I DAG BETRAGTES Dansk Folkeparti og den teologiske bevægelse Tidehverv ofte som to sider af samme sag. Men en nøjere analyse af partiet Liberalt Centrum, der var aktivt i 1960'erne, indikerer, at dette mest skyldes, at Søren Krarups Tidehverv er meget forskelligt fra det historiske Tidehverv.
Hvis man har fulgt med i den offentlige debat i den sidste snes år, men ikke er så stiv i de foregående årtiers politik og kirkehistorie, får man let det indtryk, at den teologiske bevægelse Tidehverv og Dansk Folkeparti er tæt forbundet måske endda, at Tidehverv er det ideologiske fundament for Dansk Folkeparti. Det skyldes især, at fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe i de senere år har været nøglepersoner begge steder, og de har selv set de to bevægelser som et sammenhængende udtryk for deres borgerligt-nationale samfundssyn.
Men Tidehverv er en bevægelse med en historie, der går tilbage til 1926, og det er et stort spørgsmål, hvor tæt forbindelsen er fra Tidehvervs tidligere faser i mellemkrigstiden og de første årtier efter krigen til dagens Tidehverv.
Udgangspunktet var kraftige konflikter i den kristelige studenterbevægelse i 1920'erne. Tidehverv udsprang af disse konflikter, som en bevægelse, der var i stærk opposition til en kirkelig og moraliserende ungdomsbevægelse med udgangspunkt i liberalteologien, Indre Mission og KFUM og i stedet fandt inspiration i blandt andre Kierkegaards, Dostojevskijs, Sigrid Undsets og den schweiziske teolog Karl Barths forfatterskaber. Bevægelsen fandt i de følgende årtier betydelig støtte i teologiske kredse, men blev aldrig en folkebevægelse på linje med grundtvigianerne og Indre Mission det var i meget høj grad en akademisk-teologisk retning.
Søren Krarup har ved utallige lejligheder understreget kontinuiteten fra 1920'erne til i dag. Det er jo helt almindeligt, at politikere og religiøse ledere helgenkårer deres forgængere og så stiller sig på deres skuldre; der er næppe den socialdemokratiske politiker, der ikke har set sig som Staunings arvtager, eller den konservative, der ikke kan føre sine ideer tilbage til Christmas-Møller.
DER ER MANGE INDICIER på konflikter og brud i den tidehvervske bevægelse. En række af dem, som Søren Krarup og kredsen omkring ham i dag ser som hovedmodstanderne, har tidligere været mere eller mindre fremtrædende medlemmer af Tidehverv-kredsen.
Professor K.E. Løgstrup var et prominent medlem af kredsen i 1940'erne og 1950'erne. Margrete Auken, Ejvind Larsen og Henning Tjørnehøj var meget aktive i bevægelsen i 1960'erne. Kontinuitetshypotesen er således langtfra selvindlysende. Det kræver imidlertid lange og grundige studier, hvis Tidehvervs teologiske udvikling skal kortlægges, så her skal alene forholdet til praktisk politik tages op.
I de første mange årtier efter 1926 er det meget svært at finde klare politiske udmeldinger fra tidehvervsfolkene. Nogle af dem var dog fremtrædende kritikere af samarbejdspolitikken under krigen, og i kredsen findes også skarpe kritikere af retsopgøret efter krigen. I 1960'erne og 1970'erne begyndte der at komme en række artikler, der kritiserede velfærdsstaten for at umyndiggøre det enkelte menneske. Men det partipolitiske holdt de klassiske tidehversfolk sig langt fra. Der er dog to partier, der har været præget af tidehvervsfolk: Liberalt Centrum og Dansk Folkeparti.
Mens Dansk Folkeparti er velkendt, så er Liberalt Centrum i dag stort set glemt, men i 1960'erne var de repræsenteret i Folketinget i et par perioder. Begge disse partier har haft "chefideologer", Børge Diderichsen og Søren Krarup, der var centralt placerede tidehvervsteologer, og en lang række tidehvervsfolk har været aktive i de to partier. Ikke desto mindre er forskellen på de to partier så stor, at det peger på et markant brud i Tidehvervs forhold til politik.
Liberalt Centrum blev stiftet som parti i 1965 efter konflikter gennem en halv snes år i Venstre mellem Erik Eriksens borgerligt-konservative fløj og Thorkil Kristensens mere social-liberale og centrumsøgende linje. Thorkil Kristensen brød med Venstre i 1959, men blev allerede i 1960 generalsekretær i OECD og gik helt ud af dansk politik.
