Prøv avisen

Doktor Goebbels - vor kulturs grundlægger?

Adjungeret professor i kommunikation Christian Have mener, at Goebbels iscenesættelse var en foreløber for vor tids celebritykultur. Her ses han sammen med Hitler. Foto: Oasis.

Den forførende æstetiske iscenesættelse, der fik et rabiat budskab til at glide ned, var hele taktikken bag den nazistiske propaganda styret af Joseph Goebbels. Og det er den iscenesættelse, der går igen i vor tids celebritykultur

Det var den nazistiske Joseph Goebbels, der lærte os, hvordan man skaber en berømthed. Og det er i dag vores fælles drøm. At blive berømte. Men hvor ender vi?

1923. Året for vores kulturs grundlæggelse. Ikke det, man normalt betegner den "vestlige kultur". Ikke "frihed, lighed og broderskab". Ikke demokrati, liberalisme og retsstat. Men året for vores nuværende kulturs grundlæggelse. Celebritykulturen. Den kultur, hvis dybeste drøm er drømmen om berømmelse. Den kultur, hvor personlig branding og storytelling er den sikreste vej til magt og succes.

1923 var året, hvor Joseph Goebbels opdagede Hitler. Og det var det år, hvor den senere nazistiske propagandaminister lagde hjørnestenene til den moderne markedsførings sprog - det sprog, der nu er blevet vores kulturs helt grundlæggende grammatik.

Alt handler om markedsføring for det moderne individ. Det er blevet det helt afgørende eksistentielle projekt - at blive berømt og at være en god historie og vinde anerkendelse i form af eksponering på internettet, i aviser, radio eller tv.

Goebbels var den første til at konstruere en berømmelse helt fra bunden i form af verdens første politiske stjerne, Adolf Hitler. Goebbels gjorde det, der siden har været regel nummer ét i markedsføringens abc: nemlig at designe produktet i overensstemmelse med modtagerens behov og ønsker. Og det er sådan, det moderne individ udformer sin eksistens og iscenesætter sig selv: i overensstemmelse med de mediemæssige love, der kan gøre vedkommende til en god historie, der vinder anerkendelse på alverdens medieplatforme.

Tyskerne følte sig underkuede. De følte, at deres stolte kultur stod for fald, og at alting var bedre i gamle dage. Og Hitler stod som bekendt klar med en simpel og let forklaring på problemet: jøderne.

Med førermyten skabte Goebbels en fortælling, der bjergtog den tyske befolkning. Men denne storytelling ville ikke have virket, hvis ikke Goebbels havde haft et raffineret blik for, hvordan de enkelte medieplatforme skulle udnyttes optimalt.

Opskriften var den samme, som Obama brugte: for det første en massiv og vedvarende tilstedeværelse på tidens mest synlighedsskabende og historiefortællende medieplatforme - i tilfældet Obama de sociale, digitale platforme, i tilfældet Hitler/Goebbels avis, radio og det nyopfundne filmmedie.

Og for det andet en massiv og vedvarende fysisk tilstedeværelse overalt i landet. Obama kørte med tog rundt i landet for at understrege den symbolske forbindelse mellem sit eget præsidentkandidatur og Abraham Lincoln, der som en af nationens "founding fathers" var med til at grundlægge det moderne Amerika. Og Hitler steg som en messiansk frelser ned fra himlen og talte ofte op til syv forskellige steder i landet på én dag!

Leni Riefenstahls Olympia-film er et af de bedste eksempler på, hvordan Goebbels brugte den spirende populærkulturs fremmeste midler til at iscenesætte Hitler. Sportsfolkene ser under indmarchen op på Hitler med beundrende blikke. Han er legenes samlingspunkt, en lige så olympisk skikkelse som Zeus. International anerkendelse skinner gennem hele filmen på ham.

Hvad har alt dette med det moderne Danmark at gøre? En hel del desværre. Mellemkrigstiden var ganske vist en langt mere politisk og ideologisk tid end nutiden. Konservatisme, liberalisme, fascisme og nazisme kæmpede om europæernes hjerter.

