Prøv avisen

Dialog i Egypten om klima giver håb

Den ptolomæiske sfinks i Alexandria, Egypten. I baggrunden står Pompejis søjle . -- Foto: Daniel Mayer/Wikimedia Commons

Den fjerde dansk-egyptiske dialogkonference har netop fundet sted i Alexandria. En af de danske deltagere, biskop Peter Fischer-Møller, fortæller om konferencens tema: klimaforandringer

EN DANSK DELEGATION med 15 kristne og muslimske deltagere medvirkede fra den 3. november til den 5. november i en dialogkonference i Alexandria arrangeret af Danmission og CEOSS (en kristen, egyptisk udviklingsorganisation, red.) om den globale opvarmning i dansk og egyptisk perspektiv.

Klimaforandringer er ikke ukendte i Egypten. I Første Mosebog,kapitel 41 kan man læse om, hvordan Josef forudså en regional klimaforandring og i tide sørgede for at tage de nødvendige forholdsregler. Han fik bygget lader og samlet forråd i de syv fede år, så der var føde i de syv magre år, ikke kun tilegypterne, men også til de tilrejsende beduiner, der søgte hjælp mod sulten og via Josef og hans brødre har vi fået historien med i den bibelske beretning.
Der er imidlertid en helt afgørende forskel mellem klimaforandringerne dengang og dem, vi står overfor i dag. For det første er de nu ikke længere regionale, men globale. For det andet er de ikke en del af naturens egen vekslen, men menneskeskabte.

Det slog en af de egyptiske ingeniører, dr. Mamdouh Hamza, fast i tilslutning til Al Gores En ubekvem sandhed. Han understregede, at det haster med at få taget fat på klimaproblemerne. For der vil gå 20 år, fra man får stoppet den stadig stigende udledning af drivhusgasser, som vi håber det vil ske ved klimatopmødet i København i december, til virkningerne for alvor kan aflæses på temperaturkurven.

Dr. Hamza, der var chef for konstruktionen af det fantastiske nye bibliotek i Alexandria, anser den menneskeskabte, globale opvarmning for vores generations største udfordring. Han var den sidste af en stribe danske og egyptiske oplægsholdere, der redegjorde for klimaudfordringen i dansk og egyptisk perspektiv, og som lagde op til dialog om, hvordan vi skal forholde os til den globale opvarmning, og hvilken rolle vores kristne eller muslimske forankring spiller i den forbindelse.

KONFERENCEN VAR den fjerde dansk-egyptiske dialogkonference arrangeret af Danmission og CEOSS. Fra dansk side bidrog fuldmægtig fra Energiministeriet Mohamed El Halimi med en redegørelse for den danske energipolitik fra oliekrisen i 1972 til i dag og for den betydning, som udviklingen i vindmølleindustrien har haft i bestræbelsen på at skabe forsyningssikkerhed og mindske forureningen.

Jonas Nørgaard Mortensen fra Dansk Ungdoms Fællesråd fortalte om civilsamfundets rolle i forhold til klimaudfordringerne. Endelig gav folketingsmedlem fra Radikale Venstre Bente Dahl, Safia Aoude fra Muslimer i Dialog og domprovsten i København, Anders Gadegaard, bud på folkeoplysningens betydning og muligheder og den inspiration, der kan hentes i den islamiske og kristne tradition i forhold til arbejdet med at reducere den menneskeskabte globale opvarmning og begrænse dens truende konsekvenser.

Fra egyptisk side deltog en række videnskabsfolk, politiske aktører og journalister med muslimsk, kristen og sekulær baggrund. De var i særlig grad optaget af klimaforandringernes betydning for Nildeltaet. Det handlede for vores egyptiske værter om truslen fra de forventede havstigninger i Middelhavet, om saltindtrængning gennem den sandede undergrund, der vil kunne ødelægge landbrugsjorden.

Det var tydeligt, at vores udgangspunkter i forhold til klimadiskussionen var forskellige. I første omgang vakte de egyptiske indlæg størst debat blandt egypterne, mens det mest var os danskere, der blev provokeret eller inspireret af de danske oplæg, men efterhånden kom dialogen i gang.

