Prøv avisen
Nytårskronik

Flemming Møldrup: Jeg glemmer aldrig året, min far døde

For Flemming Møldrup vil 2017 være det år, han mistede sin far.

Efter min fars død i 2017 vil jeg gå ind i et nyt og friskt 2018 med en ambition om at mønstre mere mod til at spørge alle dem, jeg holder så meget af, om, hvordan de har det. Jeg vil give andre mere plads og rum. Og jeg vil bede dig om at gøre det samme

Min far døde i april. Lige pludselig. Han boede i New York med sin kone og mine halvbrødre, og en torsdag morgen sad jeg på Emmerys på Øster Farimagsgade i København med en kop kaffe og læste avisen for at se, hvad der var sket ude i verden. Den store verden. Bagefter tjekkede jeg Facebook for at se, hvad der var sket i den lille verden. Altså min og mine 3500 venners. Her så jeg et opslag fra min kusine i Israel, der skrev: ”Tak for alt det dejlige, onkel Rafi.” Og så var der et billede af hende og min far.

Før jeg fik set mig om, stod jeg i Israel til en begravelse med 100 mennesker, der alle var kommet for at sige farvel. Jeg fik også sagt farvel. Efter begravelsen trak min faster mig lidt væk fra de mange mennesker i sort, rakte ned i sin taske og trak en lyserød plasticpose med gamle fotografier frem. ”Det her er billeder af dig og din far, som ingen andre har set før. Han bad mig om at gemme dem. Nu skal du have dem. Men vis dem ikke til nogen,” sagde hun. Min far var død, og det her var min arv: en lyserød plasticpose med billeder af ham og mig.

Min far mødte min mor i Aarhus i slutningen af 1960’erne. Det var kærlighed ved første blik. Så stor kærlighed, at min far blev i Danmark, så længe han kunne holde det ud. Og så ville han hjem til Israel. Hvis Israel var for langt for min mor, ville han ned til sin søster i Paris, som havde skaffet ham og min mor og mig et sted at bo. Det endte med, at han rejste alene. Efterfølgende har jeg set min far med mellemrum. Ikke jævne mellemrum. Men jeg har set ham og kendt ham. Ikke godt nok til, at jeg kaldte ham far. Selvom han omtalte mig som sin søn, og selvom jeg fornemmede en konstant skam i hans blik, var det åbenbart ikke nok for mig.

Nu er året ved at slutte. Der er meget at sige om det år, der er gået, og i disse dage vil aviser – også denne – og tv være fulde af tilbageblik. Men mens jeg skriver dette, inden jeg læser alle de andre kig tilbage, sidder jeg her ved mit spisebord og kigger på billederne fra den lyserøde plasticpose, mange af dem er langt over 40 år gamle, og hvert eneste billede er sit eget lille tilbageblik på min barndom.

Der er vel omkring 35 billeder. Nogle af dem er sort-hvide, andre i farver, nogle gule på grund af alderen og andre lilla. Der er en partoutbillet til Molslinjen, som var gyldig fra den 1. august til den 31. oktober 1969. Der er en blå udbetalingsnota fra Finansbanken, hvor der er købt fremmed valuta for 374 kroner.

Blandt de 35 billeder er der særligt ét, der skiller sig ud. Det er et utydeligt billede af min far og min mor, der smilende står og holder mig. Meget unge. Usikre på fremtiden. Men også virkelig glade. Billedet skiller sig ud, fordi jeg ikke har andre billeder end det, hvor min mor og far står ved siden af hinanden, og jeg er i midten. Det er billedet af min familie. Sådan så den ud lige dér. Sådan ville den have set ud, hvis min far var blevet, eller min mor var taget med. Og hvis bare en af dem havde tænkt, at det, der er på billedet, er så værdifuldt, at jeg ikke vil miste det. Det her er det eneste rigtige glimt af min familie. Øjeblikket har varet højst et par sekunders tid.

Min far, som sammen med sine forældre og sine søskende måtte flygte fra Marokko til Israel, efter at Israel vandt Uafhængighedskrigen i 1948. Alt, de havde med, var enkelt kuffert. Min farfar og farmor, som havde efterladt alt for at komme til ingenting. For at bringe deres syv børn i sikkerhed. Min far, som de første tre år i Israel boede i en teltlejr, inden familien blev indkvarteret i en lejlighed på 40 kvadratmeter. Min far, som aldrig fik sig en uddannelse, men efter hæren startede for sig selv, og som blev ved med at arbejde for sig selv hele sit liv. Der er også et billede af mig i min fars arme. Han smiler, og hans øjne er fulde af håb. For han har placeret et israelsk flag i min ene hånd, og der er ikke den mindste tvivl i hans blik om, hvor jeg rigtigt hører til. Lige dér, da blitzen går af, og min far smiler, er jeg sikker på, at han tror, at om et år eller endda mindre er vi alle i Israel. Eller Paris. Jeg er stadig baby. Han er stadig i Aarhus.

