I coronaens skygge har Mette Frederiksen (S) som statsminister givet os mange skarpe og kloge meddelelser, påbud og ord om, hvordan vi bedst kan overleve denne smitsomme og ukendte virus. Men indimellem synes hun med sine ord bevidst eller ubevidst at snuble over eksistensens grundvilkår, som i den korte udgave handler om sammenhæng mellem livet og døden.
Mette Frederiksen fik blandt andet sagt, at hvert et dødsfald er en tragedie. Et stærkt udsagn, som rammer lige ned i den dødsangst, som på vores kanter er gødning til de mange former for kontroltab, som er angstneurosernes vækstlag.
Vi tæller i øjeblikket – på grund af hospitalskapaciteten – med stor omhu vores døde, og gør kun lidt ud af de mange virusoverlevere, lige bortset fra en kendis som den britiske premierminister, Boris Johnson.
Døden er ikke en tragedie, men et livsvilkår. Nogle dødsfald rammer os som en tragedie. Unge mennesker, som standses i flugten, og forældre, der dør fra deres små børn, er eksempler på tragedier, som er så sjælsrystende, at de for en periode føles, som om livet standser.
De pårørende kan rammes så dybt, at tabet opleves som en tragedie. Sorgen er kærlighedens pris, tilknytningens pris. Men i nødens stund er det vigtigt at huske på, at vi, der står ved siden af, har fået den livsforsikring med os, som er evnen til at sørge, evnen til at forandre os, evnen til adskillelse.
Statsministeren siger, at vi skal passe på de gamle og svage, fordi coronavirus truer deres lunger. Ja, det er rigtigt, at mange gamle menneskers død i sidste ende skyldes en lungebetændelse, hvor iltmanglen standser hjertet. Sådan døde min mor.
Hun havde kol og blev på grund af sine dårlige lunger ”kvalt” grundet iltmangel. Sådan oplevede jeg det imidlertid ikke, fordi hun på sit dødsleje fik den nødvendige beroligende medicin som gjorde, at hun ikke blev angst og bange. Hun udåndede fredeligt med en dødsbevidsthed, som i sidste ende forandrede hendes gang på Jorden.
Hun døde som et levende menneske efter i årevis at have levet med kol og kampen med cigaretterne, som gav hende skyld, skam og et liv, der indimellem lignede en blanding af demens og depression.
Ved den sidste indlæggelse på Rigshospitalet var hun så klar i hovedet, at hun kunne meddele lægerne, at hun ikke ville leve mere, ikke ville behandles, ikke have mere penicillin og kunstig ilttilførsel.
Min mors død blev en af de smukkeste og vigtigste oplevelser i mit liv. Hendes dødsbevidsthed gav hende det livsmod, som betød, at hun magtede at tage afsked med mig og med livet. Hun blev 72 år.
Jeg selv nærmer mig 80 år, og min død bliver ikke en tragedie – gamle menneskers død er ikke en tragedie. Det er naturens orden, at vi skal herfra. Men sørgeligt bliver det for dem, der står os nær.
Og mit livs-/behandlingstestamente er på plads, så jeg kan forhåbentlig komme herfra i nogenlunde god ro og orden på trods af den sygdom og mulige demens, som i sidste ende kan ramme mig.
Sådan gik det ikke for en nær veninde på 96 år. Hun var ganske klar i hovedet, da hun fyldte år – klarede sig selv, og tanken om plejehjem var hende vederstyggelig.
Hun fik et par blodpropper lige efter sin fødselsdag, kom på plejehjem, blev personlighedsforandret og dement. Hun sov en del i den stol, hun blev sat op i af andre. Fjernsynet kørte dagen igennem som et slags lydtapet.
Det tidligere så stolte menneske levede døende uden sine ”tænder” – hendes gebis forsvandt – med et kontaktløst smil på læben. Hun fik flere gange lungebetændelse og overlevede. Hun fik stadig ikke lov til at blive liggende i sin seng – hun blev ”henvist” til at sove i sin stol. Hun skulle jo leve, og man dør jo af at blive liggende i sin seng.
Plejepersonalet, som jeg talte med, gav klart udtryk for deres dilemma – de pårørende har jo ret til at klage, hvis den ”gamle” ikke bliver passet godt nok og derfor dør i deres ”vagt”.
De gav også udtryk for, at de ofte er i kontakt med pårørende, som på grund af deres egen dødsangst til det sidste egocentrisk kræver, at deres mor eller far bliver behandlet for en lungebetændelse.
I øjeblikket handler det så om coronaen, der isolerer de gamle, som åbenbart hellere må leve uden besøg fra deres nære – med den forladthed, som for mange kan føles mere truende end at dø af sygdom og alderdom. At leve med en udviklet demens eller være dødelig træt af livet synes åbenbart på visse plejehjem at være bedre end at få hjælp til det, der i sidse ende udtrykkes med begrebet en værdig død.
Min gamle venindes påtvungne deroute er min sorg – ikke hendes død. Hun havde fortjent at dø med den respekt, der havde været omkring hende livet igennem – det gjorde hun ikke. Og hun havde desværre ikke nået at få skrevet et livs-/behandlingstestamente.
Et af omdrejningspunkterne i mit faglige liv har været hospicebevægelsen. En bevægelse, som fokuserer på, at livet og døden skal hænge sammen – hvor dødsbevidsthed giver den form for livsmod, som i sidste ende giver sammenhæng blandt andet mellem de døende og deres pårørende.
Der er forskel på aktiv dødshjælp og respekt for døden – den nødvendige respekt, som danner grundlag for, at mennesker med livstruende sygdom i sidste ende kan dø så levende som muligt og ikke udsættes for at leve døende urimeligt længe med et utal af behandlingstilbud, som ofte nedsætter livskvaliteten i den levetid, der er tilbage.
Det kan undre, hvor lidt hospicetanken tilsyneladende har smittet af på plejehjemmene, hvor døden jo også er udgangsportalen.
Jeg har både dyb respekt og forståelse for de tiltag, som vi bør forholde os til på grund af coronaens verdensomspændende hærgen. Det er også forståeligt, at det koncentrerede fokus på antallet af døde overalt i verden bliver brugt som drivkraft for at få rettet os ind. Vi er jo ikke vant til hele tiden at blive orienteret om dagligdagens antal af døde omkring os. Men disse tal giver desværre ikke den form for dødsbevidsthed, som kan afgifte den almindelige angst for kontroltab og død.
Prisen for, at vi overordnet bliver truet på livet, er, at den ”virus” af angsttilstande, som desværre præger vores moderne samfund, vokser i takt med coronaens hærgen. Det synes jeg også er et dilemma, vi bør tage alvorligt.
Coronavirussen får skyld for meget, og indimellem nævnes den gamle sandhed om, at menneskelivets kriser kan udvikle eller ”afvikle” os. Et psykologisk kompliceret udsagn, som i sin essens netop handler om forholdet mellem dødsangst, livsmod og dødsbevidsthed.
Vi skal kunne magte det ukontrolerbare liv – det, vi med poetiske ord benævner med ordene, at ingen af os kender dagen, før solen går ned.
Nogle af os kan som trøst så udtrykke Gud i vold og i fælleskabets navn bede Phillip Faber synge Kingos salme om, at ”sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges ad. Jorderigs guld er prægtig muld, Himlen er ene af salighed fuld.”