Prøv avisen
Kronik

Døden reducerer et menneskes liv og gør det halvt

Foto: Leif Tuxen

Jørgen Demant, Sognepræst i Kgs. Lyngby

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Sorg er en standsning, hvor fremtiden lukkes ned. Men der er en vej videre frem. Enhver sørgende må finde sin vej tilbage til livet – forandret som efter en fødsel. For evigt halv, men med nye erfaringer af helhed, både i det indre og det ydre, skriver sognepræst

JEG HUSKER, at min far sagde, at han blev et halvt menneske, da han mistede min mor. Det er en præcis formulering, for døden reducerer et menneskes liv. Gør det halvt. Sorg er nemlig en standsning. Fremtiden lukkes ned.

På en måde går virkeligheden under, for det er det kropslige og sjælelige samvær med den anden, der udgør ens virkelighed. Det er den anden, som udgør min virkelighed – morgenbordet, den daglige spadseretur, hjemkomsten efter foredraget med råbet ind ad døren: ”Nu skal du høre” – og når den ikke er der, er døden en slags virkelighedstab. Ved døden mister man noget af sig selv, fordi man mister den anden.

Derfor er det heller ikke underligt, at apati er et kendetegn hos den sørgende: Han løfter hænderne til hovedet i fortvivlelse. Det er, som om han vil stoppe udsigten. Han kan ikke længere. Vil ikke se længere. Han er udmattet. Træt. Uden energi. Ingen appetit på livet. Sorgen er reaktionen på standsningen.

Og derfor er det også glædeligt, at der kommer fokus på, hvordan man lever med sorg.

Dette fokus finder man både i kommunalt og kirkeligt regi. Enkelte kommuner tilbyder samtaler med pårørende lige efter dødsfaldet. Og folkekirken har etableret sorggrupper landet over. Man erkender, at det at blive ramt af sorgen ved et dødsfald kan medføre standsninger, så den pårørende næsten ikke kan komme videre. Og det kan i værste fald føre til stor ensomhed.

Man kan se sorg og tab som amputation på to måder: Tabet som en amputation af det ”indre” liv. Det er menneskets sind, forstået som følelser og det ”indre” selv, der går i stykker, når det rammes af sorg.

Men det er også en amputation af det relationelle og ”ydre” liv. Det er netværket af daglige relationer og handlinger, som går i stykker. Sorgarbejdet i forhold til den indre-styrede sorg finder kilden i samtalen, men det i forhold til den ydre-styrede sorg finder opbyggelse i at genlære virkeligheden ved etablering af relationer.

DER FINDES MANGE BØGER OM SORG, som både analyserer sorgen, giver bud på terapi og andre former for behandling. Og jeg har selv læst og brugt megen litteratur som forberedelse til en sorggruppe i min egen menighed. Man kan også finde stor inspiration til både forståelse af sorgens væsen og behandling ved at gå til Det Nye Testamente. Ikke mindst til afskedstalerne i Johannesevangeliet.

Dem prædikes der i folkekirken over i tiden mellem påske og pinse: Her stilles der skarpt på sorg og forløsningen af sorg, idet Jesus i sin sidste samtale med disciplene fortæller dem, hvorledes de skal leve videre efter hans død.

Med et lille billede af en kvindes fødsel gør han det klart, at sorgen rummer en stor smerte, der forvandles, når barnet er født.

Et nyt menneske er kommet til verden, og i lyset heraf glemmes fødslens smerte. I lyset heraf tages realiteten ikke ud af det uigenkaldelige ved tabet, men der peges på forvandlingspunkter. Smerten er stor, men den kan forløses. Hvor ofte hører jeg som præst ikke, når nogen taler om den værste sorg: At det er, som om den afdøde er til stede! Den sørgende kan ikke slippe den døde, som realpræsens. Og denne erfaring af opstand mod mindets repræsentation, nemlig at ville en virkelighed, hvor den døde er til stede, gør klart, at mennesket dybest set er relationistisk.

Man vil være sammen med den, som man har mistet, være i relation til den afdøde. Vi kan ikke slippe hinanden. Vi er forbundne. Intet menneske er en ø.