Ved valget i 1964 blev Thorkil Kristensen-tilhængerne Niels Westerby og Børge Diderichsen imidlertid valgt til Folketinget for Hovedstadens Venstre. De brød i foråret 1965 med deres parti efter at have støttet den socialdemokratiske regerings forslag til stramninger af finanspolitikken. Erik Eriksen og partiledelsen søgte i stedet at vælte regeringen. Efter bruddet dannede Westerby og Diderichsen Liberalt Centrum, der ved valget i 1966 fik begge stiftere samt yderligere to mandater valgt. Partiet gled ud af Folketinget igen ved valget i 1968, og partiet blev derefter opløst.
Partiet var i mange henseender Dansk Folkepartis modsætning. Det var først og fremmest yngre københavnske intellektuelle, der støttede partiet. Det var et akademisk, teknokratisk midterparti uden nogen teologisk forankring; det var en kendt joke i perioden, at partiet havde mangfoldige teologer, men ingen kirkepolitik.
Børge Diderichsen havde været med i Tidehvervs inderkreds fra starten. Det brud i Danmarks Kristelige Studenterbevægelse, der i 1920'erne førte til dannelsen af Tidehverv, blev totalt, da Børge Diderichsen som stud.theol. af de "tidehvervske" kredse blev valgt til formand, hvorefter de mere "traditionelt-kirkelige" kredse udvandrede. Landsformand for Liberalt Centrum var i hele partiets levetid den tidehvervsk-orienterede teologiprofessor Bent Noack.
I 1960'erne og 1970'erne blev der udnævnt tre nye medlemmer af Tidehvervs redaktion Søren Krarup, Knud Møller og Niels Carl Lilleør. Af disse var både Knud Møller og Niels Carl Lilleør folketingskandidater for Liberalt Centrum. Adskillige andre tidehvervske Liberalt Centrum-folk kunne nævnes, og Ejvind Larsens "kulturradikale" Information var det dagblad, der var mest positiv over for Liberalt Centrum.
Der er således næppe tvivl om, at Liberalt Centrum i høj grad tegnede den politiske grundholdning i Tidehverv i 1960'erne. Men det var ikke sådan, at Liberalt Centrum var Tidehvervs "politiske fløj". Tværtimod var der for disse folk vandtætte skotter mellem det teologiske og det politiske. De to virkeligheder måtte ikke forfuske hinanden i et usundt blandingsforhold. 1960'ernes Tidehverv ville givetvis være rystet over Søren Krarups udmeldinger om, at han først og fremmest driver politik som evangelisk-luthersk teolog. For dem ville det være helt uvederhæftigt på den måde at rode det politiske sammen med det evangelisk-lutherske.
HVIS MAN SAMMENLIGNER Liberalt Centrum og Dansk Folkeparti og sammenholder det med Tidehvervs historie synes mindst tre konklusioner oplagte. For det første synes Liberalt Centrum i højere grad end normalt antaget præget af Tidehverv. Men det er blevet overset, fordi 1960'ernes tidehvervsfolk netop fandt det i overensstemmelse med deres teologi at holde det teologiske helt adskilt fra det politiske.
For det andet synes Dansk Folkeparti i mindre grad præget af Tidehverv end normalt antaget. Dansk Folkeparti har forsøgt at positionere sig som et gammeldags "socialdemokratisk parti", der kæmper for ældrecheck og imod reformer af velfærdsstaten, og det er i modstrid med en tydelig tendens i det historiske Tidehverv men det har Søren Krarup og Jesper Langballe altså accepteret at leve med.
For det tredje indicerer den store forskel på Liberalt Centrum og Dansk Folkeparti, at Tidehverv i 1960'erne og Søren Krarups Tidehverv er to meget forskellige bevægelser. 1960'ernes Tidehverv var i centrum af den teologiske og kulturpolitiske debat, men dagens Tidehverv er en protestbevægelse med nationalistiske og anti-kulturradikale synspunkter som sit hovedkendetegn (og "anti-kulturradikal" defineret så bredt, at det nærmer sig anti-intellektuel).
Ingen kan med sikkerhed vide, hvordan den første generation af tidehvervsfolk ville forholde sig til dansk politik i det 21. århundrede, men der er i hvert fald ikke belæg for at tage dem til indtægt for Dansk Folkeparti.
Niels Kærgård er professor og dr.polit. ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet. Kronikken bygger på Kærgårds kapitel "Det Tidehvervske i dansk politik" i bogen "Udfordringer til folkekirken: Kirken staten folket" fra forlaget Anis