Folkeskolelærer: Digitale medier er opium for folket

Digitale medier er en distraktion for børns dannelse. De er dette lette dopamin-fix, som gør, at forældre og lærere dagligt oplever, at det er en kamp at få børnene ud af ”opiumhulen”. Børnene har brug for voksne, som tager ansvar, skriver folkeskolelærer

Når børn ned til seksårsalderen udrustes med iPads og computere i den danske folkeskole, så mindskes lærernes mulighed for at præsentere eleverne for passende metoder, ånd og materiale, skriver folkeskolelærer.
Når børn ned til seksårsalderen udrustes med iPads og computere i den danske folkeskole, så mindskes lærernes mulighed for at præsentere eleverne for passende metoder, ånd og materiale, skriver folkeskolelærer. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix.

Stat og kommuner satser stort på digitalisering i disse år, hvor særligt kommunernes børn sættes i spidsen for storstilede eksperimenter med iPads så tidligt som fra vuggestuealderen – og forældrene følger samme trend. Men er det rimeligt og ansvarligt at gøre sådan over for en hel generation af børn? I Danmark har særligt skolerne siden slutningen af det 19. århundrede været begejstret for ny teknologi. Den optimistiske fremtidstro, som tænkningen repræsenterer, har for så vidt altid taget udgangspunkt i, at barnets skolegang skulle blive bedre end tidligere. Det begyndte med tavle og kridt, som skulle revolutionere skolerne, og er nu nået et stadie, hvor tablets og digitale medier totalt dominerer skoleudviklingen. Men fremskridtene i særligt nyere tid er tilsyneladende små eller helt udeblevet, og i nyeste PIRLS-undersøgelse går det tilbage for danske skolebørns faglige udvikling.

Ud over det manglende udbytte af undervisningen oplever vi lærere og uddannelsestænkere også en krise i uddannelsessystemet. En krise, som giver sig til kende ved at uddannelsessystemet i dag ikke på samme måde som tidligere har et klart formål og ikke længere blandt eleverne opfattes som en positiv rettighed, men som en sur pligt. Det giver motivationskriser og en generel modstand fra elever mod skolens kurs.

Årsager skal blandt andet findes i, at opportunistiske kræfter har frakoblet det, folkeskolen måles på, fra dens formål. Formålsparagraffen siger, at eleverne skal have kundskaber og færdigheder, som skal udvikle virkelyst og lyst til at lære mere gennem åndsfrihed og en demokratisk ånd.

Når folkeskolen ender med at blive vurderet så simpelt som målstyring fra kommuner gør, så sker der en frakobling fra de smukke visioner om fordybelse, kærligheden til visdom og den demokratiske ånd. Den forsimplede skoletænkning reducerer eleverne til små tandhjul i det store, danske produktionsapparat. Og resultatet betegnes helt prosaisk som at være ”livsduelig”. Spørgsmålet, som melder sig, er om borgerne, herunder eleverne, vil acceptere at blive reduceret til tandhjul, og om skolen derfor har fået frataget sin legitimitet som kulturbærende- og reformerende opdragelses- og dannelsesinstitution.

Noget tyder på at borgerne siger fra, for krisen, som skolen befinder sig i, er øjensynligt blevet en permanent tilstand, hvilket UNESCO i øvrigt allerede i 1970 forudså ikke kunne løses med teknologi – krisen stikker meget dybere og har rod i en forsimplet oplysningstænkning: en forståelse, hvor mennesket blot skal have adgangen til information og gennem konkurrence med andre kan tage ansvar for egen læring. Desværre udvikler mennesker sig ikke automatisk fornuftigt, blot fordi de har adgang til viden eller er i en konkurrencesituation.

Så når børn ned til seksårsalderen udrustes med iPads og computere i den danske folkeskole, så mindskes lærernes mulighed for at præsentere eleverne for passende metoder, ånd og materiale. Derfor gør den markante digitalisering i Danmark krisen i uddannelsessystemet større, og i 2015 konkluderer den ellers så teknologipositive organisation OECD i sin rapport om digitale medier i skoler, at elever, der ofte bruger computere, klarer sig værre i de fleste læringresultater.