Vi er relationelle væsener. Og virkeligheden er relationistisk. Udsagnet vidner ikke kun om det uigenkaldelige fravær og dermed sorgen over at skulle være alene, men også om længslen efter nærvær, der peger frem mod nye udsigter. Nye muligheder.

DEN EVANGELISKE TALE OM SORGEN er både realistisk og løfterig. Jesus taler ikke uden om dødens uigenkaldelighed, men åbner en horisont for forvandling fra sorg til livsmulighed. Afskedstalerne er inspirerende og opmuntrende: Vi kan bruge Jesus som et forbillede. Han vil lægge sin måde at leve livet på til grund for vennernes videre liv efter sin død.

Læg mærke til, hvordan han bliver ved med at sige: Jeg i jer, jer i mig. Han messer det rytmisk ind i os: Jeg i jer, jer i mig.

Det er en opfordring til at genlæse og genlære verden gennem ham. Han har sat sit livsmærke på os, og det kan være en slags gps i vores videre liv. Som virkeligheden før udgjorde relationer båret af opmærksomhed, delagtighed og barmhjertighed, sådan skal virkeligheden også efter døden være det.

Den sørgende oplever, at døden er standsning af mulighedsudsigten. Men der er et kristent korrektiv: I sorgen er der også muligheder. Der er ikke kun lukkede døre, der er også åbne døre.

Opstandelse fra de døde betyder nyt liv for den døde, men det betyder også, at den sørgende vender sig mod livet med tro på, at kærligheden i den relation, der var, ikke er væk, men er noget, der peger os videre ind i livet.

Vi arver kærligheden fra den afdøde, og den kalder på at blive brugt på ny.

DA MIN MOR DØDE, havde vi i søskendeflokken svært ved at tro på, at min far skulle kunne klare sig alene. Og det vidste han godt. For som han sagde, så skulle han leve et halvt liv.

Og det blev et halvt liv, men samtidig også et helt liv. Fordi han lærte at genlæse og genlære verden i lyset af min mor. Altså af noget af det bedste fra min mor. Heldigvis. Han tog den gode arv op.

Min far løftede sjældent telefonen og tog en snak med børn og børnebørn, familie og venner. Det var min mors metier.

Men nu måtte han til det. Og han blev en ørn til at tale i telefon. Han havde aldrig inviteret gæster, det var min mors gebet. Men han lærte langsomt at fortsætte gæstfriheden og gæstebuddet i huset. Til stor fornøjelse for alle. Gamle relationer blev plejet, og nye blev taget op. Min far var landmand og levede i en bondekultur, hvor den nyere tids tilgang til sorg og sorgarbejde ikke var en option. Vi talte yderst sjældent om min mor efter hendes død, om hans følelser og tanker, hans indre liv over at have mistet. Den slags samtaler havde en bonde af hans støbning ikke sprog for.

Og jeg tror, at samtaler med kommunen, endsige tilbud om sorggruppe ville ligge ham meget fjernt. Men han havde altså en anden strategi.

Han handlede sig ud af sorgen. Han fortsatte arbejdet på gården, som han altid havde gjort; han satte sig på kirkebænken hver søndag, hvor min mor havde siddet; han inviterede naboerne til kaffe, gik til kirkehøjskole en gang om måneden og traf gamle og fandt nye bekendtskaber.

SORGEN ER STANDSNING. Men der er en vej videre frem. Enhver sørgende må finde sin vej tilbage til livet – forandret som efter en fødsel. For evigt halv, men med nye erfaringer af helhed, både i det indre og det ydre.

Vi har i sorgarbejdet fokuseret meget på den indre sorgbehandling, den, som oftest finder sted i samtalen. Men der er også den mere handlingsorienterede sorgbehandling.

Her bæres den pårørende videre af det fællesskab, han har været i med afdøde. Et fællesskab i tid og rum, med bestemte opgaver og med forskellige roller, rutiner og vaner. Og det fællesskab ejer et løfte for fremtiden, for man arver så at sige værdier, måder at leve livet på, forventninger til hinanden, som kan være med til at forme det videre liv.