Vi fik talt om det afgørende i at få begrænset temperaturstigningen til maksimalt to grader for at undgå, at udviklingen bliver selvforstærkende med afsmeltning af polerne og frigivelse af uoverskueligt store mængder drivhusgasser fra den sibiriske tundra. Og vi udvekslede erfaringer omkring det folkelige miljøengagement i erkendelse af, at det er meget svært for det egyptiske civilsamfund at blive organiseret og gøre sig gældende i forhold til de politiske magthavere.

FRA EGYPTISK SIDE fremhævede man forståeligt nok, at det er den vestlige, industrialiserede verden, der indtil nu har udledt langt mest CO2 og andre drivhusgasser. Egypterne føler sig som ofre for en udvikling, de ikke selv har været skyld i, og hvis frugter de kun i begrænset omfang har nydt godt af, og de mener, at den rige vestlige verden retfærdigvis må bære hovedparten af udgifterne til bekæmpelsen af den globale opvarmning.

Det var tydeligt, at der blandt de egyptiske deltagere var en noget større tiltro til ingeniørmæssige løsninger på problemerne, mens vi fra dansk side havde en mindre tillid til radikale tekniske løsninger som den flere gange fremførte plan fra midten af 1800-tallet om at etablere en kæmpe sluse ved Gibraltar for at styre vandstanden i hele Middelhavet.

Og hvad kommer der så ud af sådan en dialog-og klimakonference, hvor 15 danskere brænder en del CO2 af for at komme frem og tilbage til Egypten? Det gjorde virkelig et stort indtryk på os danske deltagere at høre, hvor voldsomme klimakonsekvenserne forventes at være i Egypten. Man kan allerede registrere havstigningen og saltindtrængningen, og det er beregnet, at omkring 650.000 hektar landbrugsjord vil blive oversvømmet, og 14 millioner mennesker vil miste deres bolig og livsgrundlag i løbet af de kommende 90 år.
Samvær og samtaler gennem tre dage giver plads til at få udfoldet både forskelle og ligheder på kryds og tværs. Vi fik lyttet os ind på hinandens situation og tænkemåde, og det lykkedes faktisk at få etableret en levende vekselvirkning mellem dansk og egyptisk. Og jeg hæftede mig ved de tydelige paralleller, der viste sig i forestillingen om menneskets forvalteransvar i forhold til skaberværket set fra muslimsk og kristen side.

DET GØR NOGET ved os og vores tanker om os selv og hinanden, når samtalerne om de aktuelle klimaproblemer udspiller sig i menneskemylderet i Alex­andria og Kairo, når man her bliver konfronteret med den voldsomme forskel mellem rig og fattig.
Det gør indtryk at møde kristne egyptere, som ikke er bange for at fortælle om de problemer, de som medlemmer af en religiøs minoritet kan møde, men som samtidig viser vilje og en evne til at gå i dialog.
Vi så det i praksis i et projekt i Alexandria, hvor en presbyteriansk kirke ud over at have fulde huse til gudstjenesterne om søndagen, dels med hjælp fra Danmission havde iværksat en genbrugsforretning, dels drev en musikskole, som var åben for alle uanset religiøst tilhørsforhold. Vi fik undervejs mange forskellige vinkler på konferencens tema: de menneskeskabte klimaforandringer, og vi fik belyst konsekvenserne i et tredjeverdensperspektiv, samtidig med at vi fik oplevet vilkårene for lokalt miljøarbejde.

Og hvad der var lige så vigtigt: Vi fik gang i dialoger om meget andet mellem egyptere og danskere, muslimer og kristne. Samtaler og samvær over måltider og udflugter. Morsomme episoder og godt humør, når tingene ikke lige går efter planen. Nysgerrighed overfor det, man først får talt med hinanden om, når en fortrolighed er opbygget. Venskaber, der udvikler sig på tværs af forskelligheder og med respekt for uenigheder.

Og ud af det vokser en tro på og et håb om, at det kan lade sig gøre både at tage fat på klimaproblemerne og at etablere en dialog på tværs af kulturelle og religiøse forskelle, der kan gøre os klogere på de andre og på os selv.

Et håb voksede frem mellem os. Måske ender det med, at vi om klimakrisen med en let omskrivning af Josefs ord til sine brødre kan sige:

"Vi handlede ondt, men Gud vendte det til det gode". (Første Mosebog 50, 20)

Peter Fischer-Møller er biskop over Roskilde Stift