Digternes digter fylder rundt

Den danske digter Sophus Claussen, der i dag fylder 150 år, er ikke kendt på samme måde som Rifbjerg og Kierkegaard er det. Det er lidt synd, for hans poesi er smuk og enestående

Digternes digter fylder rundt

Sophus Claussen er ikke almindelig kendt på samme måde som Klaus Rifbjerg, Søren Kierkegaard eller Karen Blixen. Mange kender navnet og har måske hørt udtrykket ”den store erotiker” om ham, og der læses nok et par digte af ham i gymnasiet, hvis der er tid til det, men han har ikke haft den samme almene gennemslagskraft som de andre klassikere.

Sophus Claussens plads i historien er altså ikke at være den folkelige, udbredte ”steady seller” - og denne manglende folkelige gennemslagskraft nagede ham i øvrigt livet igennem.

Men det er for sit ihærdige, men besværlige, undertiden dunkelt klingende kunstneriske arbejde med at finde sig til rette i verden, at han skal huskes. For hans digtning er ikke bare udfordrende, kompliceret, musikalsk og smuk, den er også et eksistentielt projekt om at erkende mere af, hvad det vil sige at være menneske - og kunstner.

Det kan minde om Søren Ulrik Thomsen i ”Politisk Digt”:

”(“) det er verden, der er et elfenbenstårn;/ hvert digt en ansøgning om at få adgang.”

Men som hos Thomsen bliver Claussens ”ansøgning” tillige et skabelsesprojekt, det vil sige en bestræbelse på igennem poesien, i ordenes musik at overskride den normale virkelighed og udvide synsfeltet hinsides normer og tilvante forestillinger. Og det paradoksale er, at denne bestræbelse går ud på at nærme sig tavsheden, altså det man netop ikke kan sige. Opgaven for Claussen bliver ”at fastholde den oplevelse, hvis væsen er, at den ikke kan fastholdes ” som Peer E. Sørensen har formuleret det. Digteren bliver en profet, en seer.

Derfor bliver metaforen så vigtig i Claussens lyrik - ikke underligt, kunne man sige, for lyrik lever jo af billeder. I metaforen støder tilværelsens modsigelser mod hinanden i en ny syntese, der skaber og fastholder et poetisk syn.

Måske kan en simpel figur illustrere, hvad der er på færde i Claussens arbejde med sprog og verden. Se på dette udtryk: ”Både Dydens Tidsel og Lastens Lavendel”. Her er modsætningerne sat sammen og op i en krydsfigur. Og det er i al sin besværlige, kompakte enkelhed sådan, Sophus Claussen digter.

Det handler om at få sproglig form på det kaos, livet består af: ”Galskab, Besættelse, Trolddom! Drifter, som famler mod Form”, siger han et sted, men vel at mærke en form, der fastholder paradokset, som derved bliver et klogt udsagn, den ”kloge Ufornuft” eller ”ufornuftige Visdom”, som en digterkollega kunne se i en anmeldelse.

Og ja, det er netop kollegerne i digtning og kunst, der har blik for Claussens særlige skrift. Således skriver Karen Blixen i et brev fra Afrika: ”Jeg er saa ked af, at jeg ikke fik bedt Dig om at sende mig Sophus Claussens ”Djævlerier” (“). Jeg havde en (“), men den er desværre blevet borte, og jeg kan daarligt leve uden den. ”Aphrodites Dampe” og ”Mennesket” er et slags Evangelium for mig.”

Det, der fascinerer både Blixen og andre digtere som for eksempel Per Højholt (der har sin ”Sophus Claussen-identifikation” i digtet ”Månens gestus”), er den komplekse erkendelse af, at verden er større, end man umiddelbart kan sanse - men ikke med udsigt til en anden, himmelsk verden bagved den kendte, sådan som Claussens ven Johannes Jørgensen opfattede det. Jørgensen konverterede til katolicismen. Nej, det er en ikke-gudelig religiøsitet, en ”panteisme beslægtet med intet”, som det er blevet sagt.

Men når nu Claussens poesi er så besynderlig, paradoksal og fyldt med et besværligt billedsprog, hvordan skal vi - de ”almindelige” læsere - så gribe hans tekster an? Man kan sige som Inger Christensen sagde, da hun skulle læse sin digtsamling ”Sommerfugledalen” op: ”Nu skal I bare tage det roligt og lytte. Ligesom hvis det var et stykke musik, I behøver ikke at forstå det hele, men lyt til digtet som til musik “”

Og det er et godt råd: Sophus Claussens lyrik er musik, og det er et godt sted at begynde at opfatte den sådan. Lyren er et musikinstrument, lyrikken er rim, rytme, musik. Og når man lytter tålmodigt, åbner digtene sig mere og mere og overfører oplevelser af helt speciel karakter. Oplevelser, der hele tiden holder fast i sansede virkelighedsbilleder, men samtidig tvinger os til at tage billederne op til revision. Bedst som vi tror, at nu er der en helt genkendelig scene i gang, markeres der et spring, som peger ud over situationen.

Og det er erotikken, det drejer sig om i Claussens poesi. Det er det dominerende tema i forfatterskabet, og det er lige fra små søde, næsten pæne digte om det tilfældige erotiske møde til besyngelsen af den store altomfattende eros.

Den ”almindelige” erotik er imidlertid aldrig helt almindelig i Claussens lyrik. Kvinderne kan være afvisende, og de kan være indladende. Men de er ofte begge dele på samme tid, ”Dødsfjende - Hjertenskær”.

Derfor er der ofte en flygtighed i forholdet: Kvinden forsvinder eller forlades, og tilbage er drømmen: ”Først var det hende selv, jeg nød; saa var det en Drøm om hende. Saa var det en Drøm om en Drøm, indtil hele mit betagne Hjerte var fortæret.”

Sophus Claussen blev ikke altid accepteret eller forstået, som når han for eksempel provokerende kunne skrive, at det er bedre at kysse 100 piger én gang end den samme pige 100 gange.

Og forstået blev han heller ikke, når han mere alvorligt hævdede at kunne bygge et helt livssyn på den erotiske kærlighed, på elskov. ”Af Elskov ledes alt, som vil bestaa. Men hvorfor maa det ikke være saa?”, spørger han i 1887 i digtsamlingen ”Naturbørn”.

Sophus Claussens måde at skrive på viser ham som modernist, fordi han insisterer på digtningen som en erkendelsesform. Sproget er ikke bare til for at afbilde en virkelighed, sproget skaber selv en virkelighed.

Det finder han selv ud af undervejs, men en afgørende inspiration er hans møde med fransk litteratur igennem læsning især af Charles Baudelaire. I Baudelaires digte finder man storbyens moderne livs skyggesider. Det er ”Helvedesblomster” (1857), der i et voldsomt og poetisk sprog beskriver alt det hæslige og grimme - men vel at mærke gør det i vers, der har en egen desperat skønhed.

Kombinationen af helvede og blomster er den samme modsigelse, der bliver den centrale figur i Claussens digtning og samtidig et frontalangreb på den borgerlige moral.

Komponisten Carl Nielsen, som var en god bekendt af Claussen, takkede ham i 1927 for et tilsendt eksemplar af digtsamlingen ”Titania holder Bryllup”. Nielsen er jo altid god at lytte til, så hans hyldest til Claussen kan passende være motiveringen for også i dag på 150-årsdagen at læse Claussen:

”Bestandig noget nyt og levende, overraskende og forunderlig krydret, som havde De sanset alle Ting i Verden og tænkt alle Tingenes Love efter!”.

Johan Rosdahl er lektor. Sophus Claussen fejres af Gyldendal med et udvalg redigeret af Ursula Andkjær Olsen og som Årets Klassiker på Københavns Hovedbibliotek tirsdag den 22. september klokken 17 med deltagelse af blandt andre Mette Moestrup, Morten Søndergaard og Peer E. Sørensen.