Prøv avisen
Kronik

Digitalisering stiller krav til kirker og teologisk forskning

Søren Schultz Hansen Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Søren Schultz Hansen, Ekstern lektor ved Copenhagen Business School og Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, Lektor ved Det Teologiske Fakultet, København

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Coronakrisen har med ét synliggjort ændrede betingelser for vores samvær og relationer. Det kalder på digital forskning, teologisk forskning og udfordring af, hvad digitalisering betyder teologisk og endnu mere konkret kirkeligt, skriver kronikørerne

De kristne kirker og teologien har trods enkelte udgivelser hidtil kun i ringe grad forholdt sig til sig til den tiltagende digitalisering. Men coronakrisen har med ét synliggjort ændrede betingelser for vores samvær og relationer. Det stiller krav til de kristne kirker og den teologiske forskning. Dette afspejles blandt andet i den debat, Kristeligt Dagblad har lagt spalter til.

Tilværelsen før corona var global og på mange måder grænseløs. Teknologien havde gjort os stadigt mere uafhængige af rummet som ramme for vores udfoldelse. De seneste 25 års digitalisering, de konstant åbne computere og iPads og især den allestedsnærværende smartphone har betydet, at vi ikke længere nødvendigvis skal være i samme rum for at være sammen med hinanden. Faktisk bliver dem, vi er i samme rum med, tit nedprioriteret til fordel for noget eller nogle, som er et helt andet sted. De fleste kan nok nikke genkendende til følelsen af at blive nedprioriteret til fordel for mobiltelefonen, når man sidder sammen om møde- eller middagsbordet.

Det er på mange måder berigende at gøre sig mere uafhængig af rummet. Men det betyder samtidig, at vi ikke længere automatisk har en privilegeret status i relationen og situationen, bare fordi vi er tæt på hinanden. Ofte er det vigtigere at behandle en relation langt væk med det samme, og så må den, der står lige overfor, vente. Den tiltagende rumuafhængighed har således umiddelbart gjort os tilsvarende mere afhængige af tiden. Af at være konstant tilgængelige, af næsten tvangsmæssigt at skulle tjekke for notifikationer og beskeder på smartphonen, når den vibrerer i lommen eller på bordet. Den manifesterer sig lige så insisterende og nærværende som en finger, der prikker os på skulderen. Det har vist sig at være svært at kæmpe imod både for unge og ældre.

I ”Digitaliseringens paradokser” (Djøf forlag, 2017) kaldes dette nye nærvær for ”til-tide-værelse”. Fordi den digitale udvikling har medført, at det er blevet vigtigere at være til tide end at være til stede. Fordi nærvær skabes i tid snarere end i rum. Nu! Snarere end her.

Alt dette har coronakrisen både afsløret og udfordret. Mange af de centrale tiltag, som er sat i værk for at bekæmpe virussen, handler om at genetablere det nære rum og de relationer, som teknologien ellers har bidraget til at udfordre og opløse.

Vi opfordres til at blive hjemme i karantæne, hvis vi viser tegn på forkølelse, så vi ikke bevæger os frit rundt og kan smitte, og der er indført restriktioner mod at mødes og samles i grupper. Med pakker af særlovgivning er rummet genetableret som en meget konkret ramme for vores menneskelige udfoldelse.

For kirken indebærer dette ikke bare en aktuel debat om kirkelukning og -åbning. Coronakrisen afslører også dybere og absolut mangfoldige kirkelige udfordringer. Den satiriske ”Onlife præsten”, der på Facebook giver gode råd til des-perate præster, klager over, at under krisen er hendes (virtuelle) væg blevet oversvømmet af Jesus. Hun savner videoer med katte og hunde og dumme jokes. Nu er, som hun udtrykker det på norsk, Jesus i stedet smurt ud over det hele.

Og måske er denne forandring større end som så. Man skal ikke have et særlig stort folkekirkeligt netværk for at møde præster med og uden kjole, gudstjenester, samtaler, prædikener, sakramenter og alverdens andet.

Er det meningen, man skal se alle videoerne til ende? Hvor mange gange mener ens sognepræst, at man bør nyde nadveren på en enkelt søndag? Allerede den digitale optræden, mængde og mangfoldighed rejser spørgsmål.