Det er paradoksalt, når de tiltag, som fortalerne for livsduelighed og digitalisering af skolerne har gennemført, fører til mindre kompetente arbejdstagere, og det er da et problem i sig selv, at børn klarer sig markant dårligere, hvis de bruger computere ofte. Men omfanget af problemet er langt større, end man umiddelbar skulle tro, hvad kriser i uddannelsessystemer verden over vidner om – for krisen bunder i dannelsesmæssige problemer. Det skyldes, at dannelse kræver en grundlæggende viden om og evne til blandt andet at læse, skrive og regne, før dannelse reelt kan finde sted.

Her er sproget en forudsætning for tænkningen, men tænkningen i sig selv kræver også disciplinering. En disciplinering, som finder sted, når eleverne blandet andet arbejder med matematik. Matematikkens grundlæggende formål er at forsøge at finde svar på svære spørgsmål – noget, som kræver koncentration, fordybelse og selvdisciplin.

Det er disse kognitive egenskaber, som barnet skal udvikle, og det er hårdt og krævende arbejde. Dannelse kræver altså modstand og kan ikke forgå i et vakuum. Men digitale medier kan bedst ses som en distraktion, hvor særligt iPads er skabt som midler til underholdning – vakuumfyldt tidsfordriv.

Årsagen skal findes i, at underholdning er forbundet med nydelse, der udløser hormonet dopamin i hjernen, og det er afhængighedsskabende. Dopamin er kroppens måde at belønne mennesket på for at opnå nydelse, men eleverne skal lære at behovsudsætte og vælge de større nydelser, som bærer mest frugt. Ved underholdning kommer belønningen uden indsats. Og selvom den let opnåede nydelse er langt mindre intens, end når vi behovsudsætter, så kan undervisningen ikke konkurrere. Det skyldes, at belønningen fra skolen består af et meningsfyldt og mere frit og myndigt liv – det tager lang tid, og derfor taber vi kampen. Det er dette lette dopamin-fix, som er grunden til, at forældre og lærere dagligt oplever, at det er en kamp at få børnene ud af ”opiumhulen”.

Børnene har brug for voksne, som tager ansvar og hjælper dem ud af hulen – en kamp, som også filosoffen Sokrates forsøgte at få borgerne i antikken til at forstå i datidens forfaldne athenske kultur, inden de slog ham ihjel og derved beseglede deres civilisations skæbnesvangre kurs mod undergang.

At mange forældre ligeledes hænger fast i ”opiumhulen”, forværrer problemet.

Konsekvenserne er, at de kognitive evner hos børn, særligt drenge, som spiller meget computer, ikke udvikles nok. Evnen til at holde koncentrationen længe nok til fordybelse og selvstændig tænkning udebliver med et katastrofalt dannelsestab til følge. Det katastrofale består dels i, at dannelse sigter mod en holdning om at gøre sit bedste, og dels mod en frigørelse af det enkelte menneske, så det selv er i stand til at træffe gode og fornuftige (moralske) valg i tilværelsen på et oplyst grundlag. Samfundsborgeren skal nemlig kunne indgå i fællesskaber med andre mennesker på en ordentlig og ærlig måde. Det er forudsætningen for, at vi kan have et demokrati af gavn og ikke kun af navn.

Legitimationen af skolen kommer altså ved, at den frisætter mennesket til selv at kunne træffe sine valg i tilværelsen. Dannelse er derfor ikke tilpasning og vi må holde fast i det, som uddannelsestænkeren Gert Biesta kalder for ”den smukke risiko ved uddannelse”. Risikoen består i, at vi ikke kender det output, der kommer ud af skolerne ved dannelse og derfor har svært ved at måle på det, men alternativet er langt værre, da vores liv gennem tilpasning determineres af magthaveres fikse, hurtige, ofte ureflekterede idéer og et her og nu-billede af, hvad markedet efterspørger.

Med de dannelsesmæssige tab, umyndiggørelse og risikoen for at sende børn permanent ind i opiumhulen, må forældre og skolefolk sige stop over for politikerne og kræve, at vi tager den smukke risiko og satse på en dannelsesfunderet pædagogik. Det er netop, hvad mange ansatte, herunder topchefer, hos tech-giganterne i Silicon Vally gør, når de sender deres børn i digitalfrie Steiner-skoler. De ved, at dannelse er den bedste måde at ruste børn til en ukendt fremtid på og den eneste måde, hvorpå forældre og samfund kan sikre retten til, at den enkelte har myndigheden over eget liv.