Mens jeg bladrer rundt i stakken af billeder, dukker der pludselig et helt andet billede op. Min far sidder på kanten af radiobilerne i Tivoli Friheden. Jeg sidder på det ene knæ, og min søster Marianne sidder på det andet. Men min søster er ikke min fars. Hun er datter af ham, der kom efter min far – Frank. Så billedet er altså taget, efter at min far er rejst hjem, og min mor har fået en ny mand, og jeg har fået en søster. Min far ser glad ud. Måske han på billedet sidder med følelsen af, hvordan hans familie og liv kunne have set ud, hvis han var blevet. Jeg kan ikke huske den tur i Tivoli. Til gengæld husker jeg, at han og jeg nogle år senere var i biografen i Jægergårdsgade i Aarhus og se ”Spartacus”, den med Kirk Douglas. Jeg husker, at min far igen og igen fortalte, at filmen var optaget i Israel – ikke langt fra, hvor min far havde restaurant, og at han faktisk fik besøg af Kirk Douglas en aften. En dag i Israel viste han mig billedet af de to, der holder om hinanden og smiler, og Kirk Douglas laver tegnet med tommelfingeren nedad, præcis som kejseren gør i filmen.

Når jeg kigger på billederne i den lyserøde plasticpose – ikke som noget, han har gemt for andre, men med følelsen af noget, han aldrig gav mig – fyldes jeg af savn og med det savn også en følelse af at være alene. For hvordan kan man rejse fra sit barn? Hvilke kræfter trækker i en, når man føler sig nødsaget til at forlade sin familie? Det kan jeg ikke sætte mig ind i, og derfor kan jeg heller ikke svare på det. Men jeg ved, at min far ikke manglede noget. Hverken tid eller penge. Det eneste, han måske virkelig manglede, var mod. Mod.

Mod til at blive i Danmark på trods. Til at holde godt fast i de kort, han fik spillet i hånden, og få det bedste ud af dem. Mod til at vende tilbage til mig oftere, end han gjorde. Mod til at kræve mig mere fra min mor og få hende til også at bidrage med sin del af ansvaret. Og bare i det hele taget alt det andet, som mod kan bruges til, når man er forælder.

Hvis min fars manglende tilstedeværelse i mit liv ikke skal være forgæves, skal jeg forsøge at være det modsatte af ham: Jeg skal være mere modig. Modig nok til for eksempel at sige højt, at jeg faktisk føler mig svigtet. At han ikke var der nok for mig. Modig nok til at savne ham og svare ærligt, når nogle spørger mig om det. Jeg savner blandt andet vores mange og meget lange samtaler over en espresso (som han kunne få til at vare i langt over en time). Noget, jeg aldrig har sat pris på, fordi jeg ikke var modig nok til at gøre ham til min far. Sådan for alvor.

Og så er vi måske ved at være fremme ved det, jeg gerne vil sige med den her kronik: at jeg efter min fars død i 2017 vil gå ind i et nyt og friskt 2018 med en ambition om at mønstre mere mod til at spørge alle dem, jeg holder så meget af, om, hvordan de har det. Og blive hængende, hvis de ikke har det godt. Være der og være til stede. Ligesom jeg skal have modet til at fortælle dem, hvordan jeg selv har det. Ærligt. Og turde række ud. Jeg vil også være mindre kritisk over for andre mennesker og give dem mere plads. Vi har for meget at udsætte på hinanden.

Jeg vil have modet til at give andre mere plads og rum. Og jeg vil bede dig om at gøre det samme. Vær modig, giv plads og alt det andet gode, du kan finde på i 2018. Det er i det nære, du forandrer det store. Noget af det kæreste, jeg ejer, er en lyserød plasticpose fuld af billeder. Billeder af min far og mig. Helt uventet er det følelsen af at være elsket, savnet og være noget for nogen, der er i den plasticpose. Og findes der nogen vigtigere følelse? Eller noget vigtigere at få andre til at føle?

Min far døde i 2017. Måske han i virkeligheden efterlod mig meget mere end en lyserød plasticpose med billeder. Godt nytår.