lodde. Det betyder ikke, at den er irrationel. Vi vil snarere sige, at et samfund, der ikke har den ubetingede betydning som grundlag, ender i dæmonisk irrationalitet som f.eks. det nazistiske. Den ubetingede betydning er før-rationel. Den er kort sagt et mysterium. Vi har altså at gøre med et mysterium, og vi har at gøre med noget, der kan krænkes. Og hvis det krænkes, bryder en dæmoni løs. Hvad er det, der er et mysterium, og som ikke må krænkes? - Jeg kan ikke forestille mig noget bedre svar end, at det er det, religionen kalder det hellige (jvf. Rudolf Otto). Det hellige er det, der ikke må krænkes, det urørlige, der er grundlag for alt. Krænker man det hellige, krænker man selve grundlaget for livet. Der er for mig at se ingen fortolkning af den ubetingede betydning, der er mere nærliggende end den religiøse. Den ubetingede betydning er skabt af Gud. Jeg anser en rent humanistisk fortolkning af grundlaget for menneskerettighederne for at være usandsynlig og umulig. At mennesket er helligt må endelig ikke misforstås i retning af en guddommeliggørelse af mennesket. Helligheden, ukrænkeligheden, er netop ikke noget, mennesket kan give sig selv. Hvis det var det, var mennesket Gud. Helligheden er noget, det har fået givet. En anden misforståelse, der skal undgås, er, at ukrænkelighed kun angår mennesket. Mennesket er helligt i modsætning til resten af naturens væsener. Nej, hellighed er ikke kun noget, mennesket har fået. Det har alle naturens væsener også fået. Menneskeindividet er ikke helligt i modsætning til alle naturens andre væsener. De har også fået del i Guds hellighed som Hans skabninger. Deres betydning er dog ikke i samme grad ubetinget som menneskeindividets. Man må i højere grad gøre dem til middel. Men der er grænser. Grundløs ødelæggelse af naturen er en krænkelse. Naturens væsener er også altid et formål i sig selv. Menneskerettigheder og religion har altså for mig at se i høj grad noget med hinanden at gøre. Det er karakteristisk, at religionen dyrker det, vi alle er fælles om. Det ligger i selve tanken om Gud, at der gives et universelt fælles grundlag for livet. Vi er alle skabt af en universel Gud, og som skabninger er vi alle lige. Gud har ikke skabt os med forskellig værdi. Baggrunden for menneskerettighederne er altså universel. Det er ikke blot en europæisk idé. Den gælder for alle, uanset om man anerkender den eller ej. Nogle hævder, at menneskerettighederne er en slags europæisk og nordamerikansk imperialisme. Men er det i sig selv imperialistisk at hævde, at noget har universel gyldighed? Det mener jeg ikke. Alle må selvfølgelig mene, at det, de mener, er universelt sandt. Ingen kan mene, at menneskerettighederne f.eks. kun skulle gælde danskerne og ikke kineserne. Eller at kristendommen kun gælder danskerne og ikke kineserne. Ligesom buddhisterne selvfølgelig mener, at buddhismen ikke kun er sand for kinesere. Nej, det, der er eller kan være imperialistisk, er, hvordan man politisk bruger menneskerettighederne. Og her har jeg ingen specielt idealistiske forestillinger om hverken den amerikanske eller de europæiske staters hensigter, for slet ikke at tale om EU's hensigter. Anskuelsen af mennesker som havende forskellig værdi og dermed forskellig ret stammer fra vores indbyrdes magtkampe. Vores forskellige værdi er vi meget optaget af i samfundet, fordi vi her er med i en magtkamp, der hele tiden står på. I religionen trækker vi os ud af denne magtkamp og ser på og dyrker, hvad vi er fælles om. Religionen opstår af en erfaring af, at neden under alle magtkampene er der et fælles grundlag, som er helligt, fordi det er givet af Gud. Men det religiøse grundlag for menneskerettighederne er vel ikke identisk med kristendommen? Nej, det er rigtigt. Kristendommen er mere end en forkyndelse af, at alle mennesker er skabt af Gud og er lige for Gud. Denne tanke er ikke specifikt kristelig, ligesom næstekærlighedsbuddet ifølge Luther heller ikke er specifikt kristeligt. Der er dog ingen tvivl om, at kristendommen som åndshistorisk magt har medvirket betydeligt til at gøre såvel menneskets ubetingede betydning som næstekærlighedsbuddet klart. Jeg vil imidlertid ikke identificere kristendommen som en åndshistorisk magt. Kristendommen er mere end det. Kristi særlige embede, for nu at fortsætte med Luther, er forkyndelsen af Guds riges komme. Det vil sige forkyndelsen af en nyskabelse, hvor synd og død er overvundet. Men selv om skabelsen, menneskets ubetingede betydning og næstekærligheden altså ikke er den specifikt kristne forkyndelses indhold, så er alt dette dog ikke ukristeligt. Det er en integreret del af den kristne forkyndelse som dens forudsætning. At sætte en modsætning eller et fjendskab op imellem menneskerettighedernes grundlag og den kristne forkyndelse eller mellem næstekærlighedsbuddet og den kristne forkyndelse er totalt absurd. Jeg anser den tanke for at være ukristelig. Den står helt for absurdisternes egen regning. Kristendommen er ikke en menneskerettigheds-religion eller en næstekærligheds-religion. Nej, det er sandt, men den står på den anden side ikke i modsætning til hævdelsen af menneskets ubetingede værdi eller til næstekærlighedsbuddet. Den bekræfter disse fænomener, som de næppe bekræftes i nogen anden forkyndelse. Det findes der utallige eksempler på i Jesu forkyndelse. n universitetslektor, dr.theol.