I dag udkæmpes der ikke den slags kampe i det offentlige rum. Tværtimod lever vi i en tid, hvor det offentligt interessante er det private. Almindelige menneskers helt private og ofte ganske trivielle livshistorier er det, der præger tidens mediebillede. En hurtig optælling viser, at der på en tilfældig hverdagsaften vises ikke mindre end tolv forskellige realityprogrammer på de danske tv-stationer.

I alle disse programmer er almindelige mennesker stjerner, og det er deres ganske almindelige liv, der i dramatiseret form gøres til tv-udsendelser. Det er de samme mennesker, der sammen med 2,5 millioner danskere på Facebook fortæller vidt og bredt om deres privatliv; de samme mennesker, som ikke læser aviser og ikke gider den gammeldags form for autoritativ, bedrevidende oplysning, der karakteriserer landets aviser.

Vi lever i en kultur, hvor det efterhånden er ligegyldigt hvem, der siger hvad og hvorfor - bare det er spændende. Det er derfor, at Stein Bagger og Brian Sandberg opnår lige så meget presseomtale som Helle Thorning og Lars Løkke.

Men er det Goebbels' skyld? Ja, for så vidt som Goebbels opfandt det sprog, hvor formidlingen af et budskab løsriver sig fuldstændig fra de værdier, der formidles. Det var hele taktikken bag den nazistiske propaganda. Den forførende æstetiske iscenesættelse, der fik det rabiate budskab til at glide ned. Og det er den iscenesættelse, der går igen i celebritykulturen. Uden det rabiate budskab ganske vist, for celebritykulturen har ingen bestemte værdier at formidle. Kun den gode historie.

I dag bruger vi alle sammen Goebbels' model i et eller andet omfang. Vi optager film af os selv, fortæller historier om os selv og eksponerer os selv i ét væk på de sociale platforme. Vi eksisterer kun, for så vidt vi formidler os selv.

Når selvpromoveringen løsriver sig fra det substantielle budskab og bliver målet i sig selv, havner vi i en situation som i dag.

Det fører ikke til nazisme. Men det fører til et omfattende værditab. Goebbels og Hitler repræsenterede også et værditab. Nemlig tabet af de demokratiske værdier. Det kunne ske, fordi de var i stand til at sælge befolkningen en bestemt historie om virkeligheden på en sådan måde, at befolkningen mere eller mindre overså den rabiate konsekvens af denne historie. Folk i 1930'erne og 1940'ernes Tyskland var jo hverken dummere eller mere moralsk fordærvede, end vi er i dag.

I Italien står celebritykulturen i fuldt flor. Her stopfodres befolkningen i et væk med tv-show, der er lige så pompøse, som de er indholdsløse. For så bekymrer de sig ikke om mere substantielle politiske spørgsmål som ytringsfrihedens og ligestillingens ringe vilkår. Det er Berlusconis Italien. Celebritykulturen bruges som våben til at pacificere befolkningen. Som det illustreres ganske sigende i dokumentarfilmen "Videocracy", hvor man blandt andet følger mekanikeren Rickys desperate kamp for at blive deltager i et af landets utallige realityshow. "Kunne man dog bare affærdige det hele med, at sådan har det jo altid været i Italien og kun dér," som en anmelder skrev. "Men det kan man desværre ikke. Erhard Jacobsen sagde engang, at unge, der lugter af hest, ikke lugter af hash. En pointe kunne være, at unge, der tænker på Sidney Lee og Amalie fra Paradise Hotel, ikke tænker på parlamentariske forviklinger og overbetaling af privatsygehuse."

Vi har altid næret en ubehagelig mistanke til det moralsk acceptable i markedsføringens sprog. Og det er så meget desto mere påtrængende at genoverveje dette sprog nu, hvor det er blevet vores kulturs helt grundlæggende sprog. Det sprog, vi adresserer hinanden med, og det sprog, der udstikker rammerne for vores forståelse af selve meningen med samfundet og livet, fællesskabet og demokratiet.

For Goebbels og Hitler endte det som bekendt med et stort kollaps. Hvor længe mon der går, inden Berlusconis Italien falder sammen? Inden værditabet bliver så ubærligt, at italienerne må begynde at genopbygge deres kultur på ny? Og hvad med os? Hvor længe kan vi holde ud at leve i celebritykulturens værdimæssige vakuum?

Christian Have er adjungeret professor i kommunikation ved Aalborg Universitet og medievidenskab og ledelse ved CBS