Det tolerante selvbedrag er kommet til kort

Samfundsetik Den berømte danske tolerance har efterhånden ført os så langt ud i principrytteri og politisk korrekthed, at mindretalsrettigheder som en selvfølge kan ophæve flertalsrettigheder

Tolerancens vilje til at acceptere og respektere de fremmede og deres religiøse og kulturelle ønsker er blevet et krav til os om at give dem plads på bekostning af egne præferencer og ønsker. -
Tolerancens vilje til at acceptere og respektere de fremmede og deres religiøse og kulturelle ønsker er blevet et krav til os om at give dem plads på bekostning af egne præferencer og ønsker. -.

TOLERANCE HAR GENNEM anden halvdel af det 20. århundrede været en af de dyder, som vi alle har levet med og givet videre til næste generation. Århundredets erfaringer med Anden Verdenskrig, den kolde krig i vor del af verden og det store både smertelige og voldelige opbrud efter kolonimagternes retræte i Den Tredje Verden.

Overalt mødte vi magtkampe, som udløste undertrykkelse og forfølgelse af mindretallene. Og vi vidste med os selv, at tolerance over for anderledes tænkende var vejen frem mod bedre forhold. Tolerance som respekt for andre og vilje til at give dem plads religiøst som kulturelt.

Tolerancen oversatte vi bevidst eller ubevidst som det frisind, vi gerne ville fremstå som repræsentanter for. Vi gav plads og tog hensyn. I hvert fald så længe, som det var rimelig omkostningsfrit. Så længe, som vort såkaldte frisind ikke blev udfordret. Det var jo nemt nok at være frisindet forarget over for raceundertrykkelsen over for de sorte i USA, samtidig med at vi hyldede Martin Luther King. Vi havde jo ikke noget raceproblem i Danmark.

Frisindet blev ikke udfordret. Og tolerancen blev devalueret fra at være vilje til at møde, tåle og respektere andre til at være et udtryk for, at vi da var ligeglade, så længe det ikke kom os for nær. Vi blev ganske enkelt lullet ind i et tolerancens selvbedrag, som vi i dag ser følgerne af. Et voksende antal flygtninge og senere familiesammenføring for de fremmedarbejdere, der fra 1960erne var med til at sikre den hurtigste velstandsstigning i Danmarks historie. Vort velfærdssamfunds sikkerhedsnet blev spændt ud, og vor tolerante selvforståelse omfattede jo også princippet om lighed og velfærdsgoder til alle.

POLITISK VAR DER stor enighed om at sikre de nye borgere såvel tag over hovedet som velfærdsydelser, der gav et rimeligt eksistensgrundlag. De skulle hurtigt lære dansk og blive modne til at komme ind på arbejdsmarkedet. Dog med en rimelig og altså tolerant respekt for kulturelle forskelle, der for eksempel betød, at de fleste kvinder ikke kom ud på arbejdsmarkedet, og at døtrene blev gift med mænd hentet fra det oprindelige hjemland.

Andre vestlige samfund med mange flygtninge har fra første dag stillet krav om, at de nye borgere gik i gang med at sikre deres egen fremtid og økonomiske grundlag. Det gælder for eksempel Canada, hvor integrationen har skabt langt færre problemer.

Men i Danmark oplevede de, der fik opholdstilladelse, hurtigt, at den danske sociallovgivning sikrede dem betydeligt bedre vilkår, end de nogensinde kunne regne med at have med den lønindtægt, de kunne påregne i de lande, de kom fra. Når vi i lighedens navn mente, at de naturligvis skulle have samme levefod som os, fratog vi dem reelt incitamentet til selv at søge integration og en plads på det danske arbejdsmarked.

RESULTATET ER I DAG, at mange anden- eller tredjegenerationsunge aldrig har oplevet, at deres forældre selv forsørgede familien. Og det er måske først og fremmest her, at den danske tolerance krakelerer mere og mere. Vi står i dag med tre fløje i dansk politik: Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti, der har kastet masken og slet ikke vil acceptere de fremmede, de borgerlige regeringspartier og til dels Socialdemokraterne, der for at dæmme op for vælgerflugten til Pia delvist følger trop, og endelig en venstrefløj, der i deres politiske korrekthed overhovedet ikke vil se problemerne i øjnene.