Den kirkelige forkyndelse har med andre ord indtaget et slags pseudo-offentligt virtuelt rum, som trænger sig på en anden måde en ens sin lokale sognekirke. Og det er nyt, at de kirkelig initiativer flyder så forskelsløst sammen med alt muligt andet mere eller mindre betydningsfuldt.

Den kirkelige forkyndelse er trådt ud af sit konkrete kirkerum og ind i et helt andet – og kommer sin sammenblanding med katte og hunde og dårlige jokes på en måde nær og er på en anden måde mere fjern end før.

Ja, måske er der dannet nye kirkelige relationer, men hvilke? Nogle siger, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Måske gælder det også for relationer, at dårlige relationer er bedre end ingen, selv med kirken og Jesus? Spørgsmålet er, hvor grænsen går?

Kristelig Dagblad har forsøgt at tage disse kriserelaterede kirkelige forandringer og spørgsmål alvorligt. Først kunne vi læse, at kirkegængere strømmer til digitale gudstjenester, nu kan vi læse at interessen falder. Så kunne vi følge debatten om den digitale, virtuelle eller private nadverfejring og konstatere, at der i folkekirken ikke hersker enighed om, hvorvidt denne digitale nadverfejring er gyldig.

Rimeligt vildt, når man tænker på, at kirkens enhed ifølge folkekirkens bekendelse beror på forkyndelsen og forvaltningen af sakramenterne. Gad vide, om der er enighed om forkyndelsen, når der nu ikke er om forvaltningen?

Et af de paradoksale forhold er, at den tvangsmæssige genetablering af rummet samtidig har gjort den tiltideværende digitale teknologi endnu mere nødvendig.

Aldrig har vi haft så meget behov for digitale redskaber til at være sammen med hinanden uden at være tæt på hinanden, det vil sige de redskaber, som inden coronakrisen var mål for kritik, fordi de netop tog nærvær, fokus, koncentration fra os. Pludselig skal vi nu alle lære af de unge digitale indfødte, som er rigtig gode til også at have et samvær og en nærhed på tværs og uafhængigt af rum.

Det er påfaldende, at debatten om nadverfejringen i så høj grad netop drejer sig om, hvad det vil sige at være sammen og i den forbindelse, hvad rum og krop betyder for vores samvær(en). Virtuelt samvær er ikke det samme som analogt, men forskellen og grænsen imellem, hvad der kan lade sig gøre i en relativ rumuafhængig digital verden, er langtfra tilstrækkeligt udforsket og slet ikke teologisk.

Tilsvarende er det ikke kun er de kirkelige ytringer, der flyder sammen, som om for eksempel en gudstjeneste og et sakramente skulle være det samme. Det gælder også det kirkelige sprog om det digitale: skærm, tv, medier, det virtuelle? Som om det hele kirkeligt betragtet er det samme. Denne store sammenblanding overser blandt andet, at samvær og mellemmenneskelige forhold stiller sig helt forskelligt efter graden af interaktion. Der er forskel på en tv-oplevelse og en telefonsamtale, på en chatsamtale og et skypemøde.

Det er rigeligt stof til eftertanke, når vi forhåbentlig snart vender tilbage til noget lidt mere velkendt. Så kan vi også reflektere over, hvad konsekvenserne er for samværet og nærværet, når vi er blevet så afhængige af tid i stedet for rum. Her mangler der både kirkelig selvbesindelse og betydelig forskning. Digital forskning, teologisk forskning og udfordring af, hvad digitalisering betyder teologisk og endnu mere konkret kirkeligt.

Måske kan den tværfaglige forskning igen vise sin relevans, og de tværdisciplinære og tværgenerationelle tilgange bidrage til afklaring? Måske kan både unge og gamle lære hinanden noget om forskellige former for nærvær, om grænserne mellem og værdien både af det digitale og det analoge samvær og om at være tiltideværende eller tilstedeværende. Så både teologi og teknologi kan følge med tiden, og vi kan fortsætte med at være sammen med hinanden – også i folkekirken.