Jeg mistede min mor fredag den 5. juni 2020. Til denne sætning, der nu er skrevet ned og står på et stykke papir, knytter sig mange oplevelser og erfaringer – oplevelser vedrørende min mors liv, hendes død og til døden som en uomtvistelig kendsgerning for alt levende. I denne sætning flyder det personlige og det alment menneskelige sammen. For døden er en kendsgerning, der gælder alle; den tillader dog ingen stedfortræder-erfaringer. Jeg kan ikke tage den andens død til lære, jeg kan kun lære med henblik på min egen endelighed.
Når sætningen ”Jeg mistede min mor fredag den 5. juni 2020” er holdt fast på et stykke papir, så er der ikke vundet så meget ved den kendsgerning. For jeg skal tage stilling til og tænke over, hvilket liv denne sætning får efterfølgende. Skal den danne udgangspunkt for en dødsannonce? Det er nok den mest gængse og accepterede måde offentligt at meddele et andet menneskes død på. Skal sætningen blive til en privat og personlig erindring – så at sige indledningen til den dagbog, hvor mine tanker og refleksioner om min mors død får mulighed for at udvikle sig? Skal sætningen være del af en nekrolog, der meddeles, når familien kommer sammen for at sørge og for at mindes hende?
Når sætningen om min mors død udgives her, melder sig straks tvivlen om meningen med offentliggørelsen. Har eller ville min mor have givet mig lov til at skrive om hendes død som offentlig begivenhed? Det næste spørgsmål er:
Når døden er det enkelte menneskes eget anliggende, hvordan kan jeg overhovedet skrive om den og samtidig yde retfærdighed over for det liv, min mor har levet?
Og endelig: Hvad skal og kan læseren bruge teksten om min mors død til? Det er for nemt at sige: Vi har i vores kultur ikke et offentligt sprog og nogle accepterede måder at tale om døden på. Eller påstå: Ikke at have et sprog er tegn på, at der i vores kulturelle hukommelse ikke også er plads til den private død.
Døden har altid en forhistorie – også min mors død. Forhistorien er ikke altid synlig og bliver ofte en del af efterrationaliseringen. I min mors tilfælde vidste vi i en rum tid, at hun inden for en overskuelig periode ville dø, taget den sygdom i betragtning, der har hjemsøgt hende. Og familien har altid været forberedt på, at hendes sidste rejse var forestående. Min mor døde hjemme i sin egen seng, så inden lægen og bedemanden kom til, kunne jeg og den øvrige familie besøge hende. Efter at have set hende og set hende en del gange, gik det op for mig, at jeg havde mistet min mor, som var taget på den evige rejse.
Døden er nu blevet til en uigenkaldelig og bitter vished. Der knytter sig et helt livs oplevelser og erfaringer til den person, der er gået bort. Familien har været fælles om oplevelserne; de er blevet en del af vores fælles hukommelse.
Med døden tager min mor den del af oplevelser og erfaringer med sig, som er hendes egne. For os bliver de til minder. Fra nu af kan vi kun huske tilbage og erindre. Den person, vi mindes, er afskåret fra at gribe korrigerende ind, når vores erindringer bliver afsporet af vores ønske om kun at se personens lyse sider. Med døden er hun ikke længere aktør i eget liv. Relationerne til livet er nu afbrudt for altid. Døden har løsnet hendes bånd til de efterlevendes liv, hendes liv er blevet utilknyttet.
Døden skal forklares – ikke for den afdødes skyld, men for de efterlevendes skyld. Vi begynder at tale om min mor som person og beretter om det liv, vi var en del af. Over tid og med hver fortælling, der kommer til, udvikler der sig en fælles, men ikke afsluttet, historie om vores mor. Vores historier er af vidnesbyrd om hendes liv og den betydning, hun har haft for familien. Fortællinger er efterrationaliseringer såvel som tilnærmelser, de bliver til efterrationaliseringer, når vi ser på hendes liv med milde øjne. Når vi fuldt ud forsøger at forstå den person, hvis liv vi har været en del af, så tilnærmer vi os den arv, hun har efterladt familien med.