I dag er problemet og dagsordenen en helt anden. Den, hvor tolerancens vilje til at acceptere og respektere de fremmede og deres religiøse og kulturelle ønsker snarere er blevet til et krav til os om at give dem plads på bekostning af egne præferencer og ønsker.

Det begyndte så beskedent. Muslimske børn måtte ikke deltage i fælles badning efter gymnastik, og pigerne fik ikke lov at komme med på lejrskole. Vi bøjede os, og efterhånden blev det nærmest en norm, at skolerne accepterede ethvert kulturelt begrundet ønske. Senere kom der krav til maden både i børnehaver og skoler. Svinekød må overhovedet ikke indgå i menuerne, og specielle retter til muslimske børn burde undgås, fordi det skilte dem ud. Altså burde de danske børns mad overholde muslimske regler.

I BEGYNDELSEN VAR DER kun få muslimer, der gik op i disse ting. Men efterhånden og ikke uden sammenhæng med den voksende danske skepsis over for udviklingen blev muslimerne sig problemerne mere bevidst, ikke mindst tilskyndet af imamer uden kendskab til dansk kultur eller forståelse for kultursammenstødet.

Så kom påklædningen, især tørklædet, til. Også det er endt med for en del muslimske kvinder eller deres mænd at blive en undskyldning for, at kvinderne ikke kommer ud på arbejdsmarkedet.

Til gengæld skal det slås fast, at det ikke er muslimerne, der er årsag til det seneste problem med tolerance eller rettere misforstået mindretalsbeskyttelse. Det var den almindelige holdning efter 1968, der betød, at morgenandagt og bøn stort set forsvandt fra den danske folkeskole. En del steder, ikke mindst i Jylland, stod man fast. Og med den voksende interesse for religiøse spørgsmål, vi har set udvikle sig den sidste halve snes år, er der andre skoler, som har taget morgensamling med morgenbøn op igen.

DET ER IKKE MUSLIMERNE, der nu protesterer mod denne udvikling. Tværtimod har det gennem mange år været sådan, at uddannelsesbevidste muslimske forældre ofte vælger katolske skoler til deres børn. De er ikke bange for religionen der og har vel ofte også tillid til, at sæderne er mere i overensstemmelse med deres egne normer.

Alligevel er morgenbøn i skolen blevet et problem på det sidste. Humanistisk Samfund støtter de forældre foreløbig kan de tælles på én hånd der har protesteret mod, at deres børn skal overvære, at der bedes et fadervor. At de kan fritages, er ikke nok, for det er at udstille dem over for de øvrige børn, så et almindeligt princip om hensyn til mindretal må tilsige, at skolerne overhovedet ikke har religiøse elementer i deres undervisning.

Her viser det sig så for alvor, hvor langt tolerancens selvbedrag har bidt sig fast i almindelig dansk tankegang. På den politiske venstrefløj og langt ind i Socialdemokraternes folketingsgruppe er man indstillet på ved lovgivning at fastslå, at skolerne ikke må bede fadervor andre steder end i religionstimerne. Og en sådan lovændring vil vel også medtage den tradition, hvor mange skoler ved juletid tager eleverne med i den lokale kirke.

Med andre ord har den såkaldte tolerance ført os så langt ud i principrytteri og politisk korrekthed, at mindretalsrettigheder som en selvfølge kan ophæve flertalsrettigheder. Og det er lige præcis der, tolerancen adskiller sig fra det frisind, som nok vil tåle og respektere modparten, men kræver respekt for, at også flertallets holdninger og normer respekteres.

I en radiodiskussion mellem undervisningsminister Bertel Haarder (V) og Dennis Nørmark fra Humanistisk Samfund mente sidstnævnte, at Danmark, hvis man stadig fastholder religion i folkeskolen, burde indklages for menneskerettighedsdomstolen. Hvis det skal være gældende lov i et land, hvor omkring 80 procent af børnene er døbt, så er begrebet menneskeret for alvor devalueret til et tolerant selvbedrag.

Jens Ravn-Olesen er tidligere politisk redaktør på Kristeligt Dagblad