Digital dannelse på skoleskemaet: Hvad skal der til?

Hvis digital dannelse skal have varig virkning, skal vi undgå en tidstypisk fælde om et mere autentisk liv uden digitale teknologier. Udfordringen er ikke at befri individ og samfund fra teknologi, men at styre det digitale samfund i hensigtsmæssig retning

Jesper Aagaard og Neil Selwyn.
Jesper Aagaard og Neil Selwyn.

EFTER MANGE ÅRS BEGEJSTRING over den digitale tidsalder har vi de seneste år været vidne til en øget skepsis omkring forholdet mellem teknologi og samfund. 2010’erne har været et årti præget af voksende mistillid til big tech-firmaer som Google og Facebook og en stigende bekymring over de utilsigtede konsekvenser af vores teknologibrug.

På denne baggrund er der opstået en erkendelse af nødvendigheden af at sætte spørgsmålstegn ved, analysere og ikke mindst kritisere de teknologier, vi fremstiller og forbruger.

SOM ALTID rejser sådanne samfundsstrømninger spørgsmålet om uddannelse, og hvordan skolen kan hjælpe unge med at udvikle de nødvendige færdigheder.

Som svar har Børne- og Undervisningsministeriet i år søsat forsøgsfaget teknologiforståelse, der skal undervise elever i teknologiske kompetencer.

Ud over velkendte elementer som digitalt design og computationel tankegang inkluderer dette fag et element kaldet digital myndiggørelse, hvis formål er at lære eleverne at vurdere digitale teknologiers betydning for individ, fællesskab og samfund og skabe alternative løsninger på områder, hvor aktuelle brugsformer anses som uhensigtsmæssige.

Sådanne kritiske ambitioner har hidtil været fraværende i nationale programmer og politikker for digitale læremidler. Håbet er derfor, at digital myndiggørelse kan tilføje en tiltrængt kritisk dimension til årtiers relativt ukritisk undervisning i teknologiske kompetencer. Projektet befinder sig dog stadig på et tidligt stadie, og som med alle andre uddannelsesplaner er der en risiko for, at den oprindelige ambition ender med at forsvinde i uddannelsespolitiske beslutninger og i skolelivets hverdagsrealiteter.

HVAD SKAL DER SÅ GØRES, hvis vi i Danmark skal udvikle gedigen undervisning i digital myndiggørelse de kommende år? Vi er selvfølgelig nødt til at være opmærksomme på de sædvanlige udfordringer, der knytter sig til skolereformer og læseplansændringer: Lærerne skal klædes ordentligt på, og der skal afsættes tilstrækkeligt med tid og ressourcer.

For at projektet for alvor skal gøre gavn, er vi dog først og fremmest nødt til at fokusere på indholdet. Hvad har unge mennesker brug for at vide, hvis de skal blive digitalt dannede?

Hvis digital myndiggørelse skal have en varig virkning, er det for det første vigtigt at undgå en tidstypisk fælde, hvor der plæderes for et mere ”autentisk” liv uden digitale teknologier. Vor tids udfordring er ikke at befri individ, fællesskab og samfund fra teknologiens snærende bånd, men at styre disse sammenvævede enheder i de mest hensigtsmæssige retninger.

Dette kræver et klarøjet blik på en række vigtige emner.

ELEVERNE SKAL EKSEMPELVIS hjælpes til at forstå det fænomen, der med Shoshana Zuboff er blevet kendt som overvågningskapitalisme. Enhver teknologibruger står nu over for udsigten til at få sine personlige data udvundet og videresolgt til tredjeparter i form af annoncører, datamæglere og andre aktører i den globale dataøkonomi. En større bevidsthed om dette fænomen giver eleverne mulighed for at træffe mere kvalificerede beslutninger om deres digitaliserede hverdagspraksisser.

Skolerne bør ligeledes bidrage til øget refleksion om de samfundsmæssige konsekvenser af teknologier drevet af kunstig intelligens. Dette inkluderer spørgsmål som, hvor meget kontrol vi vil overdrage til automatiserede beslutningssystemer, samt hvilke menneskelige kvaliteter vi vil bevare og forfine i en verden fuld af intelligente maskiner.

DET ER OGSÅ VIGTIGT AT UDVIKLE en forståelse af it-industrien. Elever, der ønsker ansættelse i it-sektoren, skal stille kritiske spørgsmål om deres fremtidige arbejdsgivers praksisser – fra diskrimination og skjult arbejde med militærindustrien til etikken bag it-sektorens forsyningskæder. I den forbindelse er det måske vigtigste problem at adressere, hvordan nutidens brug af digitale teknologier bidrager til den igangværende klimakrise.

Måderne, hvorpå digitale teknologier produceres, forbruges og kasseres, udgør et voksende miljøproblem. Hvis samfundets tiltagende brug af digitale teknologier ikke er bæredygtig, er skolen et godt sted at overveje, hvordan digitale teknologier kan udvikles og implementeres på måder, der er bedre egnet til vores ressourcebegrænsede planet.

DISSE EMNER ER UNÆGTELIGT SVÆRE at forstå og håndtere. Alligevel er det netop sådanne overordnede problemstillinger, som digital myndiggørelse må beskæftige sig med, hvis faget skal bidrage til at realisere målet om at udvikle en generation af digitalt dannede elever.

At ministeriet har introduceret idéen, er et vigtigt og nødvendigt første skridt mod en mere kritisk tilgang til digitale teknologier, men det hårde arbejde er kun lige begyndt.