Vi mennesker bruger og har brug for hele vores kropslige sanseapparat, når vi kommunikerer. Selvfølgelig gør det en forskel, om vi kan række hænderne ud og røre ved hinanden. Det er hjerteskærende at høre om døende på hospitaler i Italien, hvor de kun kan tage afsked med deres kære via en skærm. Ingen kys af bløde læber, ingen kærtegn, der tørrer tårerne af kinden, og ingen hånd at knuge. Selvfølgelig kan en skærm aldrig nogensinde erstatte et fysisk nærvær – men vi er trods alt heldige, at vi har den mulighed i vores tid.
Vi er henvist til den digitale verden, mens coronavirus har sendt os hjem, hvor vi er isoleret fra hinanden. Jeg tror imidlertid, at mange i disse dage erfarer, at fællesskabet eksisterer, selvom vi ikke fysisk er sammen.
Naboer, som aldrig har talt sammen, synger sammen ud ad vinduerne, og vi synger alene sammen med Phillip Faber foran fjernsynet og varmes ved tanken om fællesskabet, som vi synger med. Pandemien har vist os, at vi er en del af et større fællesskab, som rummer ikke kun Danmark, men hele jordklodens befolkning.
Hvad gør man så, nu når kirken er lukket, og vi ikke kan forsamles til gudstjeneste, fællessang og altergang? Ja, så kommer kirken til menigheden. Mange præster har lynhurtigt taget de digitale medier i brug, så evangeliet kan gå igennem lukkede kirkedøre.
Nu kan man deltage i digitale gudstjenester sendt fra den lokale kirke, selvom man er på den anden side af Jorden. Evangeliets rækkevidde er ikke længere begrænset til præstens fysiske stemme eller kirkens højttaleranlæg.
Men hvad med nadveren? Kan man også deltage i digital altergang?
Jeg mødte fænomenet, da jeg i forbindelse med min ph.d.-afhandling interviewede mennesker, der lyttede til radiotransmitterede gudstjenester. Jeg blev forundret over at tale med så mange, der selv havde fundet brød og vin frem hjemme foran radioen, hvor de så deltog i altergangen. Det var mennesker, der af den ene eller anden grund var forhindret i fysisk at være til stede i kirken. De var syge, handicappede eller passede en syg ægtefælle. For radiolytterne var der ingen tvivl: De var en del af de troendes fællesskab, når de deltog i altergangen foran radioen.
NU ER DET HELE NATIONEN, der ikke samles i kirken til gudstjeneste. Med erindringen om radiolytternes taknemmelighed over at være en del af de troendes fællesskab blev nadverritual for hjemmealtergang optaget og uploadet på stiftets hjemmeside sammen med de ugentlige digitale gudstjenester.
Selvfølgelig blev sundhedsmyndighedernes retningslinjer overholdt, så til stede var kun fotografen på behørig afstand, og der var ingen fysisk kontakt med de hænder, der normalt modtager brød og vin. Hånden, der modtager nadveren, tilhører på videoen den, der ser og lytter med.
Det er selvsagt en nødløsning at lave digital nadver i en coronatid, og det sjælesørgeriske aspekt er til at få øje på. Men hvad med det teologiske? Martin Luther har af gode grunde ikke sagt eller skrevet noget om digital altergang. Selv tog han sin samtids nyeste kommunikationsmidler i brug – bogtrykkerkunsten – og åbnede derved verden for, at mennesker kunne sidde i deres eget hjem og læse Guds ord.
I denne tid tager præsterne også vor tids nyeste kommunikationsformer i brug, og digitaliseringen giver nye muligheder, som fordrer, at vi gennemtænker teologien på ny.
Luthers hovedanliggende var at gøre op med den kirke, der satte sig selv imellem Gud og det enkelte menneske. Det er troen alene, der er afgørende for mennesket. I troen ser mennesket sig selv som frelst, tilgivet, retfærdiggjort, uden selv at have gjort sig fortjent hertil. Det er ikke vores egne handlinger, der er afgørende, det er Guds.
Nadveren er som et sakramente ifølge Luther en handling indstiftet af Kristus selv. ”Dette er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Vi har syndernes forladelse, fordi Jesus har givet sit legeme og blod for os.
Det er den nye pagt. Det er ikke mennesket, der handler. Det er Kristus. Når indstiftelsesordene lyder, og mennesket i tro modtager brød og vin, ja, så er Kristus selv til stede i brødet og vinen.
Men er brød og vin, som man selv har foran sin skærm eller radio, så indstiftet? Ja, det mener jeg. Det er jo ikke brødet og vinen, som præsten taler til, men til mennesket. Indstiftelsesordene kan med samtidens teknologi gå igennem lukkede kirkedøre, så mennesket, der har brød og vin, og som hører ordene og tror, deltager i altergangen. Det er selvsagt kun det brød og vin, som den troende har til formålet, mens ordene lyder, der er indstiftede. Dette kan gøres foran en radio eller en skærm.
Men hvad så med det fysiske fællesskab?
Selvfølgelig er det enkelte menneskes oplevelse af det fysiske og konkrete fællesskab med menigheden afgørende for personen selv – men jeg tror ikke, at Gud lader sig begrænse af vores oplevelse.
En vigtig teologisk pointe er, at fællesskabet er der i forvejen. ”Vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme,” som Paulus skriver. Det legeme er fællesskabet med alle troende i Kristus, og det forbinder os med hinanden, også selvom vi ikke er sammen fysisk.
Dette fællesskab er ikke begrænset af tid og sted, men binder os sammen med mennesker på den anden side af Jorden og dem, som ikke lever mere. Det ses også i alterskranken, der ofte er udformet som en halvcirkel for at minde os om, at fællesskabet ikke kun er mellem de tilstedeværende, men mellem alle kristne i verden og dem, der er døde. Derfor kan vi i kor som ”din menighed på jorden og i himlen” synge lovsang, som vi gør under altergangsritualet.
De troendes fællesskab er ikke kun et fysisk, men også et åndeligt fællesskab. I nadveren deler Kristus sig selv med os, og derved styrkes vi i fællesskabet med andre troende.
Vi har brug for at være en del af dette åndsfællesskab, ikke mindst i en tid, hvor vi er isoleret fra hinanden.
Selvfølgelig er det fysiske samvær at foretrække, også under altergangen. Lige så lidt en skærm kan erstatte det fysiske nærvær med den døende på et hospital i Italien, lige så lidt kan den digitale altergang erstatte det fysiske fællesskab, men vi er trods alt heldige, at vi har den mulighed i vores tid, når nu vi ikke kan forsamles.
Coronakrisen har vist mig, hvordan de digitale medier, som jeg for bare få uger siden betragtede som noget, der isolerede os fra hinanden, nu pludselig er noget, der binder os sammen og understøtter fællesskabet.
For få uger siden sad mennesker tæt sammen fysisk uden at se på hinanden. Blikket var rettet mod deres mobiltelefoner. Nu ser jeg mennesker, der holder fysisk afstand fra hinanden, men i stigende grad hilser på hinanden, når vi mødes udenfor.
Den digitale gudstjeneste med altergang kan være med til at binde os sammen og understøtte vores oplevelse af, at vi er forbundet med hinanden i et åndsfællesskab, selv når vi fysisk er på afstand af hinanden.
Det er min tro og mit håb, at denne fastetid fra de fysiske fællesskaber vil styrke vores åndsfællesskab på tværs af grænser og lukkede døre, og at det vil lære os om betydningen af det fysiske samvær, vi har med hinanden – både dem, vi er teologisk enige med, og dem, vi er uenige med.
Vi er ikke alene, vi er ét – i Kristus.