Når der tales om døden som begivenhed, så er det altid de andres død, der bliver talt om. Imidlertid er døden den grundlæggende betingelse for al menneskelig eksistens. Den andens død peger tilbage på dem, der stadig er i verden. Den kræver i en vis forstand et svar fra os, de efterlevende. Når jeg – med udgangspunkt i min mors død – forestiller mig, hvad det vil sige at dø, vil jeg mene, at døden markerer den sidste og uigenkaldelige overgang fra en verden med muligheder til en tilstand uden muligheder. Døden er den sidste mulighed, som vi mennesker bliver tvunget til at virkeliggøre.
At være i verden er kendetegnet ved de muligheder, som livet tilbyder, og som døden er den sidste af. Med dette perspektiv ændrer de spørgsmål og forventninger, vi kan stille til livet, sig. Den bortgåede person huskes af de levende, men deres ønsker, projektioner og erindringer præger deres hukommelse.
Derfor har jeg ingen indflydelse på, hvordan mine efterlevende vil huske mig, når jeg først er gået bort. Jeg kan håbe på retfærdighed, men jeg er med døden afskåret fra at formane dem om at være retfærdige over for mit liv, og hvad jeg har betydet for min familie. Døden som min sidste mulighed tvinger mig til at vurdere de muligheder, som livet tilbyder, eller som jeg skaber. Rammen for at vurdere mulighederne kan være forskellig fra person til person. Jeg forsøger at reflektere over min mors død fra et etisk perspektiv.
Ethvert menneske har sin egen reaktion og måde at bearbejde tab og sørge over at miste en på, som havde betydning for vores trivsel og udvikling. Tabet af min mor fik mig til at reflektere over hendes værdier, for eksempel var hendes kendetegn: Anerkendende, Kærlig. Respektfuld. Dialogsøgende. Tolerant. Kompromissøgende. Stort hjerte for svage individer og grupper, med hvem hun kæmpede for deres sociale position.
Jeg ved, at min mors værdier og tilgang til mennesker har haft stor indflydelse på mig både privat og fagligt. Men hvad betyder tolerance, kærlighed eller at være kompromissøgende for mig i dag. Jeg kan dog ikke overtage hendes måde at udvise anerkendelse og respekt på. Jeg kan se på hende som forbillede, men er nødt til at genfinde hendes værdier i de muligheder, mit liv består af.
Døden som livets sidste mulighed er ikke en erfaring, der kan videregives. At være død betyder ikke længere at være i verden. Når den anden har forladt denne verden, kan vi minde hendes liv. Jeg kan lære af den andens liv – også med henblik på, at jeg en gang vil gå bort. Efter at have mistet en svigerdatter, et barnebarn, min mor og andre familiemedlemmer har deres liv mindet mig om, at:
Vi ikke lever evigt, og livet er alt for kort. Det er vigtigt at være nærværende i min egen familie og i mellemmenneskelige relationer. Livet ikke skal spildes med fjendskab og ondskab mod mig selv eller andre. Et meningsfuldt liv består af gode relationer til andre mennesker. Medmennesker er vigtige for min væren i verden. Kæmpe for individets eksistentielle ret, for fred og for bedre vilkår for de svage. Eksistere i nuet og nyde det med mine kære. Det at have værdier, som har betydning for en selv og ens relationer, efterlader dybe spor hos vores kære. Jeg husker min kære svigerdatter, barnebarn og mor, der alle har sat dybe spor.
Livet er ikke evigt, og vi bør selv stoppe op og reflektere over livet. Vi skal forme vores liv og huske det perspektiv, at om lidt er jeg her ikke, og hvilken menneskelig arv vil jeg efterlade. Vi må alle huske at sætte pris på livet og vores medmennesker.