En augustdagi det herrens år 2009 var jeg som så mange gange før med bussen fra Berlin til København. Og som vanligt håbede jeg på ro i bussen, så jeg kunne fordrive de trælsomme timer med læsning. Ro fik jeg på ingen måde, for med bussen var der en hoben fodboldfans, nærmere betegnet tilhængere af berlinske Hertha BSC, der skulle spille en kvalifikationskamp til Europa League på udebane mod danske Brøndby. Foran mig fik jeg to ungersvende, der varmede op til kampen med øl, bøvs og kampsange: ”Ha-Ho-He, Hertha BSC!”.
Efter et par timers fred og ro på færgen over Østersøen fortsatte støjen, da vi kom i land i Gedser. Men efter få minutters kørsel mod nord syntes ungersvendenes retoriske arsenal endelig at være slidt op. Tavse sad de og stirrede ud ad vinduet – indtil den ene af dem igen fik mæle og forbløffede mig med sin næste replik: ”Nu kunne jeg godt bruge noget god litteratur!”. Det kunne den anden også. Så talte de om litteratur uden at lade sig distrahere, før synet af nogle mastodontiske vindmøller fik dem til at skifte emne til dansk energipolitik.
”I hver etn tysk drenggemmer der sig en ingeniør,” som en nazistisk agitator sagde, da Det Tredje Rige oprustede til Anden Verdenskrig. Den slags udsagn nikker vi gerne bekræftende ad, mens vi dulmer vores misundelse med forargelse over udstødningsskandalen i den tyske bilindustri. Men med deres interesse for god litteratur minder de busfarende fodboldfans os også om en anden talemåde, nemlig den, der erklærer Tyskland for ”digternes og tænkernes land” – på tysk ”Land der Dichter und Denker”. Det er en talemåde, vi har glemt og gemt, når vi i stedet minder os selv og tyskerne om, at de under nazismen gjorde Tyskland til ”dommernes og bødlernes land” – på tysk ”Land der Richter und Henker”.
Digterne og tænkerne var Goethe og Schiller, Kant og Hegel. Dommerne og bødlerne er Hitler og Himmler, Goebbels og Göring. Århundreders tysk kultur blev som konsekvens af 12 års vulgærgermansk bersærkergang med gråd og tænders gnidsel stødt ud hinsides periferien af civilisationen.
Det kernefulde sprog, som Luther med sine oversættelser af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente fra hebraisk, latin og græsk havde gjort bibelsk, blev til det brutale sprog, tyskerne kommanderede på under holocaust – i Auschwitz og siden i Hollywood.
Engang var det anderledes. Søren Kierkegaard (vores eget nationalikon, hvis syntaks er mere tysk end dansk) mente sig misforstået i Danmark og drømte om i stedet at være født i Tyskland, hvor han kunne regne med større forståelse.
Nok var København af navn en hovedstad, men af gavn ikke stort andet end en købstad. ”Livet er imidlertid rigt nok, naar man blot forstaaer at see; man behøver ikke at reise til Paris og London – og det hjælper ikke, naar man ikke kan see.” Således fandt han trods al sin ringeagt for København inspiration i sin kære residens- og hovedstad, og dog drog kong Kierkegaard fire gange til – nej, ikke Paris eller London, men – Berlin. Så mange andre danske kendisser valgte dengang, i den floromvundne guldalder, at tage til Tyskland, der var dem som et åndeligt fædreland. Tyskland var stort og broget og meget andet end Berlin, den preussiske hovedstad, for landet var ikke ét, men mange: kongerigerne Preussen, Hannover, Sachsen og Bayern foruden en lang række mindre fyrstendømmer. Selv efter samlingen i 1871, efter grundlæggelsen af de to tyske republikker i 1949 og efter genforeningen i 1990 er Tyskland forblevet det, som Hitler i sit totalitære vanvid søgte at komme til livs, nemlig et kulturelt kludetæppe. Og måske er det netop denne diversitet, der har givet Tyskland den dynamik, som enhver fri ånd kræver for at kunne røre sig.
Ånden er vel én, kunne en folkekirkekristen dansker mene. Men i Tyskland er end ikke Helligånden én, da den kommer over tyskerne i to forskellige skikkelser. Med 24 millioner evangeliske kristne og 25 millioner katolske er Reformationen ikke museal fortid, men kampklar nutid. Homogenitet og hygge er danske kardinaldyder, heterogenitet og uhygge tyske. Bevares, i Danmark taler man meget om mangfoldighed, men i Tyskland lever man den.
”Einigkeit und Recht und Freiheit,” synger tyskerne ikke desto mindre i deres nationalhymne: enighed, ret og frihed! Tyskland er en liberal retsstat, som ved grundloven af 1949 garanterer borgerne en vidtstrakt frihed og sikrer dem mod statslige overgreb.
Alligevel er den forfatningspatriotisme, som visse sociologer og politologer har forfægtet siden Tysklands deling, næppe tilstrækkelig til at sikre den tyske nations beståen som én og som netop tysk.
Derfor har man den seneste snes år diskuteret en ”Leitkultur” – en ledende kultur, der ikke blot skulle tjene til at samle vest- og østtyskere i deres genforenede fædreland, men også til at byde flygtninge og andre fremmede velkommen i et indvandringsland, der insisterer på et givent grundlag som en ufravigelig betingelse for en velfungerende sameksistens. Med andre ord sigter ”Leitkultur” ikke så meget til en fælles ånd som til et socialt kodeks.
Dertil kommer sproget, det tyske sprog, som en indlysende forudsætning for gensidig forståelse. Men er sproget så andet end et kræmmersprog, der blot skal sikre en uproblematisk kommunikation og lukrativ handel?
Er det da ikke – som det sprog, der giver adgang til Goethe og Schiller, Kant og Hegel – kulturbærende og kulturdefinerende? Svaret vil, når man stiller en tysker det, afhænge af, om han kommer fra Nordrhein-Westfalen eller Sachsen, fra Hamborg eller Berlin, om han bor ved Rhinen eller Elben, ved Østersøen eller Alperne, om han er musiker eller maler, pædagog eller programmør. I kraft af sin naturlige diversitet og kulturelle mangfoldighed er Tyskland egentlig ikke et land, men et helt kontinent.
Til daglig er Tyskland ikke så sammenhængende som Danmark, hvor frysende og forblæste vestjyder tager del i sol og strandvejr på Bornholm. En varmerekord et eller andet sted i kongeriet er altid for hele folket. Anderledes tager det sig ud i forbundsrepublikken, hvor hanseater og oberbayrere ikke tager synderlig notits af hinandens storme eller fønvinde. Vejret gøres ikke til en national begivenhed, når man ser bort fra sådan noget som århundredets oversvømmelse – ”Jahrhundertflut” – der ramte syd- og østtyske flodområder i 2002. Da er det heller ikke solstik eller snue, men døden selv, der truer.
Døden er en mester fra Tyskland – som det hedder i Paul Celans digt ”Todesfuge” (Dødsfuga) – og ikke kun den død, der kostede jøderne livet under holocaust, men også den død, der ramte tyskerne selv under de krige, der mere end noget forenede og fortsat forener nationen: Trediveårskrigen samt Første og Anden Verdenskrig. Døden er den tyske ånds bundløse kilde, krigen dens fortvivlede udfoldelse, reformationer og revolutioner dens sværmeriske inddæmmelse – den død, som man i Danmark ikke vil vide af, de krige, som man dér nægter at have haft noget med at gøre, de reformationer og revolutioner, som man hævder at have indført på fredelig vis.
Trods Grevens Fejde mener danskerne, at Reformationen i 1536 blev indført uden sværdslag, og trods Treårskrigen mener de, at revolutionen med grundlovgivningen i 1849 blev indført uden geværskud. Døden er tabu – i Danmark. Døden er alvor – i Tyskland.
Peter Tudvad er forfatter